Mens nogle planter er gode i grupper, er der andre, der bare skal have lov til at op dukke op hist og her – ligesom i grøftekanterne. Sådan en er kongelys.


TEKST & FOTO: LONE

Den gule kongelys skaber smukke kontraster i bede af blå eller rosa nuancer. De flotte høje spir indeholder massevis af gule krøllede blomster med rosa midte, der sidder tæt sammen langs stænglen.

Planterne giver med sine 80-120 cm højde til bedene, og idet planterne er to-årige, ved man aldrig helt, hvor de dukker op.

Man kan dog også opleve, at planterne opfører sig som såkaldte kortlivede stauder, hvilket betyder, at planterne nogle gange lever videre året efter blomstringen. Man kan hjælpe dette lidt på vej ved – ligesom med digitalis – at klippe blomsterstandene af lige efter blomstring, så planten ikke bruger energi på at sætte frø.

Kongelys foretrækker fuld sol, og får den det, er den ualmindelig nem. Lader du den smide frø, så har du dem nye steder i haven næste år.

Vil du gerne styre planterne lidt, kan de fint flyttes til nye placeringer, når du har spottet bladrosetten det første år. De små bladplanter dukker gerne op rundt omkring de afblomstrede planter, hvis der er bar jord.

Man kan også selv tage frø og så. Dette skulle kunne gøres hele året rundt. Men har du planten i haven, vil du ofte opleve, at det ikke er nødvendigt, da den velvilligt dukker op år efter år.

FAKTA

NAVN: Verbascum chaixii
DANSK NAVN: Kongelys
LYSFORHOLD: Sol
HÅRDFØRHED: Hårdfør to-årig / kortlivet staude
JORDBUND: Veldrænet jord.
VÆKST: Oprette stængler.
STØRRELSE: 80-120 cm
BLOMSTRING: Juni-august