Det er jo ikke, fordi jeg ikke får noget fra hånden i min have for tiden, men jeg fanger mig selv i konstant at falde i staver. Tag med en kort tur rundt og fald med. Det skulle være så sundt! I dag får du ikke ret mange ord fra mig. For jeg har alt for meget at sige, men kan slet ikke få det formuleret. Sådan er det bare nogle gange.
Tænker, at det er godt nok, at ordene så bliver derinde bag pandeskallen. Derfor skal du nu med rundt på en stille tur i haven. Bogstaveligt talt, nydelsesfuldt stille.
Lover lige at sige, hvad det er, du ser. God tur!
Nogle gange er det de helt små ting. Et blad mod en sten. Farvernes samspil.
Jeg har også skovranker, Klematis Alpina, jeg kan desværre ikke lige på siddende balle huske sortsnavnene, men jeg har dem både i rosa og blå. Holder faktisk mest af den blå.
Den rosa ser du til højre flankeret af mere Montana Rubens. Jeg har også en Montana i en potte på tagterrassen, det ser supersødt ud.
Af sære blomster finder du også en euphorbia af en art. Jeg har nuppet den med fra Sydfrankrig, og det er faktisk først nu, hvor jeg ser på det forstørrede billede, at jeg kan se, at der er myrer i planten. Det er nok, fordi den er nabo til pæoner, som pr. definition altid har besøg af myrer. Gør du noget ved dine myrebesøg i pæonerne?
Mens vi kigger ned, falder jeg også for den helt og aldeles almindelige lammeøre. Jeg elsker dens vækstform og holder også meget af dens blomstring. Jeg ved ikke, om jeg er helt alene om det i haveverdenen, for de fleste ynder bladene. Dem kan jeg også betages af, men vækstformen den slår det meste.
Nå, når jeg ser op, er store bygeskyer på vej ind over den helbredende have. Det betyder endnu mere fugt og frodighed. Vidunderligt! Og godt at vi skal sidde inde og nyde en god stille pinsefrokost med min mor.
Rigtig god pinse!
Kære Marianne.Jeg faldt da også helt i staver over alle de smukke billeder du viser i dag.Er også vild med lammeære………elsker den smukke grå farve og de bløde blade.
Jeg sprøjter nogle gange med en hård vandstråle når der er for mange myrer i pæonerne.
Har også 2 Montana Rubens i min have…………………skøn klematis.
Ja !!! vi har rigtig meget at glæde os over lige nu i vores haver.
Ses vi hos Lisbeth eller i Kolding?
Rigtig god 2 pinsedag til dig og din familie knus Jette
Kære Jette, ja, selv i regnvejr, er det nydetid! Luften er så fuld af ILT! Og lyd og grøde.
Om vi ses? Håber det! Måske i Kolding, men alt er desværre lidt uforudsigeligt lige pt, for min mor er blevet alvorligt syg, og det kommer i allerførste række.
Ilm. Og knus! M
Hej Marianne
Ja der er meget at falde i staver over for tiden. Godt din have er så smuk, det har du brug for, når din mor er blevet alvorlig syg. Rigtig god bedring til hende, sender mange tanker til dig <3
Knus Lisbeth
Mange tak, søde Fru Høneballe, smukke haver lindrer!
God og smuk aften til dig og dine!
Kære Marianne
Ja, jeg falder ofte i staver i haven. Vi kender alle det med at bevæge os et sted hen, for så at glemme totalt hvorfor man gik derhen, men dette sker utroligt ofte for mig, når jeg er i haven. Jeg kan ikke fortælle hvor mange gange jeg f.eks. står og stirrer ind i skuret, uden at ane hvad jeg skulle hente. Det må være et udtryk for netop det, du her taler om: At hjernen bliver slået lidt fra. Eller er det "til" mon? 🙂 Men er det ikke lige netop en af de meget vigtige funktioner, en have besidder? Jeg sidder ikke meget ned i min lille have. Der er ALTID noget at gøre. Alligevel er det meget ofte ferietid for hjernen, når jeg er i haven.
Dejligt at du kan nyde din have på den måde. Der er også dejligt! Jeg synes stadigt, at du skulle have vundet haveprogrammet i tv. Ked af at høre, at din mor er syg.