Vinterhårdføre trifolium er formidable til krukkerne. De stiller ikke de store krav til haveejeren, og så er de velegnede til både forårets og sensommerens krukker. Planterne, som du finder i handlen herhjemme, er produceret på dansk jord – nemlig af Gartneriet Råhøj, der ligger tæt på Malling syd for Århus.


TEKST & FOTO: LONE

Oprindeligt producerede gartneriet primært asters, men siden 2009 har de smukke kløverplanter haft plads i drivhusene, og det har været med stor succes for det lille gartneri, der i dag sælger både færdige planter og stiklinger over det meste af verden.


Der er i 2019 syv sorter i handlen, og i 2020 udvides sortimentet med endnu en fristende kløver i den mørke farveskala: ‘Alexia’.

Blade af ‘Estelle’ med bordeaux spidser, den nye mørke ‘Alexia’ med rosa striber og midtfor den helt mørke ‘Dark Debbie’.

Trifolium kan if. gartneriet bruges i krukker hele året rundt. Det bedste er at plante dem ud forår, sommer eller efterår, men de overlever fint vinteren, hvis de står ude og har godt dræn i krukken. På kolde vintre (-10 grader) vil de typisk visne helt bort, men i foråret vil de skyde op igen om kap med vintergækker og erantis. I milde vintre vil de slet ikke visne bort. Man skal blot lade dem stå ude og lade naturen gå sin gang. Ikke noget med at dække af eller lægge gran over.

‘Dark Debbie’

Trives trifolium, vil de sprede sig godt, så gartneriet anbefaler dem primært til krukker, men har man ønske om en god bunddækkeplante, anbefales de også.

 

Herover ses seks af de i alt otte forskellige trifolium. Øverst ‘Dark Debbie’, ‘Estelle’, ‘Sweet Mike’. Nederst: ‘Isabella’, ‘Josephine’, ‘Alexia’.

Du kan læse mere om trifolium på gartneriets hjemmeside: www.rahoj.dk.