Det kan være en udfordring at kombinere to fodboldgale drenges spil med den runde kugle og moderens glæde ved have. Man må indgå nogle kompromisser, og så alligevel lukke øjnene ind imellem!
TEKST & FOTO: LENE
Vores to drenge, som nu begge er voksne, har helt fra de kunne gå begge sparket til en bold, ligemeget om den var stor eller lille. En bold har været det ultimative legetøj i hele deres opvækst, og de har også begge spillet i klub – og selvfølgelig drømt om at blive professionelle fodboldspillere!
Ind imellem har det dog givet lidt udfordringer at være mor til to fodbold”tosser”, for selvfølgelig skulle de have lov til at udfolde sig i haven – det er jo blandt andet også derfor vi bor i hus. Engang imellem kunne bølgerne dog gå lidt for højt, og så måtte der beordres en pause. “Mor, vi lover, at vi kun laver trillere”, sagde de, men inden jeg havde talt til tre “kom de til” at tyre bolden ind midt i blomsterbedet. Jeg indså dog hurtigt, at jeg lige så godt kunne have bedt dem om ikke at trække vejret, for den bold lå bare der og lokkede og det var umuligt at lade den ligge! Så selvfølgelig fik de lov til at spille.
Vores ældste søn har altid haft en kommentator i maven, og der er blevet spillet mange internationale kampe i haven. Vi har skam haft besøg af mange berømtheder – både David Beckham, Roberto Carlos og mange andre – og ethvert træk med bolden er højlydt blevet kommenteret – stakkels naboer!
Heldigvis var jeg ikke lige så havetosset dengang, som jeg er i dag, og hvad pokker betød en knækket blomst? Den kom jo for det meste igen året efter! Det var nu ikke altid bolden, der lavede den største ravage, men 4 fodboldben, der helt glemte blomsterne, når bolden skulle hentes inde i bedene. Utallige gange skulle bolden også hentes i naboernes haver, når der blev lavet “højdere”.
Så blev haven min
Da drengene var omkring 12 og 16 år gamle, blev jeg enig med mig selv om at nu måtte jeg erobre min have tilbage. Så var det nemlig blevet lige lovligt vildt, og der røg også adskillige ruder i drivhuset. Samtidig var min slumrende haveinteresse ved at bryde ud i lys lue, og det var altså ikke foreneligt med vildt boldspil. Vi har en boldbane blot fem minutters gang herfra, og der kunne de tyre bolden lige så meget de ville, og der var ovenikøbet rigtige mål. De brokkede sig heldigvis ikke ret meget!
Jeg er dog helt sikker på, at når vi engang får børnebørn, og der står en lille dreng eller pige og siger: “Farmor, må vi godt spille bold i din have”, så bliver svaret selvfølgelig et ja – dog med små forbehold!
Læg en kommentar