Jyske Ås er et stort bakkedrag i Nordjylland skabt af istidens arbejde med landskabet. Her er der for nyligt skabt et fint lille formidlingsanlæg ved motorvejen, som nu udgør Porten til Jyske Ås. Kom med på tur til et særligt landskab.


TEKST & FOTO:  HENRK

Åsen gennemskæres af E45 mod Frederikshavn, og i tilknytning til motorvejen er der netop anlagt en rasteplads og ved siden af denne, et lille anlæg. Hovedgrebet er en kæmpe spiral, hvor den øverste del udgør et udsigtspunkt ud over landskabet med Jyske Ås i horisonten. Den nederste del i bunden af spiralen er en fantastisk lækker bålplads, forsænket i jorden.

Jorden er som sagt bearbejdet, så skråningerne danner en spiral. En sti fører fra top til bund og er belagt med smukke hårdtbrændte klinker sat på højkant. Ind i skråningen er der skåret huler med vægge af beton.

Den ene hule er et toilet, den anden et udstillingsrum. Der tænder automatisk en strimmel LED-lys langs gulvet, men selve rummet henligger i dunkelhed. Et hul i loftet lader en enkelt lille lyskegle falde ind i hulen. Et par plancher fortæller historien om dannelsen af dette mærkelige landskab – en pukkel midt i det ellers flade Nordjylland.

Skråningerne er tænkt til at skulle indtages af den naturlige vegetation af lokale urter og græsser, men de får lidt hjælp af jutenet, indtil der er styr på jorden.

Missionen med det naturlige look er måske lykkedes lidt for godt: den smukke klinkebelægning trænger til lidt lugearbejde, så den kan stå som skarp kontrast til den vilde beplantning omkring den.

I bunden af anlægget finder du den skønneste og mest lækre bålplads. Også den er lavet af de flotte klinker, som danner en siddekant rundt om bålet. Skal du holde en pause på turen ud i sommerlandet, kan du jo passende hoppe af motorvejen og strække benene i dette lille fine anlæg – hvis du kan finde det. Det er meget dårligt skiltet og lidt skjult, så her følger en lille vejviser: Du skal køre af motorvejen E45 mod Frederikshavn ved afkørsel 15 Jyske Ås og køre mod vest ad Ø. Thorupvej, indtil du kommer til en rundkørsel. Her skal du omkring 200 meter ud ad Aalborgvej – og så er du her. God fornøjelse.

PORTEN TIL JYSKE ÅS
Ved afkørsel 15 Jyske Ås, Frederikshavnmotorvejen
Rådgivere: CUBO og Schønherr