en villavej i Odense ligger et ældre tvillingehus fra 1912. Her bor Lars Jest med sin kone Trine. Nabolaget er grønt med villaer, store træer og hyggelige veje. 


TEKST & FOTO: METTE KRULL

Lars og Trine har boet i huset siden 2001, hvor de begyndte et større arbejde for at få huset sat i stand. Det samme gælder for haven på 300 kvadratmeter, som gennem årene har været gennem en stor forvandling og er blevet til den smukke perle, den er i dag.

Når man træder ind i haven gennem den hvide ornamenterede låge og følger den grønne sti af hortensiaer, ledes man videre ind i haven. I midten af den ovale plæne møder man en tamarisk, Tamarix romosissima, der med sine lyserøde klaser af blomster danner de fineste candyfloss-lignende skyer over den lille have.

Der er små detaljer at spotte overalt – en lille vintage klokke hænger og dingler fra en gren, ældre krukker med patina løfter kuglebuksbom, og havens mange fuglebure giver stedet et særpræget udtryk. En stemning af fransk bohéme som taget ud af de sydeuropæiske haver.

Lars’ have byder på en terrasse med plads til sommerens mange gæster, en samtalebænk under den japanske prydkirsebær og et romantisk hjørne med en lille pavillon i bunden af haven. Og ikke at forglemme den fineste forhave, der får kvarterets haveelskere til at skue misundeligt over hækken.

“Jeg holder af at slappe af med at plante og klippe. Det er faktisk sjældent, at jeg sidder ned, fordi jeg bedst hygger mig med at være igang. Hvis jeg endelig skal holde en pause, bliver det under mit elskede store tamarisktræ, som giver min have et overdådigt loft af smukke blomster.”

Lars er uddannet pædagog og er leder af en fritidsordning. Han arbejder ved siden af med sin passion for at bygge og skabe kreationer til havens mange rum. Han elsker at tage arbejdet med udendørs, hvor han bygger sine fuglebure, plantekasser, obelisker og borde. Han arbejder som oftest med træ malet i fine farver. Lars har også selv bygget det lysthus i vintagestil, som står med sine udskæringer for enden af haven. Inspirationen får han fra sine mange havebøger, som oftest bliver læst med en kop kaffe på trappen i solen.

“Mine kreationer afspejler min kærlighed til træ. Det er ikke nødvendigvis det mest holdbare materiale – nu da mange af mine ting står udendørs – men så skaber jeg noget nyt, når det gamle ikke står længere. Jeg er vild med alt, der har patina og rustikke kvaliteter. Når noget fremstår autentisk og med sjæl, så sætter det prikken over i’et for mig.”

Overalt i haven finder man krukker placeret både i bedene, midt på den lille plæne, på terrasser og trapper – og sågar et fint lille tableau ved garagen langs bagindgangen. Lars startede med kun en lille samling, men gennem de tyve år, parret har boet i huset, er denne samling vokset sig betydeligt større. Nu tæller den mere end 200 krukker i forskellige former og størrelser. Mange af dem naturligvis med patina og charme.

Det er krukke- og pottedyrkning, der udover det kreative håndværk er Lars’ yndlingsbeskæftigelse i haven. Der bliver dyrket store oliventræer, buske, hortensiaer samt buksbom i de største af krukkerne. Hostaer, syrener samt mange forskellige sommerblomster og stauder har plads i de mindre krukker. De giver tilsammen haven en helt speciel indretning med mange små rum og overraskelser, når man bevæger sig fra rundt.

“Der kan jo altid liiiiige klemmes en ekstra krukke ind på terrassen eller på trappen ved indgangen til huset”, siger Lars med et lille smil.

Fra gadeplan spotter man hurtigt den sydlandske stemning, når de pangfarvede pelargoiner fanger blikket. Højt oppe på førstesalens terrasse hænger et væld af små krukker, der er fyldt med planter, men terrassen har stadig plads til bord og siddepladser.

På de varme sommerdage bliver der slæbt mange liter vand i tunge zinkvandkander gennem huset og op på tagterrassen – et kendetegn for en ægte krukkenørd. På de regnfulde dage står flere gamle tønder, såkaldte Dolly Tubs (gamle engelske galvaniserede vasketønder), klar til at opsamle regnvandet, så Lars kan spare en tur eller tyve med vandkanderne gennem huset.

Selvom haven står færdig med al sin romantik og charme, er der – som hos enhver anden haveelsker – altid projekter på tegnebrættet. Lige nu drømmer Lars om udsmykning til haven i form af en skulptur i bronze, at tage hul på en række flere projekter i træ og den evige kamp med at skille sig af med havens skvalderkål! Man ved aldrig, hvad der møder en af nye vidunderlige detaljer, når man besøger den charmende lille have i Odense.

Dette portræt er fra fotograf Mette Krulls første havebog, som vi virkelig varmt kan anbefale. En smukt illustreret bog med nærværende og kærlige beskrivelser af havemennesker og deres personlige haveunivers.

Du kan finde bogen her.

TITEL: Garden Friends
FORFATTER & FOTOGRAF: Mette Krull
UDGIVELSE: 2021
SIDER: 296
SPROG: Engelsk