Så er der endelig ved at komme lidt rigtig forår i luften. Staudebedet har fået en omgang forårsrengøring med nedklipning af de visne stauder og lidt ny kompost på toppen. Så ser det hele pludselig mere friskt og mindre vintertrist ud, og man kan for alvor se alt det grønne, der titter op. Endelig kan vi snart igen komme ud og rigtig bruge haven – ud at nyde og ud at lege.
TEKST & FOTO: TINA ØSTERGAARD
Et skønt klatretræ i skoven kan udfordre flere aldre |
Denne nysgerrighed og opfindsomhed findes helt naturligt hos børn. I hvert fald indtil vi som voksne har fortalt dem et vist antal gange, at tingene kun må bruges på en bestemt voksen-måde; at man ikke må løbe på gangen, at sofaen kun må bruges til at sidde i, at sandet skal blive i sandkassen osv. De voksne kan også vælge at tænke, at sofaen jo ikke går i stykker af, at børnene hopper i den, og at man jo bare kan købe noget nyt sand, hvis det andet er blevet spredt for meget ud over fliserne og så i stedet sætte pris på børns fantastiske fantasi og lege-initiativer.
ENKLE, NATURLIGE RAMMER GIVER FLEST MULIGHEDER
Da børn derfor ser flere muligheder – eller i hvert fald andre muligheder – i et rum end voksne, er deres krav til legens fysiske rammer ofte meget simple. Derfor skal vi som voksne passe på, at vi ikke får låst mulighederne for meget ved at skabe nogle legerammer, der kun lægger op til én bestemt leg. Fx er aktiviteter og brug af faciliteter på traditionelle legepladser ofte ret præcist defineret og styret på forhånd i kraft af faciliteternes fysiske udformning, og derfor bliver for overplanlagte, færdigkøbte legeinstallationer hurtigt lidt kedelige. For når børnene de første 20 gange har gjort det, som det producerede klatrestativ netop er beregnet til, så er det ofte ikke specielt sjovt længere.
Det fantastiske ved naturen er, at den ikke fortæller, hvad “legeredskaberne” skal bruges til. Her lægges derimod op til en række af muligheder, hvor børnene med deres fantasi selv kan udfylde rammerne med nye lege fra gang til gang. Naturen (og naturlegepladser) kan derfor bruges af en bredere børnegruppe og er mere interessant i længden.
Det er eksempelvis blevet kortlagt, at børn langt hurtigere bare hænger og ikke ved, hvad de skal lave, på de traditionelle legepladser med gynger, rutsjebaner, sandkasser mv., end hvis det er en naturlegeplads, der består af skov og træer, og som indeholder elementer af legepladsudstyr, der er fremstillet af naturmaterialer som træ og tovværk. Disse legepladser vil ofte føre til mere entusiastisk, aktiv og udfordrende leg blandt børn. Så når vi skal lave uderum, der appellerer til børnenes fantasi og sanser, kan det i den grad være en god ide at skele til naturen – for den kan nu engang lave spændende og udfordrende uderum på en måde, som vi mennesker altså slet ikke kan hamle op med.
Endnu en krølle på den historie er, at forskning har vist, at i naturbørnehaver leger piger og drenge oftere med hinanden end i almindelige børnehaver. Jeg tænker, at det netop må skyldes, at legen bliver mere fri og ikke er struktureret omkring bestemte klassiske lege. Legen bliver på den måde mere rummelig, når den foregår i naturen.
HVORDAN OVERFØRES DETTE TIL EN LILLE HAVE?
I ens egen have kan man derfor gøre to ting. Enten kan man indrette den så tæt på naturen som muligt med væltede træstammer, mudderhuller og krat, eller også skal man sørge for ikke at låse rammerne for meget, når man laver et bygget miljø. I vores have er min plan, at jeg benytter den ene strategi i baghaven og den anden i forhaven; så fri natur i baghaven inden for pladsens begrænsede muligheder og et bygget, men frit legemiljø i forhaven.
Det mest enkle er nok baghaven, da jeg her har naturen at kigge efter. Sværere er det at skabe de frie legemuligheder i et konstrueret, bebygget miljø. Jeg har her fokus på forskellige ting. Som den ene ting har jeg bevidst holdt vores legehus så simpelt i sin udformning som muligt. Her er ikke på forhånd defineret, om det er et prinsesseslot, en købmandsbutik eller en troldehule. Ved at holde rammerne enkle kan børnene selv fylde resten oveni.
Yderligere vil jeg, som beskrevet i en tidligere artikel, rigtig gerne have bygget en pergola, så der også bliver muligheder for at klatre og gynge. Det skal ikke være et klatrestativ, der er konstrueret med en bestemt leg i tankerne, men derimod en konstruktion med nogle reb her og der, som kan bruges alt efter, hvad børnene finder på – og som de kan klatre på alt efter alder og behov for spænding. Suppleret med nogle tæpper og lange grene, så kan pergolaen pludselig rumme flere funktioner – andet end kun at være en spiseplads og et gyngestativ.
FLYTBART BØRNEINVENTAR OG MASSER AF DIMSER
Jeg læste et sted en fin skelnen mellem “Steder til børn” versus “Børnenes steder”. For der kan være stor forskel på, hvad vi indretter som særlige steder til børn – såsom legehus, sandkasse mv. – og de steder, som børnene selv oplever som deres eget sted. Det kan nemlig sagtens bare være et lille sted bag ved en busk, som de særligt oplever som deres eget. Derfor er det vigtigt at give rum for disse steder – at lade dem gro frem, hvis de opstår. Ofte er de knyttet til en bestemt leg og forsvinder derfor igen. Det kan være det midlertidige fængsel i bøgehækken eller den lille frisørsalon i hjørnet af haven. Den mest enkle måde at give rum for børnenes egne steder, er ved at have meget mobilt børneinventar og løse redskaber og dimser.
De fleste børn elsker nemlig at kunne bygge, at flytte rundt, at møblere og indrette sig med et eller andet. Hos os har vi derfor en masse flytbare stole og borde i børnestørrelse. De er guld værd og har været basis for alverdens forskellige lege. På samme måde har den hjemmesyede enkle tipi været perfekt at kunne slå op forskellige steder i haven som et midlertidigt “børnenes eget sted”, hvor de har kunnet lege lidt gemt væk fra voksenblikke. Et hemmeligt rum i rummet.
Desuden er sten, grus, pinde, grene – i det hele taget dimser af forskellig slags – perfekte til formålet. Og rigtig tit faktisk bedre end noget færdigstøbt plastik, da dette jo forestiller noget bestemt på forhånd. En sten kan være alt muligt – et plastiklagkagestykke lidt mindre. Og hvis man som voksen synes, at det begynder at blive lige rigeligt med rod, så er det bare op med det hele i nogle hyggelige kurve, spande eller kasser, når legen er slut. Så er der ryddet op og klar til, at en ny leg kan forme sig på en ny måde næste gang.
Du kan se meget mere til Tinas have på Instagram og læse om hendes havedesigns på hjemmesiden Familiens have
Enig enig. Og det er ikke så længe siden jeg fandt en nedgravet "skat", ungerne for mange år siden gravede ned under en røverleg, og har haft glemt. Og de er voksne nu. Jeg blev helt nosgalgisk.
hilsner Gunvor
Aj hvor hyggeligt:)
Hvor kan jeg følge dig – og ved at lade rammer være åbne og vise ens børn, at verden er mere end det andre på forhånd har bestemt, ja så giver man dem en fin lille gave at tage med sig.
Tænker, at der ikke er meget værre end en have fyldt med alle mulige sager, som ungerne ikke længere gider lege med, og som forældrene mugger over ikke bliver brugt nok!
Her har vi i tørrestativet (det er sådan et solidt et i jern, som er sat ned for 60 år siden, og som sikkert aldrig kommer op igen) haft både gynge og nu gymnastikringe. De er her så længe de er interessante, og kan pakkes væk, når tiden ikke lige et til det. Ellers er vand, pinde, jord, frodige haverum at gennem sig i og et legehus hvor børnene alene herske det, der tager størsteparten af drengenens tid… Herligt!
Mange hilsner og tak for en fin artikel
Katinka
Ja det er vidunderligt så enkelt, det egentlig kan være! Er også helt vild med din have – både den danske og den svenske:)