Det går hurtigt nu. De første ting er blomstret af, fx. Verbascum og nogle af pæonerne, men det meste er på vej frem. Ikke mindst alle roserne.

TEKST & FOTO: BONNIE HALL

Jeg har et ambivalent forhold til roser. Jeg elsker dem, men de er lidt besværlige og får hurtigt svampesygdomme og bliver grimme. Og så elsker jeg dem ikke mere. Hemmeligheden er selvfølgelig at vande og gøde tilstrækkeligt. Udfordringen her er, at man ofte skulle have lavet en ekstra indsats, før man ved af det. Et tørt forår kommer ofte bag på en – og det er først, når måneden er forbi, at man opdager, at måneden var tør. Og allerede der kan det have svækket roserne, så man betaler med svampesygdomme et par måneder senere.

Til venstre ses rosen ‘Constance Spry’.

En anden ting er, at roser helst ikke deler pladsen med andre. De er lidt som solo-dansere, der vil shine alene på scenen. Problemet er bare, at roser er kønnest i selskab med andre typer af planter, fx. geranium. Jo tættere haven er, des større er udfordringen med manglende luft omkring planten. Konsekvensen har været, at jeg de sidste par sæsoner har skåret ned på antallet af roser fra over 50 til under 30. For jeg gider dem ikke, hvis de ikke er pæne. På den anden side, så er de virkelig fine, når de er sunde og raske.

Alle mine roser er enten historiske eller engelske. De engelske roser kan en masse. De blomstrer længe, har store smukke hoveder og dufter skønt. Jeg overvejer at fjerne lidt flere af roserne, men så til gengæld have ekstra kærlig opmærksomhed på de tilbageblevne. Så de kan få mere vand, flydende gødning og kærlighed.

‘Munstead Wood’

En mulighed er også at starte en ny rose op i potte, og så forkæle den et par sæsoner til den er stor og kraftig, før den sættes ud i bedet. I det beskedne omfang, denne metode har været afprøvet, har den været vellykket.

Jeg tog fx en ‘William Lobb’ op af et bed, hvor den havde det trangt, og satte den i potte (ses herover t.v.) – og efter et par måneder er den begyndt at skyde og blive meget kraftigere.

Jeg skal have lavet hele bedet ved min havedam om. Jeg vil ændre farvetemaet i bedet, så det får mørke farver. Bordeaux, sort, mørk violet og lidt lyslilla.

Det betyder så også, at de bedste ting skal flyttes til bedet foran huset, hvor jeg justerer farvetemaet en smule, så det bliver rosa, hvid og bordeaux. Resten ryger op i potter til salg eller bortgivning. Det er jo ikke lige nu, at man må grave noget op. Faktisk slet ikke, men det gør jeg altså alligevel, når månedens fotorapportager og havebesøg er overstået. Så indtager jeg igen min legeplads og gør, som jeg har lyst. Uden hensyntagen til, hvor der dukker huller op.

Og det er præcis dét, jeg elsker ved haven. At få en ny ide og prøve den af. Når det er sagt, så er jeg stadig meget glad for de hvide, grønne og violette bede. De bliver bedre og bedre hele tiden.

Opsamlingsbedet klarer sig også godt. Som navnet indikerer, så er det her, hvor alle de lækre ting, der ikke længere har været plads til i andre bede, er havnet.

Bedet er lidt vildere og farvetemaet ikke lige så stramt som i de andre bede, men det er fint. For nu i hvert fald.

Du kan se meget mere til Bonnies have på instagramprofilen @gardening_by_hall.