Julehilsen fra Ulrika og Ellie. Om den nye havefølgesvend, dahliaer i overflod og om at forkæle sig selv med nye planter i haven.


TEKST & FOTO: ULRIKA SABEL

Kære havefolk

Nu nærmer vi os slutningen på endnu et haveår. Jeg opsummerer og nyder dét, som har været, og jeg lader haven ligge stille og vente på det nye år. Samtidig konstaterer jeg, at året har budt på dahliaer til overflod og mange buketter fra min skærehave. Jeg har leget florist for både mig selv og mine nære. Jeg har skabt et nyt haverum ved at udvide en af vores udepladser og ramme den ind af store beplantninger af bølgende japansk skovgræs. Desuden har jeg formet en opstammet hæk (stilted hedge) af avnbøg, som jeg er så stolt af. Dette år har med andre ord budt på mange dejlige ting, og det har samtidig været et anderledes år, da jeg ikke mere har været alene i haven.

Nytårsaften 2018 hentede jeg min sorte labrador Ellie. Ellie er altid med mig ude i haven og følger mig som en sort skygge. Hun er min bedste haveven, selv om vi ikke deler havefilosofi og ofte har forskellig opfattelse. De planter, jeg graver ned, vil hun grave op. Hun laver plantehuller, hvor jeg ikke har sat spaden, og hun beskærer buske og stauder nydeligt og foretager the Chelsea chop på alle tidspunkter af året. Krukker og vandkander i plast findeler hun, og alle haveredskaber med træskaft udgør et sørgeligt syn. Men hun får mig til at grine, når hun napper mig i rumpen, når jeg luger, eller kommer hen til mig, brun om snuden og lugter af kompost. Så ved jeg, at hun har forsøgt at grave i min nye jordfabrik, hvor jeg hver uge graver en spand køkkenkompost ned. Hun giver en ny dimension til begrebet dyr i haven, hvilket får mig til både at le og græde og indhegne og hundesikre min skærehave.

I julegave ønsker jeg mig nye haveredskaber med stålskafter og en kraftig vandkande uden hul i bunden!

God jul ønskes I alle,
Ellie & Ulrika

@enskimrandetradgard