De gode sensommerstauder er ofte i varme farver som pink, bordeaux, rød, orange og gul. Men der er fx også lige denne blå skønhed, som er fantastisk i sensommeren.
TEKST & FOTO: LONE
Geranium ‘Rozanne’ er en smuk og gavmild staude, og det er bestemt ikke uden grund, at den i 2013 blev kåret som århundredets plante på det kendte engelske Chelsea Show. Den blomstrer hele sommeren og langt ind i efteråret – helt fra juni og frem til frosten sætter ind. Nogle år kan man se den stå i blomst endnu i december måned.
Planten trives både i sol og i halvskygge og er eminent til staudebede. Den er super flot i store grupper, hvor den blålilla farve rigtig kan få lov at slå igennem. Også i krukker er den fortrinlig. Her hænger dens fine ranker ud over kanten.
STORKENÆB
Geranium ‘Rozanne’
Man ser tit Rozanne brugt i offentlige anlæg, og det er netop, fordi det er en dejlig og nem staude, der blomstrer i så utrolig lang tid og derfor er flot det meste af havesæsonen.
Rozanne er blandt andet smuk sammen med hvide og grå toner, der ligger i den mere afdæmpede ende af farveskalaen. Fx er den fin til hvide roser, den gråbladede pilebladet pære, blå petrovskia, blåkant eller blå sibirisk iris, der alle ofte ses sat sammen med den fine Rozanne.
I vores have er det sibirisk iris, der er nærmeste makker, som det ses på billederne her. Også staudesalvie ‘Ostfriesland’ står den sammen med.
Har du mon gode sensommerstauder i de kolde nuancer, som du gerne vil slå et slag for? Så sig gerne frem. Du kan deltage ved at skrive i kommentarerne herunder.
Jeg har jo ofte set billeder på bloggene af Rozanne, og i det nye nummer af Garden Illustrated er den også beskrevet som en af de bedste…. og nu her i "havefolket"….. det er da vist et hint om at jeg skal finde plads i min forkrampede have til sådan en stabejs, er det ikke….
Mon der findes forskellige slags "Rozanne"? Jeg synes min blomstrer ret tidligt (maj) mens dem vi har på mit arbejde starter blomstringen midt på sommeren og havde blomster helt ind i november sidste år?
I øvrigt verdens nemmeste plante og man får virkelig valuta for pengene!
Rozanne er i sandhed en skønhed, der giver blomsterglæde hele sæsonen. Den er også smuk i selskab med verbena hastata i enten blå eller hvid – de skønne spir giver godt modspil til de bløde, bugtende ranker fra Rozanne.
I øvrigt vil jeg anbefale alle der holder af Rozanne at kigge nærmere på geranium wallichianum. De har samme karakteristika som Rozanne; blomstrer hele sommeren, slynger sig mellem øvrige stauder og har smukke marmorerede blade. Jeg har i år sat endnu en variant – "Crystal Lake", helt sart lavendelblå med mørke støvdragere og årer. helt ufattelig smuk.
Jeg kan fuldt ud tilslutte mig alle roserne til Rozanne. Dog vil jeg lige tilføje, at de får grimme visne blade, hvis de får det alt for tørt.
Min sensommer-favorit er bjergmynte. Den står lige nu med en sky af små lyse blålilla blomster. En anden favorit er fyldt romersk kamille. Den har blomstret i flere uger, men den står fortsat fyldt med blomster. De kridhvide blomster lyser så smukt i skumringen.
Hilsen Elna
Rozanne står på min indkøbsliste,, Jeg håber på et stort plantegavekort her om få dage. Og SÅ skal der plantesoldes.
En af mine sensommerfavorit er en plox. Det er èn der har "lavet" sig selv, dvs en hjemmekrydsning. Den er hvid, men med et blåt skær, så den "lyser" om aftenen i tusmørket.
hilsner Gunvor