Der findes vist ikke en have uden sten i en eller anden form. De hører til, sætter tingene i relief og skaber et spændende modspil til alt det levende og grønne. Her giver vi nogle tips til, hvordan du kan bruge dem dekorativt.
TEKST & FOTO: MARIANNE
Sten gør et eller andet ved sjælen. Ja, du må godt synes jeg er mærkelig, men det gør de altså. Deres uforgængelighed og deres ro, deres forskellige farvespil og deres beretninger om, at tiden går og går og at noget alligevel består, giver både dig og din have en ekstra dimension, der spiller så godt op til alt det levende.
Vi kan selvfølgelig have dem liggende i bedene. Her suger de varme fra solens stråler og afgiver varme til de planter, der vokser ved siden af dem. Har du en sart plante eller en meget varmeelskende plante, fx. roser, så vil de trives med sten i deres nærhed! Det fryser nemlig aldrig helt under en stor sten.
Vi kan også lægge dem samlet i haven, så de udgør et afbrud i den store, grønne flade. Her ligger de i grus og er en “kunstinstallation” i haven foran Vedbækgård. Hvis du lægger sten helt ud til kanten mod græsset, skal du bruge en kantklipper for at holde græsset nede. Her kan du skabe en løsning der letter vedligeholdelsen ved at lægge en fast kant af fx. flade marksten hele vejen i kanten, så græsslåmaskinens ene hjul kan køre direkte på stenene.
Større sten med fordybninger i skaber naturlige vandtrug til havens dyr. Det er også smukt at se på vandoverfladen, der jo spejler himlen. Hvis du er lidt kunstnerisk anlagt, kan du også pynte op med sten på gangarealerne. Men vær opmærksom på, at hvis der er meget slid (trafik), så er det vigtigt at de er lagt i stabilgrus eller andet, der “holder på dem”.
Hulsten kan selvfølgelig hænges op og det ser rigtigt sødt ud, både ved terrassen, som “kæde” under et nedløbsrør og i træerne. Nogle gange er stenene så store, at de ikke rigtigt er til at hænge op. Så kan de lægges i et trug ved hovedindgangen eller i et bed med hullerne opad, så vinden kan suse igennem hullerne. Det skulle bringe lykke, siges det.
LESS IS MORE
Endelig kan du pynte dit væksthus, udestue eller såmænd din dagligstue op med sten. Det er morsomt at se, hvilken anderledes virkning det kan give blot at lægge én eller en lille bunke sten. Læg også mærke til dem i fugleburet.
Har du fundet nogle sten, som du gerne vil gå og nyde, så kan du også lægge dem, så øjet kan glide fra stenene ude i haven til dem, du gerne vil fremhæve. Her ligger de fint i vindueskarmen i Lenes væksthus. Og i lanternen har hun lagt kalksten, som giver sådan en ren, kølig stemning.
GOD TUR!
Måske en strandtur lokker? Husk at du ikke må hamstre. Men du må gerne tage den mængde sten med hjem, du kan have i din hat! Finder du en bunke sten, som bonden har efterladt på marken, er det en god idé først at spørge om du må tage dem. Det må du som regel, for det er blot sten, der er kommet op ved pløjningerne. Bor du i nærheden af en grusgrav kan du som regel, mod en mindre betaling, få lov til at fylde din trailer.
Og så er det bare at gå i gang med at lege.
Hej Marianne
Ja det ser godt ud med sten i haven. Her om vinteren kommer jeg til stranden hver dag, men det er for hårdt at slæbe lidt større sten med hjem, det bliver kun de små, der kan være i lommen 🙂
Knus Lisbeth
Oh, jeg har osse noget med sten. Det er en fryd at finde en skuresten, der liige passer et bestemt sted. Eller en sten med smukke nistre, eller …… det er bare om at ha øjenene med sig. Og en solvarm sten er skøn at sidde på om aftenen med et aftenglas . Jeg drømmer om en sten med hul til vand der risler, måske en ide til en fødelsdagsgave når tiden er inde til den næste runde dag.
Jeg har haft computerbøvl den sidste uge, har nu fået en ny, med nyt styresystem, argg, det skal man altså lære at kende, så hvis der er ged i mine kommentarer er det derfor. Mig og computere uhff, det er kun pga havelæsestof jeg har forsonet mig med "den nymodens teknik" hi hi.
tøvejrshilsner Gunvor
Tusind tak for en dejlig artikel. Nogle af Lenes sten forekommer mig så bekendte. Jeg er er sikker på, de er samlet i mit hood. Det runde rustikke zinkbur er uartigt lækkert. Og det ser ydermere helt fantastisk godt ud med det rå, slidte træ som baggrund.
Ønsker rigtig god weekend til HAVEFOLKET og alle jeres læsere.
De kærligste hilsner og tanker fra Mrs Flintstone
Kære Jytte. Du har helt ret. Stenene er fra "din" strand, og søpindsvinet i zinkburet er det første jeg nogensinde selv har fundet – også fra Mors 🙂
Tak for en fin artikel. Jeg er også en af dem der slæber sten hjem hver gang vi har været på tur. Jeg drømmer om fylde et hjørne af haven med masser af sten, jeg inspireres meget af bloggen Havetid.
Hilsen Sonja
Skønne skønne sten, elsker at bruge dem, godt og genkendeligt indlæg:-)
Søpindsvin og andre sten fra Mors er der blevet slæbt en del af hjem i kufferten her til Schweiz – en rigtig fin artikel med masser af gode ideer til inspiration. Tak for den.
Helle i det schweiziske