ANNONCE

onsdag den 8. juli 2015

HVORFOR DØR MINE SYRENER?

HAVEBREVKASSEN

Lisbeth har skrevet til os: Kære HAVEFOLKETs brevkasse, mine syrener dør, hvorfor?
Læs her, hvad Grethe Heide svarer. 

SVAR: GRETHE HEIDE, HAVEPANELET
FOTO: LISBETH







Syren 'Andenken an Ludwig Späth'
Kære HAVEFOLKET

I 2006 plantede jeg fem syrener ‘Andenken an Ludwig Späth’ for enden af min have. De er plantet langs en ligusterhæk mod syd og står altså i skygge om formiddagen og sol om eftermiddagen.
Jeg købte dem som barrods og forbedrede den tunge jord da de blev plantet. Under dem vokser storkenæb og ved siden af vokser andre stauder.

I foråret 2012 døde pludselig to af syrenerne midt under udspring, sidste år fjernede jeg en som begyndte på det samme og nu i maj sker det samme med endnu en.

Måske er det svært at se på vedhæftede foto, men blomsterne springer ikke videre ud, men er i gang med at visne på dette foto. Til venstre i billedet kan I se lidt af den sidste syren som er sprunget ud som normalt.

Hvad er der sket og kan jeg gøre noget som forhindrer at den sidste syren dør? Jeg har en Beauty of Moscow i et andet bed i haven, skal jeg frygte for den?

På forhånd tak

Lisbeth,
Bagsværd

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 

Kære Lisbeth

Jeg har kigget på medsendte foto af den dårlige syren, og tror den vil dø i løbet af året. Muligvis er det en svamp i roden, som forårsager den dårlige vækst. Når du graver den dårlige syren op, så undersøg om roden er frisk. 

Svampen trives i tung, fugtig jord og blomstringen uden blade er et signal om, at planten mistrives, og er det sidste forsøg på at overleve. Det er vanskeligt at sige, om den sidste Ludwig Späth også vil dø, men bladene ser fine ud i år. Beauty of Moscow, som står i et andet bed, behøver ikke blive angrebet, særligt ikke hvis den står solrigt og lidt tørt, for det ynder syrener.

Hvis man planter syrener i tung jord, må podestedet ikke plantes for dybt, men man kan i stedet plante den i en kegle af jord oven på jorden, det giver luft til rødderne. Sorten Ludwig Späth er normalt en meget robust sort. Syrener elsker lys, luft og en veldrænet jord.

Med venlig hilsen
Grethe Heide
www.heidesplanteskole.dk


Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd i forbindelse med dagens brevkassespørgsmål, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet. 




Vil du læse flere brevkassespørgsmål og -svar, kan du finde dem alle her.
Du kan også læse mere om HAVEFOLKETs havepanel og de eksperter, der står klar til at svare på dine spørgsmål. Find dem her.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

ANNONCE