ANNONCE

torsdag den 26. februar 2015

SÆT SPOT PÅ HØJDEN

TEMA: HØJDER I HAVEN 

Når mørket sænker sig og konturerne udviskes, er det godt at have lys på havens træer. På den måde kan haven nydes endnu mere - både sommer og vinter. 

TEKST & FOTO: LENE







For at være helt ærlig, så er jeg lidt mørkeræd. Hvis ikke jeg har en hånd at holde fast i, eller i det mindste en, der går med mig ud i haven, holder jeg mig helst inde efter mørkets frembrud. Jeg kan dog godt gå ud med skraldespanden eller i kompostbeholderen, som ikke er så langt væk fra bryggersdøren, men bed mig om at hente noget i drivhuset - nix, siger jeg bare! Mørke gør mig utryg. Når jeg tænker på, hvor meget jeg holder af min have, er det underligt at den virker truende på mig, når det er mørkt, men sådan er det - desværre. Det var nu ikke derfor, vi besluttede os for at få lys i haven, men fordi det skaber rigtig meget hygge, når mørket falder på, men jeg vil dog alligevel kalde det en win-win, hvis det kan skabe lidt mere tryghed for mig.

Belysning i haven

Sidste sommer gik vi så i gang, og med mindre man vil have ledninger liggende på kryds og tværs i haven, kræver det lidt forarbejde, og i forbindelse med anlæggelsen af fliserne ved pergolaen, gravede vi en rende fra væksthuset, hvorfra vi tog strømmen, og hen til det ene hjørne af pergolaen. Hertil trak vi kabler og placerede den første stikkontakt, og derefter gravede vi videre rundt i haven langs bedene, og fik i alt placeret seks stikkontakter på strategisk rigtige steder. Det giver os mulighed for, først og fremmest, at få lys til lamperne, men også strøm til diverse lyskæder ved juletid. Det er skønt at slippe for de lange, grimme forlængerledninger, som man jo i øvrigt også kan falde over.

Belysning i haven


Vi har valgt nogle spotlamper med spyd, som kan stikkes ned i jorden de ønskede steder, og sættes i den nærmeste stikkontakt. I et byggemarked købte vi stik og fjernbetjeninger. På det stik man sætter ind i kontakten, er der en "føler", så man kan stå inde i stuen, eller bare på lang afstand, og tænde og slukke. Det er altså bare smart, synes jeg!

Belysning i haven
Når vinterens nøgne grene bliver lyst op, danner der sig de skønneste skulpturelle mønstre, men også en forårsaften med lys på de nyudsprungne æbletræer er helt eventyrlig. Eller når roserne er sprunget ud, eller din smukke klematis i pergolaen. Det behøver jo ikke være træer eller blomster, der belyses, for lys på en brændestabel eller andre smukke tableauer i din have giver også en ekstra god stemning.

Belysning i havenVi prøver dog at beherske os, og ikke tænde lys hver aften - man skal jo tænke på miljøet. Men når vi har gæster, bliver det med fuldt blus på alle lamperne, og så kan vi nøjes med en enkelt til hverdag.

Belysning i havenHvis du har fået lyst til at få spot på højderne i din have, er tidspunktet lige nu ikke så dårligt. Det er nemlig nemmere at grave kablerne ned nu, hvor stauderne er små, og forårsblomsterne er på vej op.



Dette indlæg er en del af månedens tema om "Højder i haven". Du kan finde tilbage til månedens leder samt links til alle temaartikler ved at klikke her.

5 kommentarer:

  1. enkelt og særdeles effektfuldt...og ja; man skal spare på strømmen, - men jeg synes jeres valg af lamper og måden I bruger dem på er flot og meget smukkere end de solcellelamper man ofte ser i byggemarkeder, - jeg er endnu ikke stødt på mærker og eksemplarer jeg synes om.

    go dag

    Kjeld

    SvarSlet
  2. Hej Lene!

    Hvor er det bare flot og rigtig smart udtænkt.

    Tænk at stå inde i stuen og bare trykke på en knap, og simsalabim bliver der lys, og i december bare gøre det samme og lyskæderne stråler.

    Jeg tror lige , jeg skal snakke lidt med gemalen og vise ham dine instruktive fotos.

    Kh
    Hanne

    SvarSlet
  3. Hej Lene, det er fuldstændig rigtigt, vi har det selv i haven, ville have lagt et par billeder ind, men det kan man vist ikke, kh Margit

    SvarSlet
  4. Hej Margit,
    Vi vil meget gerne se billederne af dit lys i haven, så du er velkommen til at lægge dem på vores Facebookside.

    SvarSlet
  5. Tak for det, det har jeg hermed gjort :-)

    SvarSlet

ANNONCE