I dag tager jeg dig til en anderledes planteskole i Sverige. Et magisk sted, hvor jeg finder haveinspiration flere gange i en sæson. Følg med til Löddeköpinge Plantskola for efterårsinspiration.
TEKST & FOTO: ULRIKA SABEL
Generelt mener jeg, at mangfoldigheden og sortimentet af planter divergerer meget fra svenske til danske planteskoler. For mig er det en vægtig grund til at købe planter i Danmark. Har du brug for lidt inspiration uden for Danmark, så er en tur til Sverige måske noget for dig. Löddeköpinge Plantskola ligger en halv times kørsel nord for Malmö og dermed tæt på København. Pak bilen med HAVEFOLK, og kør over Øresundsbroen!
Under mit besøg på planteskolen i slutningen af oktober tabte en ahorn sit røde løv. En have kan også være farverig uden blomster.
Denne vej fører til den traditionelle del af planteskolen med planter på række. Jeg opholder mig her et stykke tid for at beundre en fantastisk salvie.
Foran os ligger drivhuset. Det er en fugtig morgen. Kom med ind…
Inde i drivhuset er der en dejlig atmosfære med musik og lys. Lyst perlegrus knaser under fødderne, og drivhuset er opdelt i flere rum med vægge af vedbend og bambusgardiner. Fra loftet hænger lanterner med lys. I dette rum dominerer den brune keramik.
Planteskolen har en bred vifte af jern- og keramikting til haven. Du finder plantestativer og krukker af jern, vandspejl samt krukker og buddhastatuer i brun og sort keramik. Al keramik er deres eget design og udførelse, og mesteren for det er Heidis søn, Jonte Schlenz. Du kan også købe den sorte farve på flaske og male dine terrakottapotter for at skabe stilen i din egen krukkehave.
I dette rum dominerer den sorte keramik. Potter hænger ned fra et figentræ, og et fuglebad står på et stativ. Glasruderne er duggede. Det inviterer til at sidde ned et stykke tid.
Den blå farve kommer igen på et smukt bord inde i drivhusets tredje rum. Her står der stabler af pilekurve. Gennem væggen af vedbend kan du kigge ind i rummet, vi lige har passeret. Buddha har altid et vågent øje på dig.
Det er det smukkeste, haverelaterede rum, jeg har set i meget langt tid
Tusind tusind tak fordi I tog os med på tur i denne vidunderlige planteskole. Jeg ville gå helt amok der med alle de skønne ting – tror jeg må en tur til Sverige 🙂 Helt fantastisk sted! !
Jeg er vildt begejstret for Löddeköpinge Plantskola og ville ønske at den lå lige om hjørnet. Hvad nogle danske planteskoler/centre har i udvalg af planter har Löddeköpinge i stil og stemning. Tak for info om bogen – jeg kan ikke få nok af bøger om haverum 🙂
Tak for rundturen, jeg har ikke været der men en tur dertil står højt på ønske listen.