Solen skinner, og vi er godt henne i marts. Efter en lang regnvåd vinter er det fantastisk igen at kunne komme i haven. I mange haver starter det med oprydning, og så er det tid til at få plantet i krukker. Men hvilke planter kan man plante i krukker, uden at de tager skade af frost?
TEKST & FOTO: LONE
Desværre er det ikke sådan, at man kan regne med, at alt, hvad der sælges foran ens dagligvareforretning eller på planteskolens fristende borde, kan sættes ud i nætter med frost. Men mange kan.
Det oplagte er at tænke på, hvilke planter, der i forvejen skyder op i haverne lige nu. For de kan selvfølgelig klare frosten. Det er fx de blå anemoner, perlehyacinter, tulipaner og narcisser. Men der er flere, der sagtens tåler en let frost – fx den lille hornviol, som man kan finde i så mange forskellige fristende farver.
Løgplanter:
- Hyacint
- Krinolinenarcis
- Krokus
- Perlehyacint
- Pinselilje
- Påskelilje
- Russisk skilla
- Snepryd
- Tulipaner
- Vibeæg
- Våriris
Øvrige:
- Blå anemone
- Akeleje
- Bellis
- Forglemmigej
- Hornviol
- Primula
- Stedmoderblomst
Står de nyhentede planter under åben himmel, kan det være en god idé at lægge et klæde over dem, hvis der kommer megen frost. Især den første uge, efter de er kommet hjem fra planteskolens drivhus, er det godt at beskytte dem, så de lige kan vænne sig til deres nye vokseplads. De skal nok klare frosten på sigt, men du risikerer, at de bliver sat tilbage, hvis overgangen er for brat.
Hvis du har et drivhus, kan du lade de nye planter overnatte derinde den første uge, men et klæde, et stykke fleece eller måske et stykke bobleplast fungerer fint mod en let frost. Og så slipper du for at skulle løfte på krukkerne.
Efter en frostnat kan flere af planterne komme til at hænge med hovedet, men så snart solen er tilbage, ryster de frosten af sig, og langsomt rejser de sig igen. Ganske som man ser det med havens tulipaner, der også gerne bøjer hovedet under frosten.
Planter du primulaer i krukker, så find et sted, hvor de har skygge noget af dagen. De bryder sig ikke om alt for meget sol og varme, men holder sig allerbedst på en skyggefuld plads. Når de er afblomstrede, og du gerne vil have noget nyt i krukkerne, kan de plantes ud i haven, og de fleste sorter vil dukke op igen til næste forår med nye blomster.
Det samme gælder for alle løgplanterne. Dem kan du naturligvis også plante ud i haven, når det er tid til at skifte i krukkerne – fx til dahlia.
Er du på udkig efter narcisser – påskeliljer, pinselinjer mv. – så kig endelig efter forskellige sorter. Der er nemlig mange flere typer på markedet end den klassiske gule påskelilje.
Fx er der de senere år poppet denne lille fine narcis op. Det er en krinolinenarcis, der ligesom alle andre narcisser kan plantes ud i haven efter blomstring. Her vil den stille visne ned, og næste år vil den dukke op igen i haven.
Læg en kommentar