Det er i begyndelsen af marts. Det er stedsegrønne, sølvgrå og kobberbrune farver, der dominerer i haven. Den grønne bambus brillerer sammen med gennemsigtige blomster, der ligner papir, bøgehække, prydgræsser med stive strå og aks af lavendel.
TEKST OG FOTO: ULRIKA SABEL
Indgangen til mit hus går lidt ind i haven og bestod oprindelig af en L-formet gang med betonplader dekoreret med perlesten og grimme, tilgroede buske fra 70’erne. Dette var ikke min havedrøm, og jeg indså, at det ville kræve mod og en energisk indsats at opfylde den.
Min vision var at skabe et haverum med en allé og en indgang med en buet og naturlig gangsti med blikfang og siddepladser. Et sted, hvor man ønsker at stoppe op og slappe af på vej hjem fra arbejde.
For at kunne rumme en allé var det nødvendigt at vælge træer med rimelig størrelse. Kugleakacie vokser hurtigt og er frodig. Trækronen kan skæres til for at opretholde form og størrelse. Træet har et eksotisk udtryk og er mit favorittræ. Hvor er jeg heldig.
I efteråret 2013 begyndte vores arbejde. Storsække med natursten og jord blev leveret. Haven var i flere måneder en byggeplads. Sten efter sten blev sat på plads, og et hegn blev bygget for at indramme og for at skjule cykler og skrald. Fire kugleakacier blev plantet i august 2014 i de nye staudebede. Min allé var klar, og følelsen var vidunderlig.
Resultatet var en gavmild gangsti af grå granit indrammet af hegn, bøgehække og en allé af træer. Forhaven blev straks et yndet sted at fange forårssolen med en kop kaffe og et havemagasin. Et haverum, der siger: “Velkomme hjem.”
På den anden side af bøgehækken er der en cirkulær græsplæne, der er børnenes have. Haverummet er indrammet af høje stedsegrønne hække. Kun få planter er blevet udskiftet med nye. Sandkassen er skjult af bede med stauder med sølv, hvide og sorte blomster og en nyplantet tibetansk kirsebær. Her gemmer min datter Flora sig blandt blomster, når hun bager sandkager. Trampolinen er omgivet af en anden bøgehæk. I fremtiden, når trampolinen er væk, er der planer om en skjult terrasse.
Jeg har bevidst valgt stauder og træ, der har et metallisk skær. Den kobberfarvede bark på tibetansk kirsebær skinner i solen. Krybende læbeløs ‘Chocolate Chip’ har skiftende farver og en stilfuld glans. Lavendel ‘Hidcote Blue’ har den smukkeste sølvgrå farve.
Staudebedet til højre er fyldt med staude-salvie ’Caradonna’ og ’West-Friesland’, lavendel ’Hidcote Blue’, rødbladet salvie, rørhvene ’Overdam’, lammeøre ’Big Ears’, formklippede havtorn ’Hikul’, hvide tulipaner, hvid allium ’Mount Everest’ og kæmpe verbena. Alle stauder er skåret ned først på foråret. De er en del af vinterhaven.
Græsplænen er omkranset af små stier med perlesten. Det lille staudebed til venstre består af sølvfarvede stauder og hvid/lilla blomsterløg, men 2017 rummer helt nye planer. Til venstre er der plads til parkering af cykler.
Hortensia ‘Anna Belle’ er virkelig flot sammen med grå granit. Natursten er et dyrt materiale, men et valg, jeg aldrig har fortrudt. Det er simpelthen så smukt. Jeg har flere pilekurve med bambus. En nem måde at få stedsegrønne planter i vinterhaven.
I haven vokser lige nu en næsten sort forårsbebuder, påskeklokken ’Blue Lady’. Jeg længes nu efter farve og planter de første hornvioler. Jeg håber, at foråret kommer snart med alt, hvad det indebærer. På gensyn i april.
Modigt med en allè i en villahave, men det er blevet flot. Man kan lave meget, bare det er med det rigtige plantevalg.
Dejligt at se sandkassen er lidt "forputtet". Mange børn kan godt lide at være lidt i skjul for de voksnes blikke, og så ser det jo pænt ud osse.
Hilsner Gunvor
Mange tak Gunvor! Det glæder mig.
Idag har det endelig været havevejr og sandkassen er blevet anvendt for første gang i år.
Kh. Ulrika
Skønt indlæg 🙂 Jeg er vild med jeres belægning og super flot som I har fået lavet beplantningen. Ingen ideer er for store… de skal blot laves rigtigt.
SMUKT
Mange hilsner fra Susan
Tusind tak Susan for de rosende ord.
Kh. Ulrika
Fin allé den passer perfekt ind der, og så er jeg helt vild med runde græsplæner. Jeg tror vi er mange der drømmer om at skifte trampolinen ud med en terrasse eller andet, i år bliver det bare en udskiftning til en ny herhjemme.
Mange tak. Det glæder mig, at du kan lide min allé. Ja trampolinen, den er bare så grim. Men min børn elsker desværre at hoppe…
Jeg kan så godt forstå, at du drømte om den alle:) Og hvor er din drøm blevet fint løst og opfyldt!
Og ja, rigtig smukke sten!
Er spændt på, hvad det lille staudebed til venstre rummer af nye planer her i 2017:)
Tak Tina! Jeg er virkelig glad for din kommentar. Det lille staudebed, det var bestemt en "cliffhanger"….
Kh.Ulrika
Hej Ulrika.
Det er en flot og meget stilsikker have du har. Skal det forstås sådan, at du selv har tegnet og udtænkt de løsninger, der er lavet? Det ser virkelig fantastisk godt ud. Der er langt imellem så flotte vinterhaver. Det er sikkert endnu bedre i sommerhalvåret.
Og så slutter du af på en hemmelighedsfuld maner, om nye planer i 2017, så jeg håber på en følgeton.
Venlig hilsen
Malene
Tusind tak Malene. Jeg lover, at der vil være en følgeton. Jeg har selv tegnet og planlagt min have. Min mand hjalp mig til at bygge hegnet og sætte stenen på plads. Team-work!!!
Kh. Ulrika
Virkelig en god plan du har lavet der – belægningen, alleen, plænen bænken og ikke mindst stakittet som skjuler de nødvendige onder som skrald og cykler.
Også jeg glæder mig meget til at følge din forhave hen over foråret!
Hilsen Pia
Mange tak Pia! Det glæder mig, at du kan lide min forhave. Den har sin bedste periode i maj / juni, når mine hvide allium overtager staudebedet.
Kh. Ulrika