Haver er lige så mangfoldige som deres ejere, og i dag skal du med til en have, der bestemt også er noget for sig selv. Karolinas forhave bugner af dahliaer hen over sommeren, og så har hun magiske havekræfter, når det kommer til krukker.


TEKST & FOTO: LONE

Sådan ser det ud, når vi fra vejen kommer inden for den store havelåge. Bilen er parkeret, og vi er klar til at opleve. Men jeg må indrømme, at jeg ikke havde forberedt mig på dette syn. Heller ikke selvom jeg troede, at jeg kendte Karolinas have ind og ud via hendes mange flotte fotos på instagram.

Et stort anlæg med formklippede takshække og bede udfyldt med primært dahliaer. Alle mulige farver dahlia i et stort imponerende blomsterorgie. Det er ret overvældende.

Formationen spiller op til den store hvide bygning med rødt træværk og en tydelig dobbeltdør i husets symmetriakse. Alle farverne spiller sammen – orange, rødt, mørke blade og stængler. Det her er helt klart planlagt og gennemtænkt med huset i tankerne, og det gør oplevelsen komplet.

Kigger man nærmere, er bedene dog ikke kun fyldt med orange og rødt. Man kan også finde mørkt, pink og purpur, og det hele blender flot sammen.

Når man går mod fordøren, ses de første imponerende opstillinger i krukkehaven. Ved fordøren er det orange, gult og rødt, Karolina har leget med.

Til højre for fordøren har Karolina anlagt en terrasse, hvor en flade af fliser skærer ind i gruspladsen. En fin detalje.

Fra terrassen er der udsigt ud over hele forpladsen og videre ud til vejen, som vi kom fra. Vi går videre højre om huset, og foran os ses et værksted i hvidt træ med røde døre og vinduer som i hovedbygningen. De første glimt vidner om, at her kan opleves endnu flere krukkeopstillinger.

På vejen støder vi på disse røde pelargonier i høje urner. Det er så flot med de mørktrøde beplantninger mod husets røde vinduer.

I et kig hen over pelargonierne og tilbage mod forpladsen får vi også øje på de store vintønder med blomsteringer i samme farve. Gennemført!

Og så går vi lige en anden vej. Ned i bunden af forpladsen og ind til højre bag om takshækkene. Her fører en grussti igennem en kombination af bede og græsplæne på den ene side og massive staudebede på den anden. Staudebedene er under udvikling, men det ser lovende ud.

En af de planter, der fanger øjet, er denne lyse japanske skovgræs.

Stien fører op til det udhus, vi var på vej til for lidt siden.

Foran træbygningen er der tæt pakket med krukker. Blandt andet er paletblad flittigt i brug. Der er leget med farver og højdeopbygning og kombineret med både orange og gult. Det er en kombination, der altid lyser op – også på en gråvejrsdag.

På den anden side af træbygningen får de pink blomster lov at herske. Igen er det dahlia i krukker i kombination med blandt andet paletblad, petunia og hortensia.

For enden af træhuset har Karolina dækket op til kaffe, og vi holder en pause i havevandringen. Under parasollen bliver der snakket og grinet, havetanker vendt og nye planer præsenteret. Siden vores besøg har Karolina bygget en fantastisk baghave med et stort væksthus. Det bliver vi nødt til at komme tilbage og besøge en anden gang.