ANNONCE

tirsdag den 13. november 2012

VIS MIG DIT DRIVHUS

BØGER

Nogle tæller ned til den nye James Bond film, og andre tæller ned til jul. Gæt hvad jeg har talt ned til længe!


TEKST: LENE

FOTO: CLAUS DALBY



 



Rigtigt gættet! Den nye bog fra Claus Dalby; "Vis mig dit drivhus". Mine forventninger har været tårnhøje, og jeg modtog bogen forleden - og nu, hvor jeg har læst den, kan jeg kun sige WAUV!

Forventningerne er til fulde blevet indfriet. ”Vis mig dit drivhus” er en ordentlig moppedreng på over 500 sider, og det er bestemt ikke for mange. Bogen er fyldt med det ene fantastiske drivhus, væksthus eller orangeri efter det andet – kært barn har mange navne! 

Claus Dalby har brugt det meste af sommeren på at rejse rundt i Danmark, Sverige og Norge for at fotografere drivhuse, og som han skriver: ”Målet med denne nye bog har været at vise et så bredt udsnit af drivhuse som overhovedet muligt. Og selvfølgelig ikke kun trædrivhuse eller drivhuse af gamle vinduer. Jeg er glad for og stolt over at kunne vise både nostalgiske og moderne huse, dyre og billige, store og små, færdigkøbte og hjemmebyggede”.




”Målet med denne nye bog har været at vise et så bredt udsnit af drivhuse som overhovedet muligt." 
Og det er lykkedes, for der er i sandhed en mangfoldighed af drivhuse; lige fra store og pompøse til små og lidt mere ydmyge, men alle er de indrettet af mennesker med en stor passion for have, og de er da også indrettet til både planter og mennesker – ja, nogle mest til mennesker, som ønsker et ekstra rum bare til nydelse. Og mange af drivhusejerne fremhæver da også netop dette som en grund til at anskaffe sig et drivhus.

”Vis mig dit drivhus" er en fantastisk bog, spækket med smukke, smukke billeder, både af selve drivhusene og også med detaljer, som Claus Dalby er så eminent til at fange med sit kamera. Der er så megen inspiration at hente, og det er svært at fremhæve ét drivhus frem for andre.  

Tænk at have en handyman, som siger:  ”Jamen, så bygger jeg da bare et drivhus til dig!” De evner findes desværre ikke her på matriklen, eller måske gør de, men vi turde simpelthen ikke kaste os ud i sådan et stort projekt, men måtte til lommerne i stedet for. Jeg er fuld af beundring over dem, der gør - og tør, og dem er der rigtig mange af i denne bog. Man køber da bare nogle gamle vinduer hos Genbyg og går i gang – hvor svært kan det være!

”Vis mig dit drivhus” er en bog, som jeg nok aldrig bliver helt færdig med, for jeg kan blive ved med at finde nyt der skal nærstuderes, og den er bare inspirerende. 


Jeg vil hele vinteren drømme om hvordan mit eget væksthus skal blive endnu frodigere næste år, og det er en bog jeg vil anbefale på det varmeste – en rigtig nydebog, som helt sikkert kommer til at ligge under rigtig mange juletræer i år.



Titel: Vis mig dit drivhus.
Forfatter: Claus Dalby
Sider: 520
Udgivelsesår: 2012
Sprog: Dansk
Forlag: Forlaget Klematis

 
Bogen kan bestilles på forlaget.

6 kommentarer:

  1. Den bog må jeg eje...ønsker den til jul.

    SvarSlet
  2. Kan næsten ikke vente til jul :) Fin anmeldelse af bogen, Lene :)

    SvarSlet
  3. Den står også øverst på min ønskeseddel :-)

    SvarSlet
  4. Kære Lene

    Flot anmeldelse af en flot bog!
    Jeg vidste jo godt, at det nok ville blive en positiv anmeldelse af bogen, efter jeg fik din sms, mens jeg var på bogmessen. Hahahaha jeg kunne næsten være fristet til at citere dig :0) Griner lidt endnu. Det ER virkeligt en vidunderlig bog. Også selvom man ikke er så heldig at have et glashus selv...... Selv er jeg typen, som opsøger det smukke i tilværelsen, og denne bog opfylder det kriterium til fulde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du kan lige vove at citere min sms. Sådan et sprog bruger vi ikke i HAVEFOLKET, selvom det var en positiv bemærkning :))))

      Slet
  5. Hej Lene.
    Blev da rigtig glad, da jeg klikkede ind for at læse din anmeldelse, for du har valgt at vise et billede af vores drivhus - det sorte :-)
    Det er en meget flot bog, synes jeg - en gigant inden for området. En rigtig lækker Dalby udgivelse. Fin og rammende anmeldelse, du har skrevet.
    Kh Marthe

    SvarSlet

ANNONCE