Rabarber er skønne. Ikke mindst fordi det er noget af det første, vi kan høste fra haven. I det tidlige forår hungrer vi havemennesker nemlig efter noget, vi kan rive i derude – bogstaveligt talt. Så hvis man nu kunne rykke tidspunktet frem for denne festlige forårsaktivitet – bare en uge eller to, så vil det da være fantastisk. Og det kan man med rabarberklokker.

TEKST & FOTO: HENRIK

Du har nok set dem, når du har bladret gennem havebøger med engelske køkkenhaver eller set rapportager fra haver i cottagestilen. Her har de traditionelt indgået som en del af det faste grej, der har skullet sikre en god produktion af rabarber – men selvfølgelig også pynte lidt. Hvad er det så? I den oprindelige form er en rabarberklokke af terrakotta, drejet op som en stor klokkeformet krukke uden bund med et lille fikst låg. I dag fås de udført i andre materialer, men formen er som regel den samme. De er ret tykke i godset og ofte lidt grovere i deres finish end krukker og potter ville være – det er jo en brugsting og ikke til pynt. At de så er svært dekorative alligevel, er jo en del af charmen.

Som du måske har regnet ud, behøver du ikke en rigtig rabarberklokke til formålet. Du vil nok kunne finde andre beholdere, der kan det samme. De skal bare opfylde tre kriterier: 1. De skal være høje nok til, at rabarberne kan være indeni, når de begynder at skyde. 2. De skal holde lyset ude. 3. De skal helst være så tykke, at de kan holde på den sparsomme varme i de tidlige forårsmåneder.

Det er nemlig sådan, klokkerne virker. De placeres over dine rabarberknolde sidst i februar/først i marts og danner et isolerende skjold mod den grumme vinterkulde udenfor. De sparsomme solstråler på denne tid af året vil til gengæld opvarme klokken og få rabarberne til at skyde. Har du adgang til halm eller hestemøg, som du kan lægge om klokken, kan du speede processen yderligere op – ellers må du vente lidt længere på dine rabarber.

Når rabarberne begynder at presse på klokkens låg, kan du begynde at høste. Skudene er lyse, spinkle og lidt slatne i stænglerne i forhold til de almindeligt dyrkede. Smagen er fin og en smule sødere. Lader du bladene få lys nogen tid, vil stænglerne få mere farve og struktur. Men sørg nu for at få høstet, for der kan blive trængsel i sådan en klokke. Personligt synes jeg, metoden har vist sig mest egnet til de store, lidt grove rabarber – de vinder virkelig ved det. De fine vinrabarber derimod bliver temmeligt “pistne”, og det tærer tydeligt på dem at blive presset på denne måde. Når man driver rabarberne frem, skal de jo bruge al den opsparede energi på at skyde uden at få noget tilført via fotosyntesen. Med andre ord skal du holde en pause med trækningen en tid, måske endda vente til næste forår. Og så selvfølgelig gøde gavmildt, så planterne kan komme sig igen oven på den barske behandling.

Men det er ret lækkert at kunne spise sine egne rabarber, mens forårssolen stadig er bleg og tøvende. En rabarberkompot kan løfte det mest ordinære måltid til nye højder og bringe en håndmad med leverpostej eller frikadelle op i Michelin-klassen, næsten. Og er der noget mere læskende end en sartrosa rabarbersaft? Et tip: Har du kvan i haven, så forsøg dig med at snige en lille stilk med, når du koger dine rabarber. Den parfumerede æteriske olie fra kvanen harmonerer rigtig godt med rabarberens lidt milde smag. Og så er kvanen i øvrigt med til at neutralisere oxalsyren i rabarberne.

Et andet tip: Når du fjerner klokkerne fra dine rabarber, kan du i stedet sætte dem over dine asparges. Så får du de fineste hvide asparges, men det er en helt anden historie…

Har du erfaringer med rabarberklokker? Gode eller dårlige? Gode tips modtages gerne.