onsdag den 25. juli 2018

FRU PEDERSENS HAVE

ÅBNE HAVER

På en skøn skøn sommerdag var jeg inviteret til kaffe i fru Pedersens have, og den haveoplevelse vil jeg gerne dele med jer.


TEKST & FOTO: JEANNETT





Haven ligger som en oase langt ude i det vestjyske, ikke langt fra Nissum fjord. Helt derude, hvor jorden mest består af sand, og hvor den seneste tids tørke først viser sig på markerne. Lige midt i det tørkeramte og smukke landskab ligger fru Pedersens have med masser af blomster og smukke opstillinger.

Fru Pedersen, som også hedder Annette, kan noget helt særligt, når det kommer til indretning af haver. Hun kan nemlig stille op, finde på, sammensætte, indrette, skabe rum og ja, "dimse" som ingen anden, jeg kender. Overalt i haven er der små opstillinger med skønne loppefund og planter sat sammen på fineste vis. Uanset, hvilken havestil man er til, vil der altid være en eller flere opstillinger, som falder i ens smag, for der er virkelig mange at vælge imellem.

Det er bestemt ikke opstillinger det hele. Selve haven er rigtig skøn, sådan lidt cottage gardenagtigt. Lige nu er er det de mange roser og digitalis, der stjæler billedet.



Der er mange roser i haven. Her op ad lysthuset er det Rosa helenae.





Rosen herover er 'Sommervind'.





Fru Pedersen tilbyder Bed and Breakfast i haven, så kommer man langvejs fra, er det muligt at overnatte i haven i en af de mange hyggelige skurvogne, som er opstillet inde midt i haven. Nogle gange har Annette også frivillige, der kommer i en periode og hjælper til i haven. De overnatter ligeledes i skurvognene. 



Man må gerne tage madkurv med og spise i haven. Der er mange små kroge og siddepladser rundt om, og man kan også tage sig et lille hvil i hængekøjen.













Midt i haven står dette pragteksemplar af en Gunnera manicata - også kaldet mammutblad. Haven er lang, og længere nede i haven er der kommet nye bede med stauder og græsser. 







De mange selvsåede digitalis giver bedene et vildt og frodigt look. Flere steder er der opstillet kunstværker. Her midt i bedet står en blomsterfe lavet af kunstneren Maria Fischer.



Det gamle læhegn er omdannet til en lang allé, hvilket jeg synes, er en genial ide. Det er en helt særlig oplevelse at gå ned gennem alléen og nyde det lange kig fra den ene ende af haven til den anden. 





Der er altid noget at se på. Den ene opstilling afløser den anden. Her er antikke havemøbler og loppefund, planter i potter og beholdere med vand. 





Bag ved gården ligger urtehaven med lange rækker af grønsager og blomster. Desuden er her en afdeling med højbede lavet af stål og drivhuse med både blomster og grønsager. Her er også hønsehuse med flere forskellige slags høns - og selvfølgelig massevis af krukkeopstillinger. 





Bag gården er der en stor lade, hvor der i siden er små indhak, ligesom små alkover. Hvert rum er fint indrettet - sådan måtte mit kontor gerne se ud. 





Der er gode muligheder for at besøge haven, da den i juli og august er åben alle dage fra kl. 13-17. Du kan se mere på Annettes hjemmeside og blog: Fru Pedersens Have


Her er vi:
Fru Pedersens Have
Skalstrupvej 36
7570 Vemb


5 kommentarer:

  1. Jeg kan kun give dig ret i at Anettes have er en stor oplevelse. Jeg har været der. Jeg tænker ofte tilbage på haven, og jeg drømmer om at vende tilbage til den :-)

    SvarSlet
  2. Det kan jeg bestemt godt forstå du gør 😀

    SvarSlet
  3. 1000 tak for de smukke ord og billeder fra min have.

    Kærlig hilsen Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Annette det var skam så lidt, din have er skøn.

      Slet
  4. Sikke en skøn rundtur. Tusind tak for den.
    Nyder når vi mødes i haven, går rundt og samler indtryk.
    Du har nemlig ret. Altid noget at se på.
    Haven er så forskellige i årstiderne.
    Jeg mangler kun at opleve efteråret i haven.

    Knus
    Charlotte

    SvarSlet

ANNONCE