ANNONCE

søndag den 24. februar 2013

GARTNERIET SPIREN

PORTRÆT

I en forunderlig verden af plantevidundere møder du et havemenneske, der har en udsøgt opmærksomhed for både kunder og planter. Tag med på et besøg i Gartneriet Spiren. 

TEKST: MARIANNE
FOTO: SIGNE





Det er en kold vinterdag - på et tidspunkt, hvor vi alle sukker efter at kulden skal slippe taget i Moder Jord og lade foråret spire frem. 

Vi er taget til Gartneriet Spiren, og ud af køkkendøren stikker Marianne Rostén smilende hovedet frem og byder os velkommen. Efter at vi har lukket os ind i væksthusene glemmer vi vinterens favntag, og mødes af en ro og skønhed, der kan tø selv det mest vinterfrosne hjerte op. 

Marianne peger på en trillebør med navn på. "Vintergæk" står der. "Ja", siger hun og smiler varmt, mens hun lader en af sine kælne katte hoppe ned fra favnen. "Det er vigtigt, at der er forskel på trillebørene, for hvis man nu har gået her i mange timer for at udvælge lige præcis de planter, man gerne vil have med sig hjem, så går det ikke, hvis kunderne kommer til at forveksle den trillebør, de har gået og sat fra i.




Den måde at løse sådan et problem på er meget betegnende, for hos Gartneriet Spiren er kunderne dem, der næst efter juleroserne og påskeklokkerne, keres allermest om. Og det siger ikke så lidt, for kigger man ud i hendes private have, fremgår det tydeligt at heller ikke fuglene mangler noget. Der er fuglekasser og foderhuse i stort set hvert et træ i den store, kuperede have.






Og uanset om man er kunde, "kon-kollega", sælger eller journalist, så er der ingen, der forlader Mariannes væksthuse uden at være blevet tilbudt kaffe og en stykke af hendes berømte hjemmebagte sirupskage. "Nogle kunder bliver her jo i tre-fire timer eller ofte mere, og så skal de have mulighed for at spise deres madpakke - og få en kop kaffe bagefter", siger hun.

Man undres over at Marianne ikke har et headsæt, hvor hun kan tale med kunderne, samtidig med at hun arbejder, for en meget stor del af dagen går med at besvare opkald fra kunder, der alle spørger efter specielle planter. Beder hende stille dem til side til engang, når de kommer igen fra nær og fjern: "Marianne, når du nu alligevel går rundt og nipper, kan du så ikke lige kigge efter en med rigtig mange fregner?" spørger de. Og det kan Marianne - faktisk kan hun slet ikke lade være!

"At gå her hver dag og få øje på nye blomsterhoveder er jo et lille mirakel", fortæller Marianne, mens hænderne hele tiden er i gang med et eller andet. Og vi er jo ikke i tvivl, sådan som vi selv hele tiden falder i staver over alle de mange vidundere. Da vi forsigtigt spørger om hun efter små 15 år kan blive ved med at finde nye kombinationer siger hun "ja" med stor overbevisning! "Der er ikke ende på, hvor mange måder, de kan falde forskelligt ud på", forklarer hun.

IKKE TO ER ENS
"Hvor nogle knejser, er andre enten løse eller tætte, små, høje og elegante i væksten. Normalt har de fem kronblade, men nogle gange får de fire eller seks. Nogle af kronbladene er spidse, andre mere runde i det. De dobbelte er - dobbelte - men det kan de også være på rigtigt mange måder. Så er der de enkle, nogle af dem har stor afstand mellem kronbladene, andre sidder tæt. Og så er der endelig det med "semidobbel eller anemoneblomstrende" - jeg kalder dem for "præstekraver" - ja, jeg syntes, de ligner piberne i en præstekrave, så deraf navnet.

"Ja, jeg ved godt det kan virke skørt, jeg går her jo hver eneste dag år ud og år ind, men jeg bliver overrasket hele tiden. Hver eneste plante er helt unik".

I hendes beskrivelse af helleborus´ mangfoldige måder at falde ud på, er vi slet ikke kommet til hverken blomsternes nuancer eller farvesammensætning, fregner, kanter, frøstande eller bladsætning f.eks. - som er det, mange helleborusnørder begynder at interessere sig for efter et stykke tid. Men det at gå ned gennem rækkerne med de fyldte borde i Mariannes drivhuse og konstant optages af at møde et nyt lille ansigt, tage det nænsomt under "hagen og løfte det op og kigge på smilet" - det kan slet ikke beskrives!

Vi stopper begge op flere gange under turen rundt i drivhusene og distraheres, får vand i øjnene og udstøder små lyde som var det en nyfødt baby vi beundrede. Hvilket det jo på mange måder også er!

"Det er så spændende at gå og vende hovederne og jeg bliver rørt hver gang", siger Marianne. "Ja, jeg ved godt det kan virke skørt. Jeg går her jo hver eneste dag år ud og år ind, men jeg bliver overrasket hele tiden. Hver eneste plante er jo helt unik. Vi kan såmænd gå og passe og pleje og gøre ved, og resten; der er det naturen, der bestemmer". Og selvom der virkelig bliver nurset og plejet, så er det også naturen, der gør, at det er stærke, robuste planter, der vokser op her. De er jo ikke kunstigt drevet frem,  men har fået lov til at gro stille og roligt.

MØDRE MED MANGE BEJLERE
At bringe en påskeklokke frem til blomstring tager 3 år, og det er en fornøjelse hun aldrig bliver træt af. En dag i april kommer der nogle skotøjsæsker med hver 50  humlebier i, og dem sender vi ind under et stofgardin spændt ud over planterne til de særligt udvalgte moderplanter. Der boltrer de sig, og hvor de ikke er kommet frem, bestøver Marianne og hendes mand så. Når jeg spørger hvor gamle "mødrene" er, så  ligger alderen på alt fra 3 til 15 år, og der kommer hele tiden nye til, selvom det ikke er mange.

Der er 252 huller i hver såbakkeBakkerne står under beskyttende plast.
Og afkommet? De er blevet sået alle som én i bakker, der står i "vuggestuen" under plast og vokser til. Men selvom Marianne må anses for at være specialist inden for helleborus, så sker der ind i mellem det uforudsete. Sidste års høst gik tabt på grund af den strenge vinter. "Og sådan er det jo - naturens kræfter er størst".

IKKE KUN PÅSKEKLOKKER
Det er ikke kun påskeklokker, man kan falde for i Gartneriet Spiren. Marianne har også en fin samling af både krokus, erantis, vintergækker og fritillaria, foruden mange andre vinterblomstrende planter og buske. Det er svært at gå forbi uden at blive betaget af disse helt vidunderlige skabninger, som alle kan sende en varm solstråle ind i en vinterkold sjæl.



























GANG I DEN
Det er ingen hemmelighed at Mariannes gartneri ligger et godt stykke fra alfarvej. Men i højsæsonen, der strækker sig fra november til april, er der mere end travlt. Selvom der er åbent hus hver fredag, lørdag og søndag, så er det ikke usædvanligt at der er lige så mange midt på ugen.

I de par timer vi er på besøg kommer - foruden to gode gartnervenner og en sælger, der i øvrigt alle bliver budt på kaffe og kage - også to busser proppet med indkøbslystne svenskere. Så fra det ene øjeblik til det andet skifter dagens gøremål. Selvom Marianne er i bevægelse konstant - enten ved planteborde, trillebøre, koste, katte og skraldeposer og turistbrochurer, eller ved kaffekander, kagekniv og telefon, så er hun alligevel nærværende.


På mit spørgsmål om hun deltager i alverdens markeder er svaret "nej, ikke ret meget, folk kommer mest til os". De fleste markeder ligger i sommerhalvåret og helleborus er jo en vinterplante.

Hvor alt andet skal blive grønt og blomstre om sommeren - eller gør det helt af sig selv - så er det sådan et lys i mørket, når løgplanterne, juleroserne og påskeklokkerne bryder frem gennem sneen. Og på det tidspunkt er der jo ikke rigtigt nogle plantemarkeder.

Enkelte bliver det dog til alligevel. Gartneriet holder festival i marts, og i april er det at finde på Nordiska Trädgårdsmässan i Stockholm. I lang tid har norske havefolk ikke kunnet købe Mariannes unikke helleborus, men i år drager hun af sted med et par containere til Lillestrøm Hagemesse i Norge.




Du kan blive rigtig meget klogere på planten helleborus ved at læse Claus Dalbys bog "Juleroser og påskeklokker". Den anmelder Karina. Så kan du læse Signes indføring i den helt basale lærdom indenfor helleborus. Desuden kan du blive fristet (måske over evne) ved at kigge ind på Gartneriet Spirens hjemmeside - for slet ikke at tale om at rejse til  Sydvestsjælland og besøge en verden af vidundere. Vær opmærksom på, at gartneriet holder helleborusfestival den 16. og 17. marts.

6 kommentarer:

  1. Hvis det ikke tog 2 timer hver vej plus det løse, så ville jeg gerne besøge Spiren :) Nu må jeg "nøjes" med hjemmesiden.
    Tak for en skøn fortælling om Spiren.

    SvarSlet
  2. Sikke en dejlig tur I var på - jeg er lidt ærgerlig over at der er så langt til dette paradis. Helleborus er aldeles bedårende og jeg forstår fuldt ud at Marianne bliver rørt når hun bliver overrasket af en ny skønhed. Jeg elsker simpelthen Helleborus som jeg har kendt siden min barndom, de er så fine og ser så skrøbelige ud, men de er ret robuste.
    Ved du at de er ret holdbare i vaser også, hvis man ridser stilken forneden med en knappenål?

    SvarSlet
  3. Sikke en skøn reportage. Hvor er jeg dog ærgerlig over jeg ikke kan den weekend, men måske man sku tage turen en anden dag...
    Altså som I to kan Marianne og Signe. Marianne med ord og Signe med underskønne fotos.. (hvor ville jeg dog gerne eje den kælk. Med tilbehør ;) )
    Knuzzz

    SvarSlet
  4. Jeg glemmerr aldrig min tur derover , så hvis jeg boede tættere på ville det nok være mit yndlings sted på denne årstid, for der er en hel fantastisk stemning i deres drivhus m.m Hilsen Helle og er slet ikke ret misundelige på dem som kan komme forbi i ny og næ..

    SvarSlet
  5. Hvor skriver I bare dejligt :) Og lækre fotos som altid - helt sikkert må jeg til Spiren næste gang turen går til Sjælland, det er da et unikt sted med stemning og fløjlsbløde fristelser i douce farver. SKØNT.

    SvarSlet
  6. Tak for alle de smukke ord - og tak fordi I deler jeres begejstring for denne lille perle!

    Synes jo at begrebet "plantemedicin" for helt nye betydninger, når jeg har været der. Det er en lang tur, men den er det absolut værd og det er IKKE sidste gang, jeg kommer der!

    SvarSlet

ANNONCE