Hos Liv er køkkenhaven i 2019 blevet til skærehave, hvor et væld af sommerblomster har stået på rad og række og skabt glæde.
TEKST & FOTO: LIV MEINERT
Kære havevenner.
Hermed en julehilsen fra mit planteliv. 2019 blev året, hvor jeg dedikerede det meste af min havetid til dyrkning af skærehave. I år kom jeg op på at dyrke mere end 60 forskellige sommerblomster til snit her i min lille parcelhushave. Det hele starter indendørs i marts med forkultivering. Der var fyldt godt op i husets vindueskarme i det tidlige forår, hvor mere end hundrede småplanter stod klar til at blive plantet ud.
Skærehaven dyrker jeg, hvor der tidligere var køkkenhave. Jeg dyrker blomster side om side med grøntsager, men må nok indrømme, at pladsen til grøntsager er indskrænket en del de sidste par år. Mit dyrkningsareal består af elleve højbede og et bed i jordhøjde. Det kræver en del planlægning at kunne dyrke så mange forskellige blomster på den begrænsede plads. Min metode er at dyrke korte rækker med få af hver sort. Jeg dyrker seks til syv sorter i hvert højbed med rækker på bedets korte led. På den måde kan jeg få et kæmpe stort udvalg af blomster at plukke af, selvom jeg har et lille dyrkningsareal. Jeg elsker at lave buketter og vil gerne kunne lave mange forskellige buketter hen over sæsonen, derfor vil jeg hellere dyrke mange forskellige blomster end mange af hver. Jeg har haft den skønneste overflod af blomster hele sommeren og har nydt, at jeg kunne binde massevis af smukke buketter fra haven.
Et af årets højdepunkter var naturligvis CPH Garden. Haveselskabet gjorde det igen og lavede et brag af en havefest. I den forbindelse havde jeg æren af at være nomineret til titlen som Årets Haveblogger. Selvom det blev søde Maria fra Livsnyderhaven, der løb af med titlen, var det en oplevelse at være nomineret. I sensommeren tog jeg på haverundtur i Jylland, hvor jeg besøgte de skønneste haver. Jeg tror, at havefolk er noget af det mest venlige og gæstfrie, der findes.
Rigtigt glædelig jul og et godt nyt haveår til jer.
De varmeste julehilsner
Liv
@plante_liv
Glædelig 11.december 🙂
Sikke dejlig med en skærehave og så mange sorter i smukke farver 🙂
Havebesøg må jeg lidt mere på, jeg elsker gæstfrie søde imødekomne mennesker med glæde i det naturlige 🙂
Glædelig jul 🙂
Tak for din hilsen Tina.
Ja havebesøg er simpelthen så givende, havememnesker er sådan et venligt folkefærd.
Rigtig glædelig jul
Liv
Elsker kombinationen af skære- og køkkenhave! Tak for inspiration hen over sæsonen – det bliver spændende at følge også i den kommende sæson. Glædelig december!
Tak for din hilsen.
Hos mig er kombinationen af køkken-og skærehave jo først og fremmest opstået som et udslag af mangel på dyrkningsplads – men så kan man jo vælge at gøre en dyd ud af nødvendigheden.
Jeg er glad for at kunne inspirere.
Rigtig glædelig jul
Liv
Ja det er ikke noget bedre end at kan gå ud i haven og plukke den ene fine buket efter den anden,
Og sikke en dejlig skære have du har, en rigtig god ide at dyrke blomsterne i højbede
Ja det er bare så hyggeligt at komme rundt i landet på havebesøg, man får rigtig god inspiration og gode ideer til sin egen have og ikke mindst en god snak med de glade havefolk
Glædelig jul herfra
kirsten Nørgaard
Tak for din hilsen.
Ja det er en sand lykke at kunne plukke blomster til buketter i haven.
Rigtig glædelig jul
Liv
Hej! Du har været en kæmpe inspiration til at komme igang med skærehave. Det er mit første år med have og det gør det meget mere fantastisk med alle de blomster!! Det er allerede ved at tage overhånd til næste år…:)
Tusind tak for din hilsen.
Jeg er simpelthen så glad for at kunne inspirere.
Jeg er også blevet helt bidt af at dyrke skærehave og må hvert år virkelig anstrenge mig for ikke at købe en masse frø jeg ikke har plads til.
Rigtig god Jul,
Liv
Ja, vi er vist flere og flere, der bliver forelsket i skærehaven og muligheden for at plukke masser af buketter gennem hele sæsonen 🙂
Ja det er så skønt.
Rigtig glædelig jul.
Liv
Skøn have du har. Næste år såer jeg også blomster blandt grønsagerne – til bierne
Tak for din hilsen. Ja blomster i køkkenhaven kan virkelig gøre den til et endnu smukkere syn.
Rigtig god Jul
Liv