Hun er personlig havedesigner, forfatter, stylist, foredragsholder og trendspotter – blandt mange andre ting. Oprindeligt er hun uddannet designer fra Danmarks Designskole og har arbejdet med mode i ca. 18 år, før hun hoppede ud af stiletterne for at lande i et par gummistøvler. Læs med i dag, hvor vi har interviewet Dorthe Kvist om hendes liv som havedesigner.


TEKST & FOTO: HAVEFOLKET + DORTHE KVIST

Hvem er Dorthe Kvist?

Jeg er 53 år, og haven er i sandhed min store passion. Jeg kommer ud af en familie, hvor vi sjældent besøger hinanden uden at have en stikling med i håndtasken, og jeg er opvokset i en skøn stor gammel have med drivhus, køkkenhave, frugttræer og metervis af bærbuske. Så udover at hedde Kvist til efternavn, har jeg tidligt haft det i blodet.

Jeg bor i dag med min familie, en gammel tyk kat og fem høns i Vanløse i en stor gammel villa, som vi har renoveret. Det er her i den 800 m2 store vilde og vidunderlige have, jeg udlever de fleste af min egne havedrømme. Her er køkkenhave på garagetaget, drivhus, højbede, spejlbassin, havehus, trampolin, cykelskur med sommerblomster på taget, masser af rum og pladser, bugnende bede, hængekøjer, bålplads, udekøkken, bærbuske og plads til insekter, bier, fugle, egern og pindsvin.

Her har jeg hele tiden gang i nye projekter. Min have er mit laboratorium og mit værksted, hvor jeg altid er i fuld gang med at udforske, afprøve og undersøge og hele tiden blive klogere på havedyrkning og byggeprojekter. Det er med den som udgangspunkt, at jeg forsøger at inspirere til skønnere, grønnere og vildere uderum på instagram, @meltdesignstudio, og på min blog www.meltdesignstudio.com.

Fortæl os lidt om din tegnestue

Min tegnestue hedder Meltdesignstudio, og her tegner og designer jeg haver og uderum, og det har jeg levet af de sidste 10 år. Jeg har desuden skrevet fire bøger om haven, skriver fast for Boligliv og Bo Bedre, og er freelance for en masse andre medier. Jeg laver kranse, buketter og botanisk styling for magasiner og til events, har medvirket i en del haveprogrammer, holder workshops og foredrag. Jeg indretter haveudstillinger og messer og har fx udstillet med en showhave på CPH Garden både i 2017 og 2019. Jeg blogger om haven og instagrammer om det samme.

Ind imellem laver jeg produktsamarbejde med firmaer som f.eks. min bæredygtige linje af havegear til den urbane gartner med Nelson Garden eller mine In Bloom-vaser, som jeg har designet for Erik bagger A/S. Når jeg laver produktdesign, kan jeg virkelig binde en fin sløjfe med min baggrund som mode- og produktdesigner og min store viden fra have- og blomsterverdenen, så jeg kan skabe nogle produkter, der er smukke men også løser et problem. Når de to ting, skønhed og lavpraktisk brugbarhed, går hånd i hånd, kan det ikke blive bedre.

Jeg startede min tegnestue i 2010 for at forfølge min havepassion. Efter næsten 20 år i modebranchen fik jeg trang til at skabe noget, der havde en længere levetid end tre måneder. Noget, som gav mig mere mening både på et konkret og jordnært men også et helt universelt plan. Derfor startede jeg en blog om haven. Efter at have blogget i et par måneder fik jeg tilbudt min første bogkontrakt, derefter blev jeg fast haveekspert på Go´morgen Danmark, og så rullede det hele. Nu har jeg tegnet og designet haver og uderum i over 10 år.

I tidens løb er det blevet til mere end 200 havedesigns, fire bøger, et utal af artikler for aviser og magasiner, flere haveprogrammer, masser af foredrag, en del workshops og et par showhaver, og der kommer hele tiden nye sjove opgaver.

Hvilken type opgaver har du flest af?

I mit arbejde som havedesigner tegner jeg fortrinsvis haver for private. Det kan være villahaver, taghaver, baghaver, rækkehushaver, sommerhushaver og store landbohaver. Jeg elsker at skabe personlige haver, og det er altid den enkelte haveejer, der er i fokus. Så det er som at starte helt forfra hver eneste gang, jeg tegner en haveplan – ikke noget med standard-halløj her. Det sker også engang imellem, at jeg takker ja til at tegne haver for boligforeninger. Det er spændende opgaver, fordi det ofte handler om at få en hel masse funktioner målrettet mange forskellige mennesker til at gå op på begrænset plads. Nogle gange er det bare virkeligt sjovt, jo smallere rammerne er.

Har du temaer eller mærkesager, som har særligt fokus i dit arbejde med haver?

Det aller vigtigste, når jeg tegner haver for folk, er, at det er en have til dem og ikke til mig. Det er klart, at der altid er et Dorthe Kvist-fingeraftryk på haven, men mit speciale er at skræddersy mit design, så det passer præcis til dem, der skal leve i haven, deres liv, deres ønsker, drømme og ikke mindst budget – og få det til at se fantastisk ud og ikke mindst få det til at virke – frem for at trække en løsning, som jeg måske selv drømmer om, ned over hovedet på kunden. Jeg forsøger altid at finde ind til mine kunders behov. Uanset om det er en altan, en tagterrasse eller stor villahave, fortjener haven i høj grad at hænge sammen med både husets arkitektur, indretning og kundens egen personlige stil. Haven har så meget at byde på i form af muligheder for af-stressning, fornøjelse, nydelse og opladning. Vel at mærke, hvis den er designet til dig og dit liv.

Når det så er sagt, så er det altid en stor del at mit havedesign at skabe rum i haven. Rum er det, der gør en have spændende og inviterer til at gå på opdagelse. Det er også vigtigt, at der er et godt flow i haven, at alle pladser fungerer i forhold til den indendørs rumfordeling og de udendørs zoner, så haven giver mening og er nem at komme ud i og bruge. Og så er rette plante på rette sted selvfølgelig også et vigtigt kriterie for at få succes med en have. Jeg forsøger også altid at skabe haver med en stor biodiversitet, med plads og miljø til både mennesker og i høj grad også dyr og insekter. Kan jeg slippe afsted med det, indgår der også altid noget spiseligt, kompost, vand af en slags og en masse forskellige og gerne klimatilpassede planter, så haven bliver miljøvenlig.

Er der emner, som nye kunder med fordel kan overveje, før du kontaktes?

Ja, helt sikkert. Det er klart, at jo mere klar man selv er i spyttet, inden jeg kommer, jo mere får vi ud af mødet. Skal jeg tegne en haveplan, kan man med fordel overveje følgende:

– Hvilke funktioner ønsker du i din have?
– Hvilke farver vil du gerne have i din have?
– Hvilke elementer ønskes bevaret?
– Hvilke elementer fungerer ikke?
– Du kan med fordel forberede nogle inspirationsbilleder eller et moodboard, der illustrerer dine ønsker, dine drømme og din stil.

Det kan man også læse meget mere om på min hjemmeside.

Har du tre favoritter til haven, som du gerne vil slå et slag for?

Bær : Fordi bærbuske er super nemme. Bær kan spises, syltes, bruges i kager, saft, sprut, og hvad ved jeg, og er sprængfulde af vitaminer og solskin.

Stjerneskærm : Fordi den er smuk, og skulle jeg vælge en, bare en eneste blomst (det skal jeg heldigvis ikke), skulle det være den.

Høns! Høns i haven giver liv, de sørger for, at du altid har nogle at tale med, og de siger dig ikke imod. Og så omsætter de alt dit have- og køkkenaffald til den bedste gødning, du kan give tilbage til din have. Det giver fuldkommen mening på mange planer at holde høns i haven, og så er det nemt oven i hatten.

Du kan læse meget mere om Dorthe i hendes forskellige haveuniverser: @meltdesignstudio.com og  www.meltdesignstudio.com.

Dorthes bøger:

  • Forfatter til bogen ”Bliv ven med din have”, Lindhardt og Ringhof
  • “Byhaven. Kål, kartofler og kærlighed”, Lindhardt og Ringhof
  • ”Sådan skaber du RUM i din have”, Koustrup & co
  • “Falmet skønhed”, Koustrup & co.