ANNONCE

lørdag den 15. august 2015

I HAVEN HOS SØS KJELDSEN

HAVEREPORTAGE

I sommeren 2014 blev jeg kontaktet af Søs Kjeldsen fra TV2 / ØSTJYLLAND, der gerne ville komme på besøg og høre mere om mig og min haveinteresse, min haveblog og ikke mindst - HAVEFOLKET. Efter nogen overvejelse besluttede jeg mig for at sige ja.


TEKST & FOTO: LONE






Efter et meget hyggeligt besøg af Søs (og hendes kameramand) i min private have i Skanderborg var det helt naturligt at spørge Søs, om ikke vi skulle gøre det igen: Mødes over en havesnak. Altså mødes hos Søs, så jeg kunne se den have, hun i løbet af vores timer sammen også havde fået lejlighed til at fortælle om med stor passion.

Som jeg, havde Søs også brug for lidt betænkningstid, men også hun slog til, og kort tid efter mødtes vi igen. Denne gang i hendes skønne have i Aarhus. Og det var herligt igen at mærke, at en person som Søs, som jeg kender så udmærket fra mange udsendelser på TV2/ØSTJYLLAND, også er et dybt passioneret havemenneske - og det i den grad. Jeg havde ikke været længe indenfor havelågen, før snakken igen gik lystigt (denne gang uden kameramand.)

Søs KjeldsenSøs fortalte smilende om sin brændende passion. Om hvordan hun fx bare lige aftenen forinden havde været ude og nyde sommeraftenen i haven, indtil det blev mørkt. Gik og nød det stille vejr - fejede, tørrede af, deadheadede, vandede mv.

På samme måde kunne jeg forstå, at haven også er noget af det første, der får opmærksomheden om morgenen, hvor Søs går en tur ned i haven, før hun går i gang med dagens arbejde. Hun kigger til fiskene, tjekker væksthuset og fylder de mange fuglebade, hvis de trænger. Søs og hendes mand Kim har boet her i huset i rigtig mange år, men det er faktisk først i de senere år, at haveinteressen for alvor har fået tag i Søs.



HUS INDENFOR RINGGADEN
Da Søs og Kim var ganske unge, var de på udkig efter en ny fælles bopæl i Aarhus. Kim ville bo indenfor Ringgaden, og Søs ville gerne have lidt jord, så man kunne stille en stol ud, nyde vejret og fx spise ude. Så i 1981 købte de huset her tæt på Universitetet i Aarhus. Søs var nyuddannet journalist, og de havde endnu ingen børn. Siden kom børnene til, og de er nu flyttet hjemmefra, så nu er Søs og Kim igen kun to i den fine rødstensvilla.

Haven bestod oprindeligt af en græsplæne med en masse gamle æbletræer. Desværre er træerne med årene lige så stille gået til, og i dag er der kun ét af de gamle smukke træer tilbage. Indtil 1996 var der således kun græsplæne i haven, men den blev flittigt brugt. Ofte spiste hele familien ude, og de nød haven som uderum - som en forlængelse af huset. Havearbejde var noget der fulgte med, men blev absolut ikke betragtet som en lise for sjælen. Det var det mest nødvendige, der blev klaret: Græs- og hækklipning, når det var nødvendigt.

EN TILBYGNING I 1996
I 1996 besluttede familien sig for at bygge til, og tilbygningen bestod af nyt køkken og udestue i en rund bue, der havde facade ud mod den største del af haven, der ligger på husets side væk fra vejen. Tilbygningen var med større vinduer end resten af huset, og pludselig kunne man fra dette ellers gamle hus med små vinduer, nu rigtigt nyde haven - også når man var indenfor.



TV PROGRAMMER UDVIKLEDE EN HAVEGLÆDE
I 2002 var Søs vært for et program på TV2 / ØSTJYLLAND, der hed "Danmarks Skønneste haver". Her mødte hun bl.a. dommerne Laila Sølager og Claus Dalby. Det blev starten på en helt ny form for haveinteresse. Laila introducerede Søs til at tænke på indretning af haven på linje med boligens indretning, og det var en øjenåbner for hende. Claus Dalbys passion for planterne i haven smittede også af, og siden er alle hans bøger blevet læst - én for én. "Man bliver glad helt ind i sjælen bare af at bladre i hans smukke bøger", fortæller Søs entusiatisk.

De tre rejste landsdelene rundt og så mange interessante haver, hvoraf der blev udvalgt seks finalister, der var med i haveprogrammerne. Programmerne og de passionerede dommere var som afgørende faktor med til at åbne Søs' øjne for hele denne side af havelivet, og siden har hun været "hooked".

MANGE HAVEBØGER
Siden den første interesse således indtraf har Søs læst alverdens havebøger. Der lånes flittigt på biblioteket og blandt andet taler hun meget varmt om bogen "Garden People". En anden bog, der har gjort stort indtryk, er Kjeld Slots bog "Havespor", hvor Søs faldt pladask for udestuen, som Kjeld kalder "Kiosken". Den var kimen til en vedholdende drøm om et væksthus.

Søs har også været aktiv bloglæser og er det stadigvæk ind imellem. Blandt andre læses HAVEFOLKET med stor interesse. Søs elsker, når der er fif til smarte ting til havearbejdet. Fx har hun på en blog læst et tip om at have kurve stående rundt om i haven til ukrudt fra de daglige haveture.



Hun har fx også en vandkande stående med fugesand, så der lige kan fyldes efter i belægningerne, når der er behov. Havegrupper på Facebook følges også. Et hit er "Crimes against Horticulture", som hermed er givet videre.

KØBTE EN DEL AF NABOENS GRUND
Med havepassionen fulgte således i 2008 et stærkere og stærkere ønske om et væksthus i haven, men hvor skulle det ligge? Haven syntes umiddelbart ikke stor nok. Da var det, at hun og ægtemanden fik øje på en del af naboens jord, der lå i umiddelbar forlængelse af den lidt aflange grund. De kontaktede naboen og mødtes på grunden, der lå i skillelinjen mellem deres to kompostbunker i enden af haverne, og de to naboer blev ganske hurtigt enige om overtagelsen til Søs' store glæde.

Den 165 m2 store udvidelse, der samtidig gav en forlængelse af grunden på 15 m, tog to år pga. behandlingstiden, men så var grunden også på plads, og den nye indretning kunne begynde. Med i handlen fulgte et stort møllehjul, der lå på grundstykket. Det har i dag hovedrollen i et rundt bord bagerst i haven sat sammen med havemøbler fra 60'erne arvet fra svigermor, og stedet er et evigt minde om overtagelsen.



INDRETNINGEN AF DET NYE HAVERUM
Det gav næsten sig selv, hvordan det hele skulle være. Søs ville gerne have et væksthus med terrasse foran. Og hun ville også gerne have lidt terrasse bagved, hvorfra hun ville have et kig udover hele haven og tilbage mod huset.


Et bassin skulle der også være plads til, og det hjalp havearkitekt Laila Sølager med at få placeret ved et besøg i haven.



Laila Sølager var ligeledes med til planlægning af bedene, der omgiver bassinet.


VÆKSTHUSET
2012 blev opførelsesåret for væksthuset. Projektet blev tegnet af arkitekt Lars Bendix efter præcise ønsker fra Søs, og målet for aflevering af projektet var lige foran næsen på dem: Søs' yngste søn og svigerdatter skulle nemlig låne haven til deres bryllup i august.

De smagfulde belægninger, der er tegnet og udført af Lis Mikkelsen, omfatter blandt andet en sti fra huset til pladsen ved væksthuset. Denne er Kims aftryk.

Han ville gerne kunne gå på belægning fra huset til havens bund med væksthus. Og den beslutning er Søs meget glad for i dag.


Sommeren 2012 blev en travl tid. Da væksthuset var ved at være færdigt, skulle der også plantes. Men det var store arealer, der skulle findes planter til. Så Søs skrev til sit kvindenetværk, og allerede næste morgen lå de første tilbud om planter, der kunne hentes. Indenfor få dage fik hun massevis af mails retur og kørte rundt til veninderne og hentede arvegods. Søs havde aldrig før haft staudebede, så hun forsøgte sig frem med tone-i-tone ved at få information fra alle veninderne om farve på de udleverede stauder, og så blev der plantet herefter. Farverne er således opdelt i zoner med henholdsvis hvidt, blåt, lyserød og rødlig/orange i flammebedet allerbagerst i haven.

FLERE PLANTEGAVER
Da væksthuset stod færdigt, var der mange venner og bekendte, der tilbød, at Søs kunne overtage deres tropiske planter, som de ikke selv havde plads til længere. På den måde blev huset nærmest fyldt op.

Selv fire smukke store oliventræer, der indrammer terrassen ved væksthuset, er en gave fra en god ven.



Indretningen omkring det gennemførte væksthus får selskab af diverse krukkeplanter. Fx har Søs lækre hvide skærmliljer i smukke terrakottakrukker.

Sammen med oliventræerne giver skærmliljerne hele området en fantastisk sommerferiestemning.



ÆNDRING AF BEDENE
Fra opbygningen af området omkring væksthuset var der udlagt ét stort bed foran væksthuset. Det viste sig dog på sigt at være for kompakt og for uoverskueligt for Søs at passe, så efter et konsulentbesøg ved havearkitekt Kjeld Slot blev bedet ændret til to smalle bede, der følger cirkelslaget fra facaden i tilbygningen.


En god beslutning, synes Søs, og selvom anlæggelsen er forholdsvis ny, kan man tydeligt se, at det er en god disponering. "I hvert fald er det slut med at knække blomsterne med bagdelen, når der skal luges", konstaterer Søs grinende.

I de store bede er blandt andet rosen 'Rhapsody in blue' og den hvide rose 'Karen Blixen'.



FORHAVEN 
Forhaven er indrettet med inspiration fra en af Claus Dalbys mange bøger - fra "Hemmelige haver". Her faldt Søs for en have med store buksbom mv.



Detaljer omkring krukker og sommerblomster er holdt i enkle løsninger, og det giver alt i alt en delikat og rolig ankomst som lækker kontrast til det blomsterflor, der venter rundt om hjørnet.

HAVEOPHOLD & ARBEJDET
Søs' mand Kim er ikke den passionerede havemand, men han er alligevel glad for at bruge den og det er nok for Søs. Væksthuset bruges nærmest som sommerhus. Her spises der aftensmad tæt på hver aften i hele sommerhalvåret. Ofte tages også frokosten med herud. Og ægtemanden bruger ofte huset til møder i haven.



Men havearbejdet er helt og alene Søs' opgave, og hun finder, at det er ret så tilfredsstillende at gøre det hele selv. Det eneste, der er lidt besværligt, er udfordringen med haveaffald efter store operationer i haven som hækklipning mv. Parret har ingen krog på bilen - ej heller en trailer - så hvis der skal noget på genbrugsstationen, skal der lånes både trailer og bil - eller en sød veninde med hele pakken. I det daglige løses udfordringen dog snildt med plastiksække, der køres til nærmeste genbrugsstation.

Haven vandes med regnvand fra væksthusets tag. Det opsamles i en stor nedgravet vandtank på 4.000 l. 

DET BEDSTE VED AT HAVE EN HAVE...
Søs har altid gerne villet være ude, men hvad skulle hun finde på - også på dage hvor det måske ikke lige var vejr til at sidde og nyde solen. Efter haveinteressen er spiret er der for alvor en grund til at komme ud: "Nu kan jeg gå i haven og samtidig nyde den friske luft. Og så er havearbejdet den perfekte måde at være ude på samtidig med, at jeg får brugt min krop. Her kan jeg lave noget fysisk og få pulsen op."



NYE HAVEUDSENDELSER
Nu skal Søs igen i gang med at lave haveudsendelser til TV2 / ØSTJYLLAND under titlen "Havemennesker". Hun har, da jeg er på besøg i haven, lige været 11-12 dage ude og besøge en masse spændende haver til programmerne. I udsendelserne følger Søs tre havearkitekters arbejde og ligeledes de familier og haver, som arkitekterne hjælper. Havearkitekterne er Kjeld Slot, Hanne Nippin og Anne Brandt. Alle fra Østjylland. Også Laila Sølager er med i udsendelserne med små indslag, kaldet "Lailas fif".

Søs har selv været meget glad for hjælp fra havearkitekter i sin egen have og vil meget gerne være med til at slå et slag for, at andre også kan få glæde af den assistance, der ligger i at bruge havedesignere, der har erfaring og professionel baggrund til at indrette haver, så de fungerer og indretningsmæssigt hænger sammen - året rundt. Programmerne skildrer både havearkitekternes visioner for haverne og også ejernes drømme for deres haver. Ejerne er både unge og ældre, og haverne er en bred vifte af danske haver.

I udsendelserne besøger Søs også andre haver og har som nævnt tidligere blandt andet været på besøg i min egen have, hvor vi også har talt om haveblogs og havefolket.com. Og om hvorfor det er så fantastisk at finde havefællesskaber og inspiration til haven - også på nettet.

Søs ser det som en gave at få lov at følge projekterne i forbindelse med de nye TV-programmer, og hun glæder sig måske næsten lige så meget som haveejerne til at se resultaterne af havearkitekternes arbejde.



FIRE SPØRGSMÅL
I programmerne stiller Søs alle deltagerne nogle essentielle spørgsmål vedr. havearbejde. Og som afslutning på interviewet stiller jeg naturligvis lige de fire spørgsmål tilbage til Søs selv.

Hvad gør du med dit haveaffald?
"Haveaffald er et problem, der snart skal løses! Lige nu er det grimme plastsække, der ind imellem skal køres til genbrugspladsen", siger Søs smilende.

Hvad er dine yndlingsredskaber?
"Min knæpude og mit lugejern (et mælkebøttejern, red.). Jeg bruger ingen handsker, så jeg har altid sorte negle."

Hvad har du på, når du er i haven? 
"En gammel hummeljakke og hårbånd - og træsko uden hælkap."

Hvor er din yndlingsplet? 
"Helt klart i køkkenet - for herfra kan jeg stå og se ud på haven - Og det kan man jo hele året."

Selvom Søs elsker haven, så kan hun om efteråret godt blive lidt mæt af havearbejde. "Jeg nyder i den grad, at der er fire årstider i vores land, så man har vinterpause og kan lade op til næste sæson. Og så er der jo også tid til at læse de mange skønne havebøger, der findes."


HER ER VI
På besøg i den århusianske have hos journalist og havemenneske Søs Kjeldsen. Søs er af de fleste østjyder kendt som den skønne journalist og studievært på TV2 Østjylland. 

NYE HAVEPROGRAMMER FRA SØS KJELDSEN
Her i august 2015 toner hun igen frem på sendefladen med en hel række spændende haveprogrammer med fokus på havemennesker - om haveejernes drømme og havearkitektens arbejde for indfrielse af dem. 

Sendetidspunkter for programmerne er som følger: Mandag kl. 19.30 i nyhedsdelen på TV 2 | ØSTJYLLAND, mandag kl. 21.50 på TV 2 | ØSTJYLLANDs egen kanal og lørdag kl 16.00 på TV 2 | ØSTJYLLANDs egen kanal. Desuden kan programmerne ses på kanalens hjemmeside, efterhånden som de bliver sendt. Du kan finde et link til programmerne her.

3 kommentarer:

  1. Det er vel nok en skøn have Søs Kjeldsen har og en god ide at bruge havearkitekter/designere til delprojekter. Det havde været fedt at se en tegning over hvordan det ser ud nu.
    Jeg skal sørme ind og se udsendelsen fra din have, Lone:-)

    SvarSlet
  2. Jeg er også frygtelig nysgerrig, Lone. Kan ikke se et link endnu til din have, men det er vist også de nye udsendelser, der er link til?

    Det er så sjovt at høre om Søs´ groende passion for haver og haveliv. Det virker nærmest som om hun er "vågnet op", og kan mærke en trang, der har været der altid blusse ud i lus lue som passion! Og hvilken lækker have, hun har. Skøn, personlig og velkomponeret. Jeg genkender jo, Søs, hvis du læser med her, det der med, at have en mand, som "lever med den have, som konen er så glad for". Han tager det groveste og så må jeg selv om resten. Bare jeg passer det hele. Det gør jeg så, og har som du, indset, hvor vidunderligt det, faktisk er, at gå og luge og klippe og nippe og vande og feje og sådanne ting. Ja, det gør jeg så - langt fra så tjekket, som du gør. Så havehatten af og respekt for det!

    Tak for turen rundt i din have. Lone, du er en eminent fotograf og jeg er sikker på at du/hun har fanget ånden hos dig, Søs. Tak, Lone for det!

    SvarSlet
  3. Skøn have - og sjovt at få lidt baggrundsviden om endnu et passioneret havemenneske - og endnu et dejligt - dejligt indlæg. Elsker at der er masser af billeder og god tekst til det hele. Tak for det!

    SvarSlet

ANNONCE