Mange haveentusiaster og plantekyndige har ofte undret sig over, at man i England oplever så mange smukke og harmoniske haver, og at det ene planteeventyr afløser det andet i dette land i udkanten af Europa. Samtidig spørger mange, hvorfor det netop er England og ikke andre europæiske lande, som har skabt disse pragtfulde, afvekslende haver.


TEKST: OLE FOURNAIS, FOTO: LONE
En simpel forklaring er, at man i England i 1700-tallet oplevede en række have-og landskabsarkitekter, som med en stribe haveanlæg satte helt nye standarder for selve havebegrebet. Den mest betydningsfulde i denne gruppe var Lancelot Brown, hvis 300 års fødselsdag er blevet markeret overalt i det have- og planteentusiastiske Storbritannien gennem hele 2016. Men for at man kan forstå Browns og andres indsats og det nye havebegreb til bunds, skal nævnes, hvad deres virke byggede på.
RENÆSSANCEHAVERNE
Fra ca. 1450 til 1650 dominerede de såkaldte renæssancehaver især i Italien ofte med en opbygning med terrasserede haverum ned ad en bjergskråning, hvor hvert niveau havde sit særpræg og med afskærmende stenmure eller tætte stedsegrønne hække. Desuden rummede disse haver næsten altid en del vandanlæg placeret på en gennemgående akse plus et meget lavt parterreanlæg med sirligt klippede stedsegrønne hække i præcise mønstre – undertiden udformet som familiens våbenskjold.
Du kan læse Oles beskrivelse af renæssancehaverne i magasinet 2015/01, red.

BAROKKEN

Næste trin var barokkens meget svulstige stil med særdeles store slotshaver helst på helt fladt terræn. Barokkens faste udgangspunkt var den ofte enorme terrasses midtpunkt, hvorfra fyrsten “i eet blik” skulle kunne opleve sit haveanlæg. Alle anlæggets linier skulle mødes her, hvilket krævede omhyggelig planlægning, opmåling og afsætning. Samtidig blev det hele: plæner, parterrer, alleer, bassiner m.m. holdt i meget faste former, så barokkens nøglebegreber dermed var symmetri, geometri og matematik. Alt dette reagerede de unge britiske landskabsarkitekter imod i begyndelsen af 1700-tallet – både med en anderledes havefilosofi og af politiske grunde.Du kan læse Oles beskrivelse af barokhaverne i magasinet 2015/01, red.

FØRST OM DE POLITISKE GRUNDE
Fra at være et fattigt og tilbagestående land i udkanten af Europa udviklede England sig i løbet af 1500- og 1600-tallet til at være et område præget af dynamisk udvikling af landbrug og håndværk plus skibsfart. Specielt påvirket af regenterne Henrik den 8. og datteren Elizabeth den 1., som begge udbyggede landets forsvar og ikke lod sig kue af de dengang dominerende nabolande som stormagterne Spanien og Frankrig.

Dette blev forstærket fra omkring 1700, hvor England meget aktivt tog del i en række dynastiske problemer på kontinentet – specielt sejren i 1704 over de ellers så sejrsvante franske styrker i slaget ved Blentheim ved Donau blev et vendepunkt for Englands rolle. Gennem hele 1700-tallet var England næsten konstant i konflikt eller i direkte krig med Frankrig – med klimaks under Napoleonskrigene. Derved opstod i brede engelske kredse blandt aristokratiet og kunstnere en anti-fransk stemning, hvor alt fransk blev set som noget dårligt.
Således også i havearkitekturen, hvor der ellers mange steder i England med tydelig fransk inspiration var blevet skabt fine barokanlæg ved mange slotte plus ikke mindst ved de nye rige familiers herresæder.DERNÆST OM HAVEBEGREBET
Blandt den nye gruppe havearkitekter i England opstod en meget stor interesse for det eksotiske i form af planter fra “den nye verden” – altså fra Nord- og Sydamerika, fra Sydafrika og fra alle dele af Asien. Derfor kan barokkens havebegreb betegnes som oplysningstidens fokus på den overlegne europæiske kultur, mens dens efterfølgere nærmest åbnede blikket for globale elementer. Kort sagt, at man inddrog planter fra nær og fjern for at skabe harmoniske og farvemættede botaniske samlinger, som skulle demonstrere ejerens rigdom og viden om den store verden.Således taler man om, at englænderne ønskede at trække naturen og det åbne landskab ind i haveoplevelsen, mens barokken ønskede at skabe et tydeligt skel mellem den snavsede og vilde natur og den klart menneskeskabte kultur.

Det største engelske navn i denne gruppe var så afgjort Lancelot Brown, som gennem et relativt langt virke satte sit ganske tydelige personlige præg på haver og parker over hele landet. Brown lod sig ikke binde af barokkens faste regler, men ønskede i stedet harmoni og variation.

Brown og de andre ønskede at “lokke” besøgende gæster på slottet eller herresædet med ud for at opleve de talrige nye planter fra eksotiske steder. Derfor anlagde de lange, snoede stier, som skulle lede gæsterne rundt, og undervejs var konstant placeret spændende og interessante elementer som plantegrupper, solitærtræer, statuer, vandløb, søer – og ikke mindst udsigter.

Man ønskede et romantisk miljø – gerne med tydelig inspiration fra det fra antikken kendte begreb, Arkadien, hvor mennesket lever i sorgløs harmoni med dyr og planter. Dermed blev haven et billede på den nye tid præget af opdagelserne af mange lande og regioner, af de talrige for europæerne hidtil ukendte planter og på en måde også en borgerliggørelse af haverne. Blandt havehistorikere taler man pudsigt nok om, at de engelske havebegreber symboliserer de så velkendte begreber fra den franske revolution i 1789: frihed, lighed og broderskab.

CAPABILITY BROWN

Brown var tidens vigtigste repræsentant for denne havefilosofi, men noget for ham ganske specielt var, at han altid så muligheder, hvor andre kun så begrænsninger. Derfor fik han allerede i sin samtid tilnavnet “Capability”, under hvilket navn han omtales i britiske leksika og encyklopædier.Blandt Browns foretrukne træer var så afgjort Libanonceder, som stående solitært med de brede kroner og lysegrå-grønne farver stadig dominerer talrige britiske haveanlæg. Derudover brugte han og hans efterfølgere også kamfertræer fra Kina, ambratræer fra Chile, tulipantræer fra Nordamerika, de lavere løn fra Japan, pagodetræ fra Koreahalvøen, kæmpetræerne fra vestkysten af Nordamerika og mange andre fra fjerne lande.

Blandt deres foretrukne buske bør nævnes azalea, rhododendron, pagodebusk, kamelia, kalmia, forsythia og mange, mange andre. Endelig indplantede de med tiden også talrige nye stauder fra nær og fjern, hvilket skabte helt anderledes farvespil og variationer. Stauder var ikke nævneværdigt brugt i tidligere perioder som renæssance og barok.

Men Browns efterfølgere kombinerede ønsket om at romantisere haven med de mange blomster fra de typiske britiske cottage gardens. Et uhyre vigtigt element i denne sammenhæng var de såkaldte “Planthunters”, som på vegne af velhavere hjemme i England deltog i såvel deciderede opdagelsesrejser som mere almindelige kommercielle rejser til områder uden for Europa. Undervejs var deres opgaver at botanisere, analysere og beskrive planter, som endnu ikke var kendt derhjemme.

Mange planthunters blev senere æret ved at man opkaldte en plante efter denne person – som f.eks. artsnavnet wilsonae efter Wilson, som gennem en årrække udforskede talrige fjerne dale i Himalaya og her opdagede mange nye arter af Rhododendron, Azalea m.fl. og som den første europæer så en frugt, han kaldte “Chinese Gooseberry” = Kiwi-frugten.

Disse plantehunters’ betydning for nye plantesortimenter kan næppe overvurderes, men de er alt for ofte udeladt af historien om vore haver og planter.

I Browns ganske særlige og nyskabende design lå også et ønske om at usynliggøre overgangen fra den egentlige have til det åbne græsningslandskab og længere ude selve naturen. Sammen med andre udviklede Brown den yderst enkle, men samtidig særdeles effektive løsning med en gravet grøft med støttemur ind mod huset og skråning af græs ud mod dyrene.

Hermed var det pudsige begreb en “ha-ha-grav” skabt. Dette element betegnes “ha-ha” på alle europæiske sprog og er dermed et internationalt begreb på linie med f.eks. “espalier” og “pergola”.

BROWNS BETYDNING FOR HAVEKUNSTEN
Lancelot Capability Browns betydning for udviklingen af Europas havekunst kan næppe overvurderes: For det første skabte han den nævnte havestil med nye elementer og helt anderledes kombinationer af planter. For det andet fik han følgeskab af talrige andre landskabsarkitekter – også uden for Storbritannien. For det tredie dukker Browns ideer op igen og igen i mange senere arkitekters virke, hvor de ofte henviser til det og det Brown-projekt.

Flere havehistorikere nævner vore dages offentlige parkers udformning som udtryk for, at hans ideer stadig kan bruges, og at de faktisk bliver brugt. Fra Brown og hans efterfølgere går en lige linie via en lang række dygtige landskabsarkitekter i 1800-tallet til koryfæer som Rosemary Verey (1918-2001) og Penelope Hobhouse (født 1929), som begge har været store forbilleder for nytidens unge have- og landskabsarkitekter – og det moderne begreb “garden designers”.

BROWNS HAVEPROJEKTER
Blandt Browns over 170 haveprojektet bør følgende fremhæves – ikke mindst fordi disse stadig fremstår, som Brown udformede dem, og alle i høj grad er et besøg værd :

  • Alnwick Castle, nord for Newcastle
  • Badminton House, nord for Bath
  • Blenheim Palace, nordøst for Oxford
  • Bowood House, øst for Bath
  • Chatsworth, sydøst for Manchester
  • Claremont, sydvest for London
  • Hampton Court Palace, i sydvest London
  • Harewood House, ved Leeds
  • Highclere Castle, syd for Newbury
  • Holland Park, London
  • Kew Gardens, sydvest London
  • Lacock Abbey, sydøst for Bath
  • Longleat, syd for Bath
  • Petworth House, sydvest for Gatwick
  • Prior Park, syd for Bath
  • Sheffield Park, nord for Brighton
  • Stowe Landscape Garden, ved Oxford
  • Syon House, vest London
  • Warwick Castle, tæt ved Coventry
Blenheim Palace