Efter en uge med tørke og omkring 35 grader og derefter en uge med stormende kuling og styrtregn, var jeg ret så nysgerrig efter, hvordan en besøgshave som Tivoli tog sig ud. Og selvom sådan en slags vejr ikke går umærket hen over nogen – heller ikke os havefolk – så var det alligevel en skøn oplevelse at gå rundt derinde med vind i håret. Der er virkelig meget – kunne jeg se – at glæde sig både over og til.  Kom med rundt på en julitur i denne geniale have.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Fordi denne sommer er så vejrmæssigt usædvanlig, opfører alting sig sådan bare så anderledes. Nogle ting er langt bagefter – andre såsom fingerbøl, som vi ville have klippet helt ned forlængst, er ikke færdige med at blomstre. Derfor hersker der stadig en slags overgangsstemning i Tivoli. Men det er en fest uden lige derinde – der er lange ventekøer og fyldte ventebænke og unge i alle aldre og nationaliteter jubler og skriger og griner. Og imens der ventes, er der en masse at kigge på her og der.

Sværdliljerne er endnu kun på vej, men hvor jeg i juni bekymrede mig voldsomt mht. blomstringen, fordi jeg ikke kunne ane nogle knopper nede mellem bladene, er der ingen tvivl nu. Det bliver et orgie i de himmelblå og hvide afrikanske megastore liljer.

Tivoli, juli

Når blomstringen ikke er så voldsom derinde, er det som om, man opdager en masse andet. Bladformer, lysindfald, dyr og sjove detaljer. Det skal der også være plads til i en haveoplevelse, så derfor kigger vi en ekstra gang på dem i denne reportage. Og som du kan se, og genkende, hvis du følger denne serie, så fører mine sko mig konstant hen til enten staude- eller parterrehaven. De går også nærmest mod min vilje over til det såkaldte japanske hjørne. Her er det farve og bladsammensætningerne, jeg overgiver mig til.

Det varer ikke længe inden jeg får rystet på hovedet af mig selv. Sandaler på i Tivoli. Hallooooo, Fru Olsen. Det vidste du altså godt! Mangt en gang må jeg sætte mig og pille sten ud, men jeg elsker jo lyden af at gå i grus, og der er så mange sjove ting, man får øje på, når man sidder der og roder mellem skoremmene. Så pyt!

PARTERREHAVEN

Og så er vi her. Den nydes af alle aldre og i alle mulige højder. Jeg skræver hen over en mand, der ligger på maven og fotograferer. Jeg skal holde på mig selv for ikke at knipse et par fotos af ham. Men smiler i stedet på én gang overbærende og forstående til hans kone med klapvogn.

 

Tivoli, juli

Udsigten fra parterrehaven er jo formidabel – inden for denne haves rammer vel at mærke. Der er måske mange, der bare synes det er alt for hurlumhej-agtigt, og det er det jo også, men det, der interesserer mig er, hvordan farver, former, natur og kultur er smeltet sammen. Helt bevidst, helt planlagt og meget vellykket.

Dagliljer kan jeg af en eller anden grund ikke stå for. De er egentlig ret besværlige, for de skal jo pudses af dagligt, idet hver blomst kun blomstrer én dag ad gangen og dermed også visner dagligt.

Dagliljer, Tivoli

Se lige denne yndling til højre for rebet. Den hedder Hemerocallis ‘American revolution. Den kunne jeg godt blive siddende ved siden af resten af dagen.

Dagliljer, Tivoli

 

Et andet sted, der fangede min udelte opmærksomhed, skønt der rendte påfuglemødre med unger omkring benene på mig, er denne sammensætning: Sort, lime og  æblegrøn batat (sødkartoffel) sat sammen med Helichrysum Petiolare, evighedsblomst og så Scaevola , fjerblomst. Den vidunderlige blide, blålilla farve er ganske enkelt så gribende smuk, at jeg blev der i en rum tid.

Tivoli, juli

 

Tivoli, juli
DEN HEMMELIGE PASSAGE

Et sted i haven som jeg er begyndt at sætte rigtigt meget pris på, er den ellers undseelige passage mellem småbørnenes veteranbiler og koncerthuset. Jeg kan huske at jeg som barn fik behov for at tage pause fra al ramasjangen, selvom mine kusiner og jeg havde fået en stok hver med enkroner i.
Så jeg har faktisk siddet her og kedet mig alene mangt en gang til min salig farmors fødselsdage. Men det gør man ikke længere. Her er så smukt, her er så megen pause fra det hele og alligevel sker der en hel masse:

Tivoli, juli

 

Tivoli, juli

 

Prøv lige selv at se dig omkring her:

Tivoli, juli
Tivoli, juli

IGEN IGEN 
Til sidst gik mine sko tilbage til parterrehaven. Her er altså helt vidunderligt. Og selvom jeg faktisk ikke bryder mig om astilbe, så blødes de op af de blide bleggule dagliljer. Dagliljer igen! Uhmmmm.

Astilbe, Tivoli

Tivoli, juli

På en bænk kan man virkelig sidde og falde i staver. Det er der også mange der gør. Det er ligesom commes il faut. Helt normalt. Nærmest noget, der forventes af en. Støjende adfærd lægges der mærke til. Roen lyttes der efter. Både den inden i og udenpå. Og tilsyneladende også på mobilerne.

Tivoli, juli

Og teaserbilledet? Ihhh hvor det ærgrer mig, at jeg ikke var først med det! Læste lige på dr.dk, at det er Danmarks nemmeste sommerjob, vi ser her. Jeg nåede lige at studse en kende, da jeg så hende. Hvis der er en græsplæne i hele vores lille, store kongerige, der IKKE må betrædes, er det den ved boblerne overfor Nimb.

Tivoli, juli

Og her sidder så en ung pige og troner. Med PC og mobil og sorte solbriller skudt op i panden. En levende reklamesøjle. Dem har vi set før, men hende her skal overvåge ham Peter kanin her. Det var ikke overvældende, hvad hun vidste om robotplæneklippere, og det var egentlig lidt ærgerligt, når nu folk spurgte i et væk.

Tivoli, juliMen der er vel en grund til, at det er Danmarks nemmeste sommerjob. Bare sid. I regn og rusk, sol og hede. Opsigt, det vakte det, i hvert fald! På sin egen stille og finurlige måde!