For et par år siden udgav den glimrende engelske fond, National Trust, første bog i en helt ny serie : “Secret Gardens”, som sidste år blev fulgt op med “Walled Gardens” – begge blev med rette flot omtalt af den engelske presse.


TEKST: OLE FOURNAIS, FOTOS VENLIGST UDLÅNT FRA FORLAGET

Nu er der så kommet denne bog om roser og om rosenhaver – i samme praktiske format og med samme fremragende koncept: glimrende korte tekster og beskrivelser suppleret med flotte, flotte billeder. Lad det være klart fra starten: dette er en aldeles glimrende rosenbog både for grønne fagfolk og for rosenelskere.

I lighed med de første bøger i serien rummer også denne bog en række korte, letlæselige kapitler:

  • rosernes historie
  • roser til enhver havetype
  • klassiske rosenhaver i England
  • praktiske anvisninger til pleje af roser.

Gennem mange årtier har man kunnet læse talrige beretninger om roser. Forfatteren til denne bog giver et meget spændende overblik over dette emne præget af meget mystik og af mange legender. Men der er også særdeles mange fakta om roser. Forskere anslår, at de ældste fund i form af fossiler er 35 millioner år gamle, men ellers regnes fund af roser ved Knossos-templet på Kreta som det ældste: ca. 3.500 år gamle. I Kina har man illustrationer af roser i bøger fra år 500 før Kristus, og fra oldtidens Grækenland har vi beskrivelser af en række forskellige roser. Både i Kina, i den europæiske oldtid og op gennem Middelalderen har roser været brugt til fremstilling af parfume, kosmetik, mad, medicin og som dekoration ved bryllupper og begravelser.

Som symbol har roser altid været knyttet til begreber som renhed, trofasthed, romantik, kærlighed, klogskab og perfektionisme ikke mindst bragt videre af korsriddernes mange myter og legender. Senere har berømtheder som dronning Marie-Antoinette og kejserinde Josephine gjort egne rosenhaver berømte og dermed banet vejen for Victoriatidens voldsomme interesse for nye rosentyper og for deciderede rosenhaver, dvs. en særlig afdeling med roser i et større parkområde. Dette blev i England senere meget professionelt fulgt op af berømte navne som William Robinson og Gertrude Jekyll – og i nyere tid er de store navne Andre Eve i Frankrig og Peter Beales og ikke mindst David Austin i Storbritannien.

Med de sidstnævnte kommer forfatteren frem til påstanden om, at man vil kunne bruge roser i enhver havetype: store parker og ganske små forhaver, rosenbede med kun en farve og sort og bede med afstemte farver i harmoniske sammensætninger, roser under store træer og roser mellem blomstrende buske osv. osv.

Alt dette illustreres på fornemste vis med beskrivelser og billeder fra 12 af de ypperste rosenhaver i England: Hever Castle, Kiftsgate Manor, Mottisfont Abbey, Borde Hill, Cliveden Manor, Rosemoor, Sissinghurst Castle, Bateman’s Garden, Broughton Castle, Coughton Court, David Austin Roses – og endelig men absolut ikke mindst Queen Mary’s Rose Garden i Regent Park i selve London.

Rosa borbonica ‘Madama Pereire’ i haven ved Sissinghurst Castle.

Enhver, der som denne anmelder har oplevet disse rosenhaver, vil nyde billederne, genkalde sig atmosfæren og huske nogle af de enkelte rosensorter. Det er nok ikke for meget at påstå, at de engelske rosenhaver hører til blandt de ypperste. Tilsammen giver denne kavalkade et fabelagtigt indblik i rosernes verden – både i bredden, i enkeltheden og i de overvældende farvevirkninger. Men fornemmer næsten de skønne dufte. Her kan alle hente megen inspiration både fra de traditionelle rosenhaver, fra de ikoniske og endda også fra nyere rosenhaver.

Hvert haveanlæg præsenteres med fine, præcise tekster og med flotte, stemningsfulde fotografier. Her fornemmer man tydeligt den høje faglighed i sproget og i udvalget af billeder, hvilket altid kendetegner udgivelser af National Trust.

Rosa ‘White Pet’ i haven ved Hidcote Manor, Gloucestershire, i juni.

Vanen tro rummer en bog fra denne fond igen et glimrende stikordsregister med personer, steder og rosensorter – sådan skal det gøres.
Dette højner bogens brugbarhed for både grønne fagfolk og private haveejere, som alle vil kunne bruge bogens enkelte afsnit til inspiration ved anlæg af nye bede, ved omlægning af gamle bede og ikke mindst ved helt nyt design af have eller park. Derfor vil denne rosenbog fremover blive flittigt brugt af nye og erfarne haveejere, af anlægsgartnere, havekonsulenter, havearkitekter og andre designere med grønne opgaver.

Roses and Rose Gardens
Forfatter: Claire Masset
Forlag: National Trust,
Sider: 175