Det er længe siden, vi har haft en så kold og snerig vinter i det sydlige Sverige som i år. Allerede i december faldt den første sne, og siden har temperaturen været mere eller mindre under nul grader hver dag over vinteren.


TEKST & FOTO: KAROLINA BRISING

Med vintervejret og kulden kommer automatisk hvilen og en tiltrængt pause fra haven, og i år har jeg vist trængt til den mere end nogensinde. Det er ikke det legemlige arbejde, som trætter mig, men ’havesindet’, som trænger til fred og ro. Jeg er et kreativt menneske med tusindvis af ideer og tanker, som hele tiden svirrer rundt i hovedet på mig. Indimellem skal disse haveideer og overvejelser skiftes ud med nogle overvejelser, som vedrører livet. En af mine venner beskrev det sådan her: ”Om sommeren nusser jeg i haven, og om vinteren nusser jeg i huset” – og præcist sådan har jeg det også.

Ild i pejsen og en god bog

Om vinteren nyder jeg at være indendørs, sidde foran pejsen med en god bog eller se noget godt i fjernsynet. Jeg laver meget mad, bager og går lange ture i skov og mark. Mine krukkeplanter får også megen kærlighed, og jeg pynter med tulipaner overalt i huset. Jeg plejer at sige til mig selv, at det er sundt at længes efter foråret for derefter, når solen og varmen er tilbage, at sætte fuld fart på fremad igen. Med andre ord er vinteren en skøn hvileperiode med en indbygget forventning om det, der skal komme.

Orangeriet er et fantastisk haverum

For to år siden fik vi bygget et orangeri i haven her på Länsmansgården. I Sverige kalder vi et orangeri for en vinterhave, og det er også her, vi opbevarer vores middelhavsplanter i årets kolde måneder. Den tid på året, hvor jeg glæder mig mest over dette fantastiske haverum, nok er om vinteren. Ligesom jeg nusser om mine udendørs planter og krukker i den varme årstid, gør jeg det i orangeriet om vinteren. Desuden er et orangeri jo et utroligt taknemmeligt rum at være i, når solen varmer på en rigtig kold vinterdag. Vi opretholder en temperatur på 10 gr. i vores orangeri, hvilket gør, at det altid er dejligt at slå sig ned i en fåreskindsstol med et tæppe over benene og en kop kaffe i hånden.

Marts er tid til løgplanter og primula

I februar og marts er det løgplanternes og primulaernes tid i orangeriet. Fordelen ved at dyrke disse planter i et glasdækket rum er, at de blomstrer i længere tid, end hvis man havde dem indendørs. For mig er løgplanter og primulaer nogle planter, der giver os energi. I år har jeg såvel primulaer som vintergækker, erantis og vibeæg i krukker, og jeg plejer at købe et lager af kolddrevne planter, som så kan udvikle sig i tilpas takt og blomstre efterhånden. I handelen findes der efterhånden rigtig mange forskellige sorter af primulaer og forårsløg. Hvis man gemmer løgene og knoldene og planter dem ud i haven senere på foråret, kan man få glæde af dem i flere år fremover.

En passion for middelhavsplanter

En anden interesse, jeg har, er at dyrke middelhavsplanter, som har deres blomstringstid mellem vinter og forår. Jeg elsker kamelia, jasmin, klivia og sølvacasie, og hvis jeg havde endnu mere plads, skulle hele orangeriet være fyldt til bristepunktet. Men som vi siger i Sverige, er tilpas altid bedst, og da jeg holder af det hele, må der findes plads til både løgplanter, primulaer og middelhavsplanter i vores glashus.

Alt i alt kan jeg sige, at vores orangeri er noget af det bedste, vi har fået i vores have – vi elsker vores glashus, skal I bare vide. Alle i familien tilbringer megen tid i orangeriet, og vi elsker at sidde dér og spise og hygge os sammen. Under den nuværende pandemi har orangeriet også været et dejligt sted at mødes, og da rummet er så stort som 56 kvm er der god plads til at holde afstand. Jeg slutter af med at sige – hvad jeg ofte gør i denne tid: ”Alle mennesker burde have et orangeri at være i, for så ville verden blive et bedre sted for os alle.”

”Alle mennesker burde have et orangeri at være i,
for så ville verden blive et bedre sted for os alle.”

Pas på dig selv i disse sygdomstider.

De bedste hilsner fra,
Karolina på Länsmansgården.

Vil du læse mere om Karolinas haveliv, finder også Karolina på sitet www.lansmansgardendesign.se og følg hende endelig på instagramprofilen @karolinalansmansgarden.