De gode sensommerstauder er ofte i varme farver som pink, bordeaux, rød, orange og gul. Men der er fx også lige denne blå skønhed, som er fantastisk i sensommeren.


TEKST & FOTO: LONE

Geranium ‘Rozanne’ er en smuk og gavmild staude, og det er bestemt ikke uden grund, at den i 2013 blev kåret som århundredets plante på det kendte engelske Chelsea Show. Den blomstrer hele sommeren og langt ind i efteråret – helt fra juni og frem til frosten sætter ind. Nogle år kan man se den stå i blomst endnu i december måned.

Planten trives både i sol og i halvskygge og er eminent til staudebede. Den er super flot i store grupper, hvor den blålilla farve rigtig kan få lov at slå igennem. Også i krukker er den fortrinlig. Her hænger dens fine ranker ud over kanten.

STORKENÆB
Geranium ‘Rozanne’

 

Man ser tit Rozanne brugt i offentlige anlæg, og det er netop, fordi det er en dejlig og nem staude, der blomstrer i så utrolig lang tid og derfor er flot det meste af havesæsonen.


Rozanne er blandt andet smuk sammen med hvide og grå toner, der ligger i den mere afdæmpede ende af farveskalaen. Fx er den fin til hvide roser, den gråbladede pilebladet pære, blå petrovskia, blåkant eller blå sibirisk iris, der alle ofte ses sat sammen med den fine Rozanne.

I vores have er det sibirisk iris, der er nærmeste makker, som det ses på billederne her. Også staudesalvie ‘Ostfriesland’ står den sammen med.

Har du mon gode sensommerstauder i de kolde nuancer, som du gerne vil slå et slag for? Så sig gerne frem. Du kan deltage ved at skrive i kommentarerne herunder.

FAKTANAVN: Geranium ‘Rozanne’
DANSK NAVN: Storkenæb
LYSFORHOLD: Sol/halvskygge
HÅRDFØR: Hårdfør staude
JORDBUND: Alm. havejord
VÆKST: Bunddækkende
STØRRELSE: 40-60 cm
BLOMSTRING: Juni-september
ANVENDELSE: Staudebede og krukker