Drømmer du om en dejlig sensommerhave med stauder og prydgræsser, så får du her tips til gode sorter fra Marianne Follings have i smukke rosa og pink nuancer.


TEKST & FOTO: LONE, @HAVEDAGBOGEN

Kertepileurt, Persicaria amplexicaulis ‘Summer Dance’

Kertepileurten er en af de stauder, man ikke bør undvære i sin staudehave. Den er forrygende i gentagne grupper i store staudebede, og den klarer sig ualmindeligt godt mellem de andre stauder. Den løbes ikke sådan lige over ende. Det betyder dog heller ikke, at planten er uregerlig. Den vokser sig stille og roligt større (som mange andre stauder), og synes man, at den med tiden kommer til at fylde lidt for meget, er det blot at dele den. Eller skære den til, som man lyster. Planten er ualmindelig nem at håndtere.

Kertepileurten udmærker sig med sine oprette spir, der dukker op i sensommeren og udgør en smuk kontrast til andre lidt fyldigere planter. Også i kombination med de lette prydgræsser er den fortryllende.

Herunder kertepileurten, Persicaria amplexicaulis, ‘Summer Dance’,
i kombination med de vajende aks fra Molinia ‘Transparent’.

Herunder ses bagerst den hvide floks, Phlox paniculata ‘David’. Forrest kertepileurten Persicaria amplexicaulis ‘Firedance’.

 

Hjortetrøst, Eupatorium maculatum ‘Purple Bush’

Den mørkrosa hjortetrøst ‘Purple Bush’ står som de fleste hjortetrøst højt i staudebede med flotte, stive stængler, der holder sig selv. Denne variant bliver 170-180 cm i højden og er dermed en af de største i familien. Blomsterne springer ud i august/september og er et fantastisk indslag i et staudebed. Når planten over efteråret begynder at takke af, overtages blomsterne af skærme med frø, der ligner små gråbrune skyer, og også i denne fase er planten et væsentligt bidrag til staudebedet.

Hjortetrøst,  Eupatorium maculatum ‘Purple Bush’, i kombination med  kertepileurt ‘Summer Dance’
Forrest i bedet er det prydgræsset, Pennisetum ‘Red head’.

Udover, at blomsterne for os mennesker har en fantastisk prydværdi, er sommerfugle og øvrige insekter også vilde med planten. Det er ikke et ualmindeligt syn at opleve stor flokke af sommerfugle flagre rundt på blomsterne.

Herover ses hjortetrøsten, Eupatorium maculatum ‘Purple Bush’, i fin kombination med græsset Calamagrostis x acutiflora ‘Karl Foerster’.

Kvæsurt, Sanguisorba officinalis ‘Pink Brushes’

Kvæsurt er en anden dyrkningsværdig staude til sensommerhaven. Herunder ses kvæsurten Sanguisorba officinalis ‘Pink Brushes’, som har lange, hængende lyserøde blomsterstande.

Herunder kvæsurt ‘Pink Brushes’ i kombination med blandt andet kertepileurt Persicaria amplexicaulis ‘Firedance’.

Vernonia, Vernonia crinita ‘Mammuth’

Højdespringeren vernonia er ikke så udbredt, men den er et bekendtskab værd. Den bliver 150-200 cm høj og rejser sig over de fleste andre stauder. Den står på kraftige stilke og ligner lidt en blanding mellem asters og hjortetrøst.

Høje blomsterklaser i en lækker dyb bourgogne til venstre, Vernonia crinita ‘Mammuth’, står højt i bedet.

Sankthansurt, Sedum telephium ‘Matrona’

Sankthansurten med de mørke blade har vundet stærkt frem de senere år. Denne ‘Matrona’ er en fantastisk variant, som med sine smukke mørkerøde blade giver en flot kontrast i bedet. Plant den forrest mod kanten, og sikr dig på den måde en smuk afrundet plantegruppe, der – når den står i fuld sol – står flot og rank hele sæsonen. Midt på sommeren kvitterer den med sine lyserøde blomster.

Sankthansurt, Sedum telephium, ‘Matrona’

Planten har på dansk haft mange kælenavne – herunder blandt andet kysseurt, kærlighedsurt og brandurt. Disse kom af, at man både anvendte den som medicinplante og til varsler om giftemål og fertilitet.

Denne art af sankthansurt – Sedum telephium – vokser vildt i Europa, og i Danmark kan man være heldig at støde på den på skrænter eller strandenge. Den vilde form er dog noget mindre end den forædlede plante og har grøn/gule/hvide blomster.  ‘Matrona’ har fine rosa blomster, der er lidt mere raffinerede end andre i familien, der er mere lyserøde. Blomstrene bæres af mørkerøde/brungrønne stængler, der står flot hele sæsonen, hvis den har en god solrig placering.

Herover ses kertepileurt i kombination med blandt andre mosebunke, Deschampsia cespitosa ‘Goldtau’. Til højre ses den lækre sankthansurt i mørke nuancer.

Purpursolhat, Echinacea purpurea ‘Magnus’

Når man taler om sensommerstauder i denne farveskala, kommer man selvfølgelig ikke udenom purpursolhat, Echinacea purpurea ‘Magnus’. Den er en sand klassiker, og i de prærieinspirerede bede er den et must. For at beholde den i haven år efter år, skal man sikre, at andre planter ikke dækker for den – så vil den langsomt forsvinde. Den skal have sol og god plads. Men så er den også en skøn plante, der også, efter den har tabt kronbladene, bidrager positivt til vinterhaven med sine flotte, næsten sorte frøstande.

Purpursolhat, Echinacea purpurea ‘Magnus’ og kertepileurt, Persicaria amplexicaulis ‘Rosea’.

Du kan læse om såning af purpursolhat her.

Kæmpeverbena, Verbena bonariensis

Kæmpeverbena overlever ikke altid vinteren i Danmark, men er vinteren mild, kan den komme igen år efter år. Her ses den i kombination med sølvaks, Stipa calamagrostis. Bag ved sølvaks står diamantgræsset, Calamagrostis brachytricha.

Har du gode tips til flere?

Har du tips til planter til sensommerhaven i disse nuancer, så skriv endelig om dem i kommentarerne herunder.