Hvor kunne det bare være vidunderligt at gå lige ud i haven og høste alle de citroner, man har brug for. Det ville da være fuldstændig fantastisk, men der skal en hel del citrontræer til, hvis du skal være helt selvforsynende. Citronen er lidt af en vidunderfrugt, som kan bidrage til at give dig et sundere liv. Listen over dens fortræffeligheder er alenlang – og du kan glæde dig til at få den her.


TEKST & FOTO: LENE MØNTEGAARD & MARIANNE S. OLSEN

Engang var citroner deres egen vægt værd i guld, men nu er træerne til at købe for nogle hundrede kroner. Derfor har rigtig mange haveejere allerede investeret i et citrontræ og overvintrer det for første gang denne vinter. Det har heldigvis været en mild en af slagsen (igen), og det er godt for middelhavsplanter som citron og alle de andre citrusplanter. Det er ikke svært at dyrke sine egne citroner, hvis man lige har fået nogle fif til, hvordan man gør. Dem får du her sammen med en lang række tips til, hvad du kan bruge den lækre, aromatiske, gule, friske og syrlige frugt til. 

Citronen, citrus limon, siges at stamme fra Sydasien og blev dyrket i området i mange tusinde år. Den blev importeret til det danske hof i 1500-tallet men blev først mere udbredt i 1700-tallet. Italien er i dag den største producent af citroner til hele verden, og herefter kommer Californien. Citrusslægten er en ret stor familie, der bl.a. består af appelsin, grapefrugt, lime, pomerans, pompelmus, kumquat og mandarin. Man ved ikke hvilken art, der er den oprindelige, for de har krydset sig med hinanden gennem årtusinder.

Under de mest optimale forhold kan citrontræet blive op til 3-6 meter højt. Det har kraftige, stikkende torne og blomstrer året rundt, dvs. at det derfor både blomstrer og bærer halv- og helmodne frugter på en og samme tid. Det er en helt usandsynlig frodig oplevelse at iagttage og ikke mindst dufte til. Selve citronfrugten er omkring 18 måneder om at blive moden og spiseklar, og derfor kan der høstes året rundt. Den har et højt indhold af C-vitamin og indeholder ca. 6-7% citronsyre. Herudover indeholder den meget andet, som har vist sig at være ultra sundt for den menneskelige krop. Det fortæller vi mere om. 

LAV DINE EGNE CITRONPLANTER 

Du kan vælge selv at så dit citrontræ. Du kan tage friske kerner fra en citron fra supermarkedet og så dem. Det kan du i princippet gøre hele året, men det bedste tidspunkt er i det meget tidlige forår i marts, hvor lys- og varmemængden stiger. Brug en jord, der består af 1/4 sphagnum og 3/4 muldjord blandet med grus. Urtepotten sættes lyst, og husk, at jorden ikke må tørre ud. Pas dog på med at overvande, da kernerne så kan rådne. Træk evt. en mælkehvid plastikpose båret oppe af fire pinde over potten, og klip huller i hjørnerne af posen, så der kommer luft til. Så undgår du, at det mugner. Vent med at gøde, til spirerne er blevet til en rigtig plante. Du skal være opmærksom på, at det tager en del år, før der kommer citroner på. Erfaringen siger 4-7 år.

Der er også den mulighed, at du kan stiklingeformere et par grene, når du alligevel beskærer træet. De skal sættes langs kanten på din potte med jorden, som er fugtig – trykket godt til. Brug samme procedure som med såningen og sæt en plastikpose på. 

Hvis du ikke har tålmodighed til at vente, kan du i mellemtiden købe et træ på planteskolen. Citrontræer fås i mange størrelser og er som regel overkommelige i pris, hvilket som oftest vil sige 2-400 kr. – selvfølgelig afhængig af størrelsen. Af og til kan de også fås i supermarkedet, men vær opmærksom på ikke at give dem et temperaturchok. Du ved ikke, om de kommer lige fra et varmt væksthus, hvis du står med potten i den kolde del af året.

SÅDAN PASSER DU DIT TRÆ

Måske skal dit citrontræ plantes om, når du kommer hjem med det. Enten kan du ikke lide potten, eller også vil du give træet lidt mere plads til rødderne. Hvis træet har et stort rodnet, som fylder krukken ud, er det tid til omplantning i en større krukke. Det er som regel tungt arbejde, og da træet har torne, så det er en god idé at være to om det. Det er bedst at bruge citrusjord, der er en særlig næringsrig jord – men ellers er det let sur jord, den skal bruge, så her kan jordblandingen være den samme som til såning og stiklingeformering.

Læg et lag lecasten i bunden for at sikre et ordentligt dræn. Citrontræer tåler ikke udtørring, og de holder af kalkfattigt vand, hvorfor det er en god idé at vande med regnvand i stedet for vand fra hanen. Har du ikke lige regnvand ved hånden, kan du koge postevand og afkøle det i et døgns tid inden vanding. Det er i øvrigt en god idé at vande med vand, der har nogenlunde samme temperatur som luften, planten står i. Der skal gødes med speciel citrusgødning fra omkring maj til september/oktober. Gød ca. én gang om ugen eller hver anden uge.

Mange tror, at citrontræer har det bedst i et væksthus, hvor det kan få så meget varme som overhovedet muligt. Problemet med at have det under glas er dog, at der som regel er en høj luftfugtighed, og det gør, at der kommer meget utøj, som det kan være overordentligt svært at komme af med igen. Har du dit træ i vækst- eller drivhus, så sørg i hvert fald for ordentlig udluftning. Det har dine andre planter også bedst af.

Citrontræet har meget bedre af at stå udenfor på en sydvendt terrasse. Gerne et sted, hvor der er godt med læ. Sæt træet ud på terrassen, når der ikke længere er fare for frost – på vores breddegrader er det særligt nattefrosten, du skal være opmærksom på. På terrassen vil det stortrives og vil ovenikøbet sætte pris på den danske sommers regnbyger, der skyller alle skadedyr væk og giver flotte grønne blade. Hvis der kommer en tør periode, vil det elske at blive overbruset med haveslangen af og til.

HVORNÅR ER EN CITRON MODEN?

Det kan være vanskeligt at vide, hvornår en citron er moden og plukkeklar. Som regel høstes citroner i Syden, når de har en vis størrelse, og ofte selvom de stadigvæk er grønne. Den gule farve kommer frem ved lagring ved en temperatur på 13-14 grader og ved en relativ fugtighed på 85-90%. Disse opbevaringsforhold kan være svære at efterligne herhjemme i en moderne bolig, så vi har god erfaring med at høste, når de er godt gule. Et andet tegn på, at en citron er moden, er, at den skinner lige meget over det hele. Nogle fremhæver også, at man kan se det på citronens form; den skal være ”udfyldt” fra spids til spids.

BESKÆRING

Der er ret så delte meninger om, hvornår beskæring skal finde sted. Nogle siger april og andre igen juni/juli, men vi vil nu anbefale at beskære citrontræerne i april i forbindelse med, at de forhåbentlig igen kan komme ud på terrassen. Når der beskæres, skal alle grene, som vokser indad i kronen, skæres væk, og hvis der er meget lange skud, kan de fint afkortes til 2/3. Dette vil give et kraftigere og mere stabilt træ. Det kan være virkelig svært at få sig selv til at skære de lange skud af, når de bærer en masse frugt, men her må man være hård og gøre det, hvis man ønsker et træ med en sund og harmonisk vækst. Hvis du vælger ikke at gøre det, er du nødt til at støtte de spinkle grene. Men vær opmærksom på, at træet i løbet af en sommer kan skyde ret lange ranker, og at de nemt kan blive alt for skrøbelige, hvis de også skal bære megen frugt. Derfor anbefaler vi beskæringen. I løbet af foråret vil du kunne se en video på vores YouTube-kanal om, hvordan vi beskærer citrustræer.

VINTEROPBEVARING

Citroner tåler ikke frost, så det er vigtigt at få sat træet ind til opbevaring i god tid, så det ikke skal bruge kræfter på at omstille sig til anderledes temperaturer. Træet skal opbevares lyst, køligt og frostfrit. Det optimale er opbevaring ved 5-10 grader, så hvis du har en udestue, et orangeri eller andet, der kan holdes på de nævnte grader, vil det være det bedste. De kan godt overleve koldere temperaturer – ned mod nul – men har ikke godt af det. Kig til dem en gang imellem med vandkanden, og giv dem en sjat vand, hvis der er fare for udtørring. Omvendt må rødderne endelig ikke stå og soppe, så hæld vand fra underskålen, hvis den fyldes. Nogle gange er to-tre besøg med vandkanden hen over en vinter nok, når træet står køligt. 

Mange mennesker har ikke disse muligheder for opbevaring, men det kan godt lade sig gøre at vinteropbevare træerne indendørs, selv om det bestemt ikke er optimalt. Her er det også meget vigtigt, at de står så lyst og køligt som muligt. Hvis de står i en varm stue, vil de tabe mange blade, og der er en stor risiko for, at de får spindemider eller andet klistret utøj. Det har vi erfaring for, men heldigvis forsvandt utøjet, da citrontræerne kom ud i frisk luft og regnvejr igen om foråret. Endelig er der også den mulighed, at du kan få opbevaret dine citrustræer på et såkaldt plantehotel. Dem skyder der flere og flere op af for tiden, men vær relativt hurtigt ude med at bestille plads hos dem, og forny den, når du henter dit træ om foråret for at være sikker på at få plads igen til efteråret.

DERFOR ER CITRON GOD FOR DIG

Citronen vækker både dig og din mad til live. Den kan friske en hvilken som helst fiske- eller skaldyrsret op, dine stege bliver ekstra delikate og smagfulde, og dine dressinger og marinader bliver lækre. Her giver vi dig en stribe tips til anvendelse af citronen, som både kan bruges indvortes og udvortes, til mad og drikke samt som helsebringende middel, i husholdningen og som skønhedsmiddel. 

Du vil blive klar over, at der er flere end rigtigt mange gode grunde til at dyrke dine egne citroner. For udover at selve træerne er smukke, frodige og livgivende, at de blomstrer hen over hele året, samtidig med at de bærer frugt, at blomsterne dufter helt vidunderligt og eksotisk, ja – så kan du jo altså blive selvforsynende. Det var rigtig mange gode grunde, ikke sandt? Ja, det vil faktisk nok hurtigt stå klart for dig, at ét citrontræ er alt, alt for lidt. 

Citron afbalancerer din krops PH-værdi
Selvom citronen er syrlig, så fremmer den basen i din krop. Så hvis du har hang til rødt kød, ost, rødvin og kaffe, som alle fremmer syren, virker citronen afbalancerende. 

Citron øger din koncentration
De æteriske olier fra både urterne citronmelisse og citronverbena samt fra selve citronen, fremmer din koncentration. Samme virkning har rosmarin, som man siger er hjernens ven. Hvorfor ikke blande dem sammen og fx lave en skøn te af dem?

Citron får dit blodtryk og blodsukker i ro
Citronen er rig på pektin og kalium, og det er godt for din krops sukkerbalance, fordi pektinen forhindrer dit blodsukker i at svinge alt for kraftigt. Din sultfornemmelse reguleres også bedre, og det gør, at du ikke føler dig fristet til at gå og småspise. Pektinen medvirker desuden til at sænke dit blodtryk, og det er jo ikke dårligt, hvis man døjer med et, der er for højt. 

Citron er vanddrivende og afgifter både nyrer og lever
De mange antioxidanter i citronen bidrager til en sund nyre- og leverfunktion og medvirker til at kroppen kan skille sig af med overflødig væskeophobning. Dermed mindskes din eventuelle oppustethed i ansigt, hænder, ankler og fødder. Citronen stimulerer desuden til øget udskillelse af urin og medvirker dermed til at afgifte din krop.

Citron heler
Citronen hjælper desuden med til, at de eventuelle inflammationer, du måtte gå rundt med i kroppen, stilner af. Det kan være i tarmen, i dine led eller andre steder, men også et helt almindeligt halsonde er citronen gavnlig for. Citronen er også fuld af vitamin C, som styrker immunforsvaret og gør, at kroppen kan optage det vigtige jern fra dine fødevarer.

Citron fremmer fordøjelsen
Mange mennesker lider af for lidt mavesyre, hvilket er lige så dårligt som at lide af for meget. Citronen stimulerer både spytproduktion (og forhindrer tørhed i mund og svælg) og fremmer mavesyre og dermed en god fordøjelse. Det er alt sammen med til, at den mad, du indtager, omsættes hurtigere til god energi i din krop.

VIDUNDERFRUGTEN

Citronen har enormt mange anvendelsesmuligheder. Her er en inspirationsliste. Du kan med garanti selv tilføje flere idéer. Om ikke andet så kan forældre og bedsteforældre ofte. Spørg gerne rundt i din familie og bekendtskabskreds.

Godmorgendrik med citron
Start din dag med et glas vand med citron. Fyld glasset næsten helt op med koldt vand fra hanen, tilsæt saft fra 1/4-1/2 citron og fyld op med kogende vand. Når din ”citronvand” er lunken frem for kold, optages det hurtigere og nemmere igennem slimhinder og tarmvæg. Vær opmærksom på kun at tage et glas dagligt, ellers er der risiko for, at du får skader på dine tænders emalje. Ellers kan du jo altid bruge sugerør.

Saltning af citroner
Ved du, at du med lethed kan salte citroner? De tilfører både simreretter, fisk, skaldyr og grillmad en helt speciel, krydret og eventyrlig, nærmest magisk smagsoplevelse. Køb ca. 5 citroner uden overfladebehandling. Skyl dem godt. Skær dem 2/3 igennem en gang fra den ene ende, og drej citronen en halv omgang, og vend den om. Skær så 1/3 igennem her. Fyld derefter alle citronerne med havsalt, og pres dem ned i et glas af passende størrelse. Fyld på med kogende vand, og hæld yderligere 3 spsk salt på. Afslut med lidt olie. Sørg for, at alt er dækket, så du undgår mug. Lad citronerne stå i et mørkt, køligt skab og trække i 6-12 uger. Efter åbning skal de opbevares på køl, hvor de kan holde sig i et par uger. 

Gremolata
Når du griller eller steger kød, får det tilført den lækreste smag, hvis det gnubbes ind i denne rub. Den består af lige dele hakket, bredbladet persille, finthakket hvidløg og fintreven citronskal. Lad kødet hvile i marinaden i mindst en time (gerne natten over) før tilberedelse.

Giv din dessert kant
Langt de fleste desserter er søde, nogle gange for søde. Citronskal tilfører din dessert – om det nu er kage, is, tærte eller andet, som indeholder en lidt fed smag – en utrolig delikat, dyb og alligevel forfriskende, let syrlig smag, der går over mod det umamiagtige. Skallen skal altid rives på den fineste side af rivejernet, og det skal helst gøres umiddelbart før brug, da den hurtigt tørrer ud.

Som rengøringsmiddel
Citronen bleger en smule, og mange husmødre har haft gavn af at bruge citronens syre til at rense fx bordplader og tekopper med. Undgå blot at bruge citronen på marmor, for det kan materialet ikke tåle.

Rens havehænder
Citronen er også god til at rense beskidte havefingre med. Lav fx et lille håndbad med vand, citronsaft og lidt olie. Brug den halve citron til at gnide dine hænder og negle med og tør af i køkkenrulle. Citronen blødgør, og olien sørger for, at hænderne bevarer fugtigheden.

Koldkog laksetatar med citron
Fintskåret laks bliver tilberedt ved, at du vrider saften af en halv citron over fiskekødet. Fordel med en gaffel, og lad det stå koldt i en time eller tre.

Spice up din dressing 
Alle dressinger bliver en tand mere interessante, når du bruger citron. Det er lige fra den populære mormordressing med fløde til elegante fransk/nordiskinspirerede vinaigretter. Synes du, det bliver for surt, så tilføj sirup eller honning til at afbalancere smagen med.

Bliv skøn med citron
At bruge urter, frugt og grønt til at vedligeholde skønheden med er ikke nyt. Men det har fået en gevaldig popularitet, fordi vi så ved, hvad der er i, og fordi vi kan lide at bruge naturens sunde valg uden E-numre og andet bras. Da citronen stimulerer cellefornyelsen, kan du bruge den som rensevand i ansigtet på daglig basis. Herved opnår du en lækker, glat og ren hud. Så kan du samtidig glæde dig over, at citronen både er antibakteriel og astringerende (trækker huden sammen og strammer op). Du kan også vaske/skylle dit mellemblonde hår i citron. Det bleger lidt, og det er ofte smukt, når sommeren banker på.

Du kan lave mange flere produkter med citron: Olie, salt, mayonnaise, saft/limonade, fromage, is, snaps, likør, myggespray, ansigtsrens, drik, te, rub, bodyscrub, pletfjerner, lugtfjerner/duftfrisker, pudsemiddel til messing, kobber og sølv, marinader, marmelade, curd. 

GODT AT VIDE OM 
CITRONENS ANVENDELSE

Der findes et hav af fif om brugen af citron. Her får du nogle af dem.

  1. Rul citronen let hen over bordet, så er saften lettere at presse ud af den. 
  2. Når du har skåret din citron over, så læg skærefladen på et tyndt lag sukker. Så holder den sig frisk længere.
  3. Lad være med at bruge det hvide i citronen. Det er usandsynlig bittert og tilføjer ikke noget godt til hverken mad, drikke eller dessert. Eneste undtagelse er, når du salter dem. 
  4. Det er ikke altid, du lige har noget at bruge alle dine tomme citronskaller til, men du ved jo, at citron er godt til mad. Frys dem, så er de også nemme at rive, lige når du skal bruge dem.
  5. Lad være med at kompostere citroner og andre citrusfrugter. På grund af deres høje indhold af bl.a. olier går omsætningen utrolig langsomt. 
  6. Citroner har i øvrigt bedst af at blive opbevaret ved en temperatur på ca. 10-15 grader. Sådan holder de længst. Det er der sjældent nogle steder i hjemmet i længere tid ad gangen. Derfor bliver de oftest hurtigt mugne i stuetemperatur og får kuldeskader i køleskabet, da grøntsagsskufferne oftest er nederst, hvor der er koldest. Desuden siger en skrøne, at citroner ødelægger køleskabets køleelementer! Det korte af det lange: Læg dem i en plastboks med låg. Helst øverst i køleskabet, hvor temperaturen er lidt højere – eller udenfor, hvis det passer med udetemperaturen. 

Artiklen er første gang udgivet i forårsmagasinet ‘SPRING UD’.