Jeg er den lykkelige ejer af en 200 m2 rækkehus-baghave og har været det siden 2007. Det er en have, hvor begrebet ’wildlife gardening’ vinder mere og mere frem. Altså en have, hvor naturen får plads.


TEKST & FOTO: MONICA LANGELUND
Det har ikke været en bevidst plan fra starten, men i takt med, at jeg lærer mere – ikke bare om at være haveejer, men om naturen, dens cyklus og dyrenes behov, bliver det tydeligt for mig, at min have ikke bare skal være min. Den skal ikke kun gøre mig eller min familie godt. Faktisk har jeg det bedst med min have, når jeg ved den gør naturen godt. Det gør indtryk på mig og motiverer mig, når jeg læser, at den rette indsats i selv små haver kan bidrage til biodiversiteten i en tid, hvor den vilde natur ellers har svære kår.
Sidste år plantede jeg fx et par spidskål udelukkende til kålsommerfuglens larver. Nåh ja, og så sneglene, der også spiste med, selvom de ikke blev indbudt. Mit havemantra er, at der skal være plads til både små og store væsener.
Jeg har været haveejer i næsten 10 år, men haveinteressen kom først for alvor i gang for nogle år siden. Mine unger havde helt efter bogen nået en alder, hvor trampolin og boldspil ikke længere dominerede haven, så der blev både fysisk og mentalt plads til at se haven med nye øjne. Ja, måske bare se den i det hele taget.
En sommer opdagede jeg pludselig, at jeg havde skiftet interessen for smukke silkekjoler ud med planter og gentagne ture til planteskolerne i mit lokalområde. Mine plantekøb var klassiske impulskøb: ’Sikke en smuk busk, den må jeg have, hvad hedder den egentlig?’ Og med plantekøbene fulgte havebøger og haveblade.
Senere fulgte havemarkeder og flere plantekøb på Den Blå Avis. Et sted, jeg i det hele taget har gjort mange gode fund til haven. Undervejs købte vi genboens gamle drivhus for 500 kr. og anlagde nogle terrasser og nye bede.Sidste år kastede jeg mig ud i selv at så både blomster og grøntsager, hvoraf en del faktisk lykkedes. De eksotiske frø, jeg havde med hjem fra min veninde i South Carolina i USA, havde det dog svært. De blev bare en brøkdel i både størrelse og udseende ift. i USA, og de gjorde absolut intet for dyrelivet i haven.

2017 bliver året, hvor jeg betragter mig selv som etableret haveejer. Jeg ved, hvad der skal vokse i sur jord, jeg beskærer, fordi jeg ved, det fremmer ny vækst. Jeg deadheader løbende visne blomster, så nye kan komme til, jeg ved i store træk, hvad der blomstrer hvornår – til glæde for både dyr og mennesker. Jeg ved lidt om, hvilke frø, der er nemme at spire, og hvilke, jeg nok skal vente med at afprøve. Og så ved jeg, at der stadig er så meget at lære og opdage, at man som haveejer altid kan lære noget nyt.
Nu har baghaven med andre ord fået struktur, og der er nye planlagte projekter på programmet. Jeg skal bl.a. anlægge et bed med sommerblomster og sammen med min familie skabe en lille havedam. Vandhul, bliver det måske mere præcist, men vand skal der i hvert fald til. Tudsen, der startede med at bo i en plasticpose med jord, og som senere flyttede ind i komposten, skal have bedre levevilkår. Og tænk, hvis et pindsvin dukkede op?Det store smukke bøgetræ skal fældes. Bøgetræet, som ungerne har gynget fra og haft en hemmelig platform i trækronen, hvorfra de kunne udspionere naboerne.

 

Men bøgetræer vokser vildt, og holder ikke af at blive tæmmet. Træet er i sin tid hentet ind fra skoven af den tidligere haveejers børnebørn som erstatning for et andet træ, der gik ud. Bøgetræet blødte voldsomt, da vi for nogle år siden forsøgte at beskære det, som om det skreg: ’Lad mig vokse eller lad mig dø!’ Vi har valgt det sidste.

Det har været en svær beslutning at skulle sige farvel til et flot og prægtigt træ, der intet fejler – andet end at det vokser for meget. Men al ting har sin tid. For at dulme min næsten dårlige samvittighed over beslutningen, fortæller jeg mig selv, at bøgetræet alligevel er ensomt, fordi det står alene i en rækkehushave omgivet af æbletræer, kristtjørn og naboens stedsegrønne træer. Den tyske skovfoged Peter Wohlleben, der har skrevet bestselleren ’Træernes hemmelige liv’, ville muligvis give mig ret. Bøgetræet hører til i skoven blandt andre bøgetræer.

Det ville nok være nemmere, hvis jeg var mere pragmatisk anlagt. Men i min verden er alt besjælet, på godt og ondt. Og jo mere jeg lærer om naturen, jo stærkere bliver dén følelse, at alt hænger sammen. At alt er besjælet.Så hjælper det lidt, at naboen og hendes voksne søn helt spontant begyndte at klappe, da jeg fortalte dem, at vi vil fælde bøgetræet. Hun er en ældre dame, der forsøger at have en nem have, så et træ, der skygger om sommeren og giver vildfarende bøgeblade om efteråret, har ikke været et hit. Hun har i øvrigt den mest magiske lille skovhave i den bageste del af sin baghave. Rektangulære rækkehushaver behøver ikke være kedelige eller forudsigelige, men det er en anden historie.

Jeg retter fokus på alt det andet i min have, der vil få bedre levebetingelser, når bøgetræet er væk. På det kommende vandhul, der vil tiltrække endnu mere dyreliv. Haven lærer mig som intet andet, at når noget dør, er der altid nyt liv på vej et andet sted. Det er betryggende for et sentimentalt sind som mit.

Om lidt vil det myldre frem med forårsspirer. De første er allerede på vej. Et nyt haveår er klar til at blive skudt i gang. Jeg kan næsten ikke vente.

Du kan se meget mere fra Monicas’s have på hendes instagram-profil som du finder ved at klikke lige her.