En regnvåd formiddag sidst i september besøgte jeg den ret unikke have Vlinderhof, som ligger midt i Maximaparken i Utrecht.


TEKST & FOTO: LONE

En af Piet Oudolfs overbevisninger er, at en have skal være seværdig på alle fire årstider, og han arbejder derfor målrettet med planter, der skaber værdi året rundt. Mit besøg i Vlinderhof, der ligger i hollandske Utrecht, gav mig i den grad syn for sagn.

Vlinder er hollandsk for sommerfugl, og navnet kommer af, at haven er fyldt med planter, der tiltrækker insekter og ikke mindst sommerfugle. Selv på denne regnvåde mandag støder jeg mellem bygerne på sommerfugle rundt omkring i haven .

Det, der især imponerer mig ved besøget, er det væld af farver og strukturer, der gør haven indbydende og giver lyst til at gå rundt og nyde det hele – bed for bed.

Rundt om i haven er der placeret en række bænke. Langs hovedstien er der bænke med ryglæn. På græsstierne er der desuden suppleret med bænke, så der er rig lejlighed til at sætte sig og nyde udsigten. Herunder ses den høje hjortetrøst, Eupatorium maculatum ‘Riesenschirm’, danne væg bag en af havens bænke.

Stachys officinalis, lægebetonie, er rigt repræsenteret i haven, og med sine meget mørke frøstande og ranke mørkbrune stængler er den med til at binde det hele sammen.

Også den høje hjortetrøst, der er gentaget i mange bede, skaber sammenhæng på tværs af hele anlægget.

Haven har tydelige associationer til det naturlige landskab, og det er også Piet Oudolfs hensigt med mange af hans designs. Netop at skabe et landskab i haven, som i modsætning til den vilde natur er fuldstændig planlagt og styret af designeren for at opnå det helt rigtige udtryk.

Herunder ses igen de mørke Stachys, der blandt andet er kombineret med hestemynte, Monarda bradburiana, og djævelsbid, Succisa pratensis.

Som det ses på mange af billederne, indeholder haven en blanding af store og små plantegrupper. Nogle steder er grupperne smalle og går på tværs af bedet, andre steder er de mere kompakte, mens nogle planter er repræsenteret solitært hist og pist.

Herunder ses en af de gode efterårsplanter, Selinum wallichianum, der i modsætning til lignende skærmplanter som kørvel og gulerod blomstrer langt ind i efteråret.

Haven rummer mange inspirerende plantekombinationer, hvilket jeg vil vende tilbage til en anden gang. Men se lige her et smukt eksempel: Amsonia (t.h.), mørk sankthans urt, Sedum matrona (t.v.) og bagerst diamantgræs, Calamagrostis brachytricha.

Også den høje tudselilje, Tricyrtis formosana ‘Dark form’ fanger øjet i kombination med sommerfugleblomsten, Gillenia trifoliata, og bronzeblad, Rodgersia henrici, der har de smukke røde blomsterstande, som ses til højre i billedet.

Flere steder i haven er der store grupper af kattehale. Det er den rødbrune gruppe, der herunder ses bag ved bænken (t.h.). Planten er for længst afblomstret, men de bare grene giver masser af farve til bedene. Denne kattehale hedder: Lythrum virgatum ‘Swirl’.

Under mit besøg dukkede solen op til sidst, og det gav endnu mere farve til haven, som du kan se herunder.

Oudolfs håndtegnede haveplan er hængt op i haven, så man kan se en komplet oversigt over alle planternes placeringer og deres navne. Flere plantetyper er repræsenteret ved forskellige sorter (kultivarer), så falder man for en særlig plante, er det en god ide at tjekke navnet med det samme.

 

Planen findes tilsvarende på havens hjemmeside, hvor man via interaktive kort kan finde navne på alle planter. Det er er fantastisk god service – ikke mindst mens man går rundt og nyder havens bede.

 

 

Har du lyst til at læse mere om Piet Oudolf, så kan du finde flere artikler lige her om Piet Oudolf og om hans landskabsdesigns.

HER ER VI:
Vlinderhof
Alendorperweg 44 TN, Vleuten
Holland
www.vlinderhof.com