Her på kanten af 2019 har Lotte Bjarke udgivet en ny havebog om dyrkning sommerblomster i en skærehave, og selvfølgelig har netop dette fyldt meget i hendes haveår. Læs med i dagens julekort.
TEKST & FOTO: LOTTE BJARKE
Kære Havefolk
Julen står for havelågen, og det gamle haveår er ved at rinde ud. Det giver anledning til at tænke lidt tilbage på året, der gik, mens jeg hygger rundt og gør haven julefin. Her i haven har haveåret først og fremmest stået i sommerblomsternes tegn, og det har givet mange dejlige oplevelser.
Jeg har altid syntes, at det der med en særlig skærehave til at høste blomster til buketter i, var en smule opreklameret. Jeg mener, man kan jo plukke masser af blomster i et ganske almindeligt blomsterbed eller et staudebed for den sags skyld. Alligevel har jeg i år forsøgt mig med at indrette min køkkenhave til en skærehave fyldt med hjemmelavede blomster til buketter.
Her kommer så erkendelsen. Det er simpelthen fedt at have en skærehave, hvor man kan høste alle de blomster, man har lyst til, til alle de buketter, man pludselig ikke kan undvære. Jeg skal helt sikkert dyrke masser af blomster til buketter igen næste år. Jeg tror nu nok, at det bliver i en blandet køkken- og skærehave, for jeg har savnet frisk spinat, gulerødder og rødbeder, der måtte vige pladsen i år. Løsningen bliver en mindre udvidelse af køkkenhavearealet, så der bliver plads til det hele. Ikke så ringe endda.
Men tilbage til sommerblomsterne, der begyndte at fylde mit hoved i det allertidligste forår. Jeg var i fuld gang med at skrive på en bog om netop sommerblomster dyrket fra frø, og selv om mit billedarkiv er temmelig voluminøst, var der alligevel blomster, situationer og miljøer, der manglede, for at bogen kunne blive ordentligt illustreret hele vejen rundt om emnet.
Derfor kom skærehave og blomsterbed tidligt på tegnebrættet, og derfor blev mit planteværksted i drivhuset fyldt til bristepunktet med sommerblomster til forspiring. Min handyman har designet og bygget et plantebord med indlagte varmeslanger i betonpladen, og det var en kæmpehjælp i processen. Det giver helt andre muligheder for at afbalancere forholdet mellem lys og temperatur, end en vindueskarm gør. Uhh, hvor jeg glæder mig, til det går løs igen.
Et af sommerens højdepunkter kom den dag først i august, da jeg fik skudt forsidebilledet til min nye bog: En spand fyldt med nyhøstede blomster foran blomsterfloret i skærehaven, der på det tidspunkt lige så godt kunne være et bugnende blomsterbed. Jeg havde haft mange spekulationer om, hvad der skulle på forsiden, men den dag faldt det hele på plads. Jeg tror også, det var den dag, jeg besluttede mig for, at projekt bog nu var så langt fremme, at jeg ville satse på en udgivelse før jul frem for at vente til foråret, som man normalt gør med en havebog. Det nye haveår venter trods alt lige på den anden side af julen, og havedrømmene har det med at indfinde sig, så snart den sidste klejne er spist.
Min bog ’Sommerblomster – fra frø til fryd’ udkom i begyndelsen af november. Nu håber jeg på, at den kommer til at ligge under mange juletræer, så endnu flere kommer i gang med at dyrke sommerblomster fra frø. Jeg er i hvert tilfælde så klar og kan næsten ikke vente, til jeg kan putte de første frø i jorden og glæde mig over lysegrønne spirer, der pibler frem.
Jeg ønsker alle en dejlig jul og et forrygende godt nyt haveår.
Kærlig hilsen,
Lotte Bjarke
Klik på pilene for at se alle billederne.
Tak og glædelig jul også herfra 🙂
En skærehave er også mit ønske, det skal bare planlægges og besluttes hvilke sorter.
Jeg har skrevet bogen på min ønskeliste 🙂
Skærehave er guld – og kan sagtens kombineres med køkkenhave. Jeg nåede erkendelsen for mange år siden med Sarah Ravens bog Blomster året rundt – en bog til stadig inspiration. Glæder mig til at læse din også – det er altid godt med inspiration og erfaringer!
Forresten – jeg stornyder julekortene her på havefolket!
Tak for julekort, ja en skærehave er ikke til at undvære, din bog skal på min ønskeseddel her til jul,
Kh Kirsten
2019 var et fantastisk år i min skærehave, så jeg har stort mod på skærehave igen i 2020 med en udvidelse.
Jeg havde en spiringsprocent på det tætteste man kan komme på 100%. Det gav så også nogle udfordringer i forhold til logistik og opbevaring, da al spiring foregik i vindueskarme på 3. sal midt i Kbh. Men det blev et lærerigt år udi skærehave og meget kan stadig læres, derfor er jeg glad for din nye bog som ligger på natbordet. For det er jo nu sæsonen starter, der skal jo planlægges og hentes inspiration inden det store ‘klikkeri’ på diverse webshops.
Men det allerførste jeg skal ha kigget på er hvor og hvordan produktionsapparatet skal arrangeres, for det er lidt træls at alle vindueskarme er i brug og klapbordet fyldte også en del. Så jeg skal have noget reolværk, så der kan dyrkes i højden i stedet for 😉
Glædelig Jul
Skærehave eller ej, – sommerblomster skal jeg lave hvert år! De er et dejligt indslag blandt stauderne. Tak for dit julekort og rigtig glædelig jul❤️