Leder du efter en ven for livet, behøver du ikke søge længere. Gummifigen er en majestætisk plante, som langsomt, men sikkert, vokser sig stor, stærk og gammel, og som både tåler, at du tager på ferie, og at du glemmer en enkelt vanding – eller fem.


TEKST & FOTO: JENNY LEITE-VIKRA, KATHRINE WINTHER LØKKE, MARTE ESPEVIK

Gummifigen kom på mode under første verdenskrig og ses ofte på billeder fra tjekkede arkitekthjem i boligreportager fra 1960’erne og 1970’erne. Som stueplante kan den blive tre meter høj.

Oprindelse
Ficus-slægten stammer fra Asien og omfatter mange almindelige stueplanter.

Lys
Planten tilpasser sig forskellige lysforhold, men trives bedst i rigeligt med dagslys. Vær dog forsigtig med direkte middagssol.

Vand
En god strategi er at vande, når potten føles let. Gummifigen bør ikke stå i konstant våd jord, da rødderne kan rådne, hvorefter bladene gulner og falder af. Planten har brug for mere vand, når det er varmt. Om vinteren skal den bare holdes let fugtig.

Gødning
Gødes hver anden uge i sommerhalvåret og en gang om måneden i vinterhalvåret.

Jord
Almindelig pottemuld med et lag lecakugler i bunden.

Formering
Formeres lettest ved luftaflæggere. Spænd et stykke plastfilm med mos eller jord fast på stammen et stykke fra toppen. Når stammen har slået rødder inde i plastikken, kan stammen klippes af og plantes. Det er også muligt at tage stiklinger af gummifigen, men de er længe om at slå rødder.

Som alle andre planter af Ficus-slægten kan gummifigen få et chok af at blive flyttet. Den kan tabe bladene, hvis lyset eller temperaturen forandrer sig for pludseligt, men der vil vokse nye blade ud. Nogle eksemplarer taber også deres blade om vinteren.

FAKTA
Dansk navn: Gummifigen
Videnskabeligt navn: Ficus elastica
Plantefamilie: Moraceae | morbærfamilien

Planteportrættet er fra bogen ‘Gro – Grønne planter indendørs’.

Bogens forfattere er Jenny Leite-Vikra, Kathrine Winther Løkke og Marte Espevik, som blandt andet skriver og designer plantemagasinet GRO, et skandinavisk netmagasin om stueplanter.