ANNONCE

tirsdag den 26. maj 2015

CLAUS DALBYS ROMANTISKE HAVER

BØGER

Tag på havevandring med Claus Dalby i 23 romantiske haver fra flere egne af Europa. Claus fortæller undervejs om havens ejer, planterne og havens historie. En hyggelig, men også meget brugbar havebog, hvis man har hang til den romantiske havestil.


TEKST: LONE
FOTO: VENLIGST UDLÅNT AF FORLAGET




Endnu en bog fra Claus Dalby har nu ramt boghandlerens hylder! Denne gang har Claus stillet skarpt på de romantiske haver og med havevandringer i 22 forskellige haver, får du Claus' udførlige beretninger om de haver du træder ind i.



Bogen, der er på intet mindre end knap 400 sider, viser via yderst velvalgte fotos både havernes former, plantevalg og ikke mindst stemninger! At Claus tager sig tiden til at besøge de samme haver flere gange kommer bestemt læseren til gode, idet man får lov at opleve samme have forår og sommer eller morgen og aften. Særlige fotos kommer der ud af denne prioritet og særligt de stemningsfulde morgen- og aftenbilleder er noget helt unikt, da man ellers sjældent som havegæst får lov til at være i disse åbne haver på netop disse tidspunkter.


At nogle af haverne tilmed slet ikke er åbne for publikum gør selvfølgelig også bogen til noget særligt. Men flere af haverne er netop også åbne for gæster flere gange om året, og Claus oplyser venligt om hjemmesiderne, så det er let at finde frem til tidspunkt for et besøg.



Bogen er, udover at være en hyldest til de romantiske haver, også en hyldest til roserne. Mange roser er afbilledet og nævnt ved navn, beskrevet med fordele og ulemper og med gode råd til placering mv. At roserne er en stor del af den romantiske have er naturligvis årsagen hertil. Ligeledes er rosernes gode følgesvende i stauder, buksbom mv. også udførligt beskrevet og anbefalet. En opskrift til opbygning af sin egen romantiske have ligger tydeligt ridset op mellem linjerne.



Jeg har helt bestemt haft stor fornøjelse med læsning af bogen. Den er meget let at gå til, fuld af Claus' gavmilde rådgivning omkring planterne og med informative beretninger om baggrunden for den enkelte have. Hvem har skabt den, hvorfor og hvordan? Har der været havearkitekt med i spillet eller er det ejerne selv? Og hvilken passion er det, der har drevet projektet? Her kommer indirekte indblik i flere af hovedpersonernes liv, glæder og sorger, og trods man kun læser og betragter haven via en bog, så efterlades man med oplevelsen af næsten at have været der selv.



Har du brug for en haverejse på en dag eller to med vores allesammens havemand, så må du endelig unde dig selv denne skønne og meget romantiske havebog!


TITEL: Romantiske haver
FORFATTER: Claus Dalby
FOTOS: Claus Dalby
UDGIVELSE: 2015
SIDER: 396
SPROG: Dansk
FORLAG: Klematis

5 kommentarer:

  1. Fortryllende! Ganske enkelt! Denne bog ønsker jeg mig!

    SvarSlet
  2. Ja, det er en skøn bog. Synes jeg kan genkende nogle af ovenstående billeder :-)

    SvarSlet
  3. Dejlig bog - er allerede læst et par gange nu er det billedsiden, der nærstuderes endnu engang. Godt nok er det en "lyserød" bog, men heldigvis uden alt for meget nips og pynt. Haverne er fantastiske i sig selv - ikke mindst Nettes;0)

    SvarSlet
  4. Den bog står også på min ønskeliste!

    SvarSlet
  5. Tusind tak for den flotte omtale. Kh Claus

    SvarSlet

ANNONCE