Vi vil alle sammen gerne have frodighed, og det kan godt lade sig gøre, bare du lige holder dig nogle småting for øje. I denne serie lægger jeg ud med at kigge på, hvad der skal til for at skabe et nemt bed fuld af frodighed.
TEKST & FOTO: MARIANNE
“Hvordan er jorden i din have?” Det spørgsmål kan vi læse mange steder. Og så er det at jeg bliver blank i øjnene, fordi det er noget der ser vanskeligt ud med en jordprøve, et glas med vand og sådan noget. Det vil vi vise dig i en senere artikel, så du på den nemme, hurtige måde kan afgøre, hvilken slags jord du har. På legoklodsmåden.
Men det er altså ikke et MUST, det med at undersøge jordkvaliteten rundt om i din have! Du kan jo kigge på de planter, der vokser og har det godt i din have og så undersøge, hvilken slags jord de trives bedst i ved at taste deres navn ind på “Google University” eller slå det op i din havebog. Eller spørge her i HAVEFOLKET. Det vil give dig et fingerpeg om, hvad det er for en jord du har lige der!
BARE GÅ I GANG!
Derfor ser vi i de kommende artikler i denne serie på, hvordan du nemt skaber frodighed i grøftekantsbedet/det vilde bed, frodighed i sandjord og i lerjord. Så kan du selv vurdere, hvad du kunne tænke dig og hvilke planter du vil plante hvor! Og hvis du er i tvivl, så spørg. Vi er til for det samme!
FRODIGHED – DET ER NOGET ALLE KAN!
Når det er frodigt, så blomstrer blomsterne og træerne om kap hele sommeren igennem – ja, også i ydertidspunkterne tidligt forår og sent efterår. Det kræver sin “gartner” at holde styr på, hvilke planter der gror og blomstrer hvornår, hvor og med hvilke “partnere”.
Frodighed er faktisk et vidt begreb, men opleves sådan nærmest som en slags belønning for den ihærdighed og arbejdsflid man lægger i haven. Hvis man arbejder meget i haven, ved meget om haver (og om hvornår tingene blomstrer) og har været havemenneske i mere end 10-15 år, så er der en chance for at vores haver er frodige. Men kan der ikke blive frodigt i din have uden al den viden, al den tid og al den flid?
JO SAGTENS!
Og det er helt med vilje, at jeg skriver “man” ovenfor! For det er jo ikke sikkert det gælder for dig i din have, vel? Jeg vil her tillade mig at påstå, at du godt og relativt nemt kan skabe dig en frodig have i en fart, uden den helt store videnskabelige tilgang. Og vi hjælper dig naturligvis i gang, støtter dig på vejen og giver tips og gode råd.
Så mens du finder gummistøvlerne og havehandskerne frem, vil vi imidlertid lige bede dig overveje nogle ting:
NOGLE INDLEDENDE BESLUTNINGER
Haver – eller natur generelt – fungerer sådan, at hvis du slet ingen beslutninger tager, og bare lader stå til, så bliver det til et virvar af selvsåede planter og træer, der filtrer sig ind i hinanden og alle (planters) kamp mod alle. Det ved du helt sikkert godt, og du ved også, at det godt kan blive svært at få sådan en have til at “blive til noget, der ligner noget” igen.
Derfor vil jeg godt advare imod fire ting:
1) DEN TILGROEDE HAVE – at lade stå til og lade det hele vokse vildt.
2) IKKE AT “HAVE TID” NOK – og derfor vælge at “asfaltere” hele plænen med granitskærver eller græs.
3) IKKE AT HAVE RÅD TIL ALLE DE FEJLTAGELSER – at købe den ene dyre plante efter den anden uden at det vil lykkes, og dermed give dig selv unødige nederlag og en slunken konto.
…og endelig
4) IKKE AT TRO PÅ SIG SELV – at opgive med ordene: “Nej, jeg har bare i.k.k.e grønne fingre, det er bare ærgerligt!”
Fingre bliver grønne af at blive brugt i haven!
DEN HÆMMENDE OVERBEVISNING
Så for at starte med det sidste punkt, IKKE AT TRO PÅ SIG SELV – at opgive med ordene: “Nej, jeg har bare i.k.k.e grønne fingre, det er bare ærgerligt!“, så skal du af med de tanker, der handler om at du ikke kan finde ud af det. Og droppe tanken om, at det med “grønne fingre” er noget, der kun er en særlig skare forundt. Sådan er det IKKE. Spørgsmålet er derfor ikke OM du kan, men om du har LYST til at gøre det. For selvfølgelig kan du! Det er jo ikke sort magi – nærmere hvid – og den kan du lære at mestre!
Nu forudsætter jeg derfor, at du dropper den have-glæde-hæmmende overbevisning i pkt. 4 én gang for alle og skyller det ud med badevandet! Godt tak, det var det allervigtigste! Værsgo at tørre hænderne, for vi skal videre.
DEN TILGROEDE HAVE
Hvis du har overtaget en have, hvor alt er groet til – eller hvis din have på nogle år er kommet til at se tilgroet ud – vil jeg foreslå dig tre ting:
1) Vent med at gøre noget som helst andet det første år end at sætte dig i dine havemøbler i haven, og så nyde det hver gang du har fri (enten fra job eller husrenovering). I det år går du så rundt med dine nye, opmærksomme haveøjne hver dag, uge og måned og overraskes. “Orv, kom og se skat, vi har pæoner – er de ikke fantastiske? Dem skal vi altså beholde”. Og så kører processen. Du er på vej til at blive havefreak. Du kan også lægge mærke til, hvor solen er hvornår, hvor der er tørt efter regn, hvor sneen smelter først om foråret og sådanne ting. Skriv dem ned.
Tag måske et billede eller hundrede, så du husker, hvor de planter står du gerne vil beholde og måske begynder du også at researche på, hvad det er for nogle. Der findes mange grupper på fx Facebook og steder, fx. her, hvor du kan spørge.
2) Når du har fået et indtryk af, hvilke skjulte skatte, der er begravet i din have, kan du bruge efteråret til at grave de ting op du kan lide og rense rødderne grundigt for ukrudt, inden du sætter dem i et opbevaringsbed eller staudebørnehave. Du kan også bare binde et rødt bånd omkring de planter du vil bevare.
3) Bestil en mand med en bobcat og få haven gravet igennem og ryddet for al vildnisset. Herfra kan du gå videre med planlægningsprocessen. Tegn, etablér bede og lav beplantningsplaner. Det er der mange havekonsulenter, der gør rigtig glimrende. Eller du kan selv gå i gang med det. Med os ved hånden.
IKKE AT HAVE TID NOK
“Arrrh, ka´ ded nu åå’ss pass’?”
Du kan godt høre spørgsmålet med en tung dreven accent for dit indre øre, ikke? For om du har tid nok er jo et spørgsmål om, hvad du ønsker at bruge din tid på. I grove træk. Det er dig, der vælger. For nogle mennesker er det et spørgsmål om at “kunne trække vejret overhovedet” at kunne komme ud i deres have. Kroppen begynder at værke og humøret daler drastisk, hvis ikke de kan komme ud – bare en halv time dagligt. Som så bliver til tre, fordi man glemmer både sig selv, alle spekulationer og pligter, og nu har “min tid” – et “helle” fra dagens krav og forventninger.
At begynde at indse, at familien faktisk godt kan overleve af en gang røræg, nogle rester fra i går og et par madder til middagsmad ind imellem, kan pludselig give dig nogle timer fri. Eller at droppe en eller anden halvdød tv-udsendelse. Eller at gemme alle mails til i morgen, hvor du er friskere, fordi du har sovet rigtigt godt ovenpå et par timer i haven. Valget er dit!
IKKE AT HAVE RÅD TIL ALLE FEJLTAGELSERNE
Ja, se – det er så surt. Først at have overtalt sin partner til at haven skal forskønnes, så den kommer til at ligne det her billede fra et magasin. Og så at have brugt masser af penge på det – for at finde ud af at hele baduljen er gået til kort tid efter.
HAVEFOLKET vil med denne serie gerne bidrage til, at det IKKE sker igen. Du kan nemlig lære at lave/købe/bytte dig til mange gode planter uden den store udgift. Og bare rolig! For er du først blevet havefreak, så er det at gå på planteskole din nye yndlingsbeskæftigelse, og du forstår pludselig ikke, hvorfor du har brugt dine penge på alt muligt andet. Din familie begynder at få ønskesedler på gavekort til planteskoler og du får gang på gang bemærkningen: “Jamen, har du ikke snart planter nok nu?” – og det har du jo ikke. Kan man overhovedet have det?
I næste nummer i serien om FULD FART PÅ EN FRODIG HAVE fortæller jeg dig om, hvordan du får lavet dig et bed med grøftekantsblomster og planter. Jeg glæder mig til at vi ses, for det gør vi – ikke?
Dejligt og klogt indlæg med mod, heppen og humør.
Skønt med sådanne indlæg som skal indgyde mod til alle haveusikre sjæle (og hvem kan ikke have sådan en fra tid til anden?)….og så et ordentligt uf til døde haver med granitskærver mm. Ikke sådan jorden var tiltænkt:0)
Dejlig dag fra Katinka
ILM, Katinka. Og tak skal du have for roserne
Endnu et dejligt indlæg fra dig Marianne, tak for det. Selvfølgelig får vi aldrig planter nok og da slet ikke for mange.
Knus Lisbeth
Nej vel, Lisbeth. ALDRIG!
Ja man skal ihvertfald ikke give op! Skønt indlæg om at blive ved trods det, at noget ikke lige lykkes. Jeg har fået mange gode råd og vejledning om planter i dette forum.
Så vil jeg lige sige, at det er et skønt billede af Bodil, som har taget en bluse på, der matcher hende smukke rose i forgrunden!
Det ser knagme godt ud!
JA, jeg kunne heller ikke stå for det! Har jo planlagt at lave en reportage af Bodils have. Den ligger i skuffen til vinter-armchair-gardeningen.
DET vil jeg glæde mig til, jeg har endnu en tur tilgode i Bodils have. Det må blive til foråret …..
At fingrene blir grønne av å bli brukt i hagen, det var jo et supert argument. Det burde kunne berolige de som tror man må være født hagedesigner/gartner for å våge seg til å ha mer enn plen i hagen.
Jeg gleder meg til fortsettelsen:)
Godt at høre! Ja, det er næsten for nærliggende, ikke! At de bliver grønne af at blive brugt i haven. Det kom pludselig til mig – for det gør de jo vitterligt. Altså både farven grøn og så i overført betydning; at de kan skabe frodighed.
Skøn artikel! Hvad er det for en rosenbusk er det på billedet?
Ja, det var der også straks nogle på FB, der spurgte om. Det er én af mine absolutte yndlings! Den hedder Windflower og er en Austinrose. Den går for at være pink, men er altså laksefarvet med pink toner i. Den står helt og aldeles vidunderligt til min kære blomsterveninde (eller plantetante) Bodil´s sweather, hvilket altså er et absolut tilfælde.
Kære Marianne,
Hvad du ikke ved om have er ikke godt at vide. Tak for endnu et skønt indlæg, fuld af nyttige informationer, gode ideer og smukke billeder. Jeg nyder rigtig meget at læse med, lære og blive inspireret – så jeg glæder mig selvfølgelig til, at I bringer indlægget om grøftekantsbedet. Det er lige mig!
Rigtig god weekend,
Kh Mathias
Jo tak, der er nu rigtigt mget, jeg ikke ved om have – tror det er et ganske uudtømmeligt emne! Eller også er det sådan med alle emner: Jo mere, du ved, jo mere ved du, du ikke ved. (Nå det blev lidt kryptisk) 😉
Tak for roserne – og ja, det vilde bed/ grøftekantsbedet – det glæder jeg mig også til! (At skrive)
Fint indlæg – hvordan er det de siger hos MonteCarlo: Godt humør og kæmpevinger bagud 🙂 🙂 🙂 trods at jeg er en gammmel havedomptør glæder jeg mig til næste indlæg.
Sussiiiii…. Havedomptør??? Måtte slå det op – og for første gang i mit digitale liv kom der et – ET – hit. Gætter det er det samme som at være havearkitekt? Eller er der forskel? Vidste slet ikke du var det! 🙂 Sejt!
Og så kommer vi til det næste: "hos Monte Carlo"…? Hvem er det? Troede det var en destination.
Godt du glæder dig! Det gør vi også! 🙂
Nå men godt humør og vingesus – det er lige mig! Tak! <3
Hej Marianne
Tak for (endnu) et dejligt indlæg med masser af gode idéer og påmindelser! og de pragtfulde fotos er jo en nydelse i sig selv.
Kh
Hanne
Dejligt I kan lide det, vi skriver, Frk. Anemone-Ulla og Hanne!
Skøn læsning 🙂
Vi har fået flere henvendelser fra vores læsere, der gerne vil vide, hvilke haver, vi har besøgt og fotograferet til denne artikel. Her kommer de i rækkefølge:
Dortes have i Ålbæk:
Terrasse med blå blå verbenaer, skærmliljer og parasol
Palmekål
Helles have i Horsens:
Helle arbejder i haven
De blå hornvioler i urtepotter af Helles eget design
Haven i Hune:
Åkander
Dildkroner
Bodils have i Søllerød:
Gule Løvehaler
Rosen Windflower med Bodil i baggruunden