ANNONCE

torsdag den 4. januar 2018

SKOV OG LYSNING, EN EKSPERIMENTEL HAVE AF MIEN RUYS

HAVEDESIGN

I 2015 gæstede jeg de eksperimentelle haver skabt af Hollandske Mien Ruys. Haverne ligger i Dedemsvaart, hvor Mien Ruys' forældre i 1880'erne etablerede en planteskole, som sidenhen blev en kendt staudeplanteskole i hele Europa. 

TEKST & FOTO: LONE


Mens forældrene havde fokus på planterne, var Mien interesseret i design. I begyndelse primært i design mht. forskellige plantesammensætninger (stauder fra forældrenes planteskole) og med tiden i alle de elementer, der tilsammen skaber et havedesign. Hun studerede havearkitektur i Berlin og fik mere praktisk erfaring via ophold i England. 

For at få erfaringer og teste tankerne af i praksis etablerede Mien over en lang årerække en serie af eksperimentelle haver i sin hjemby. I alt 30 haver er der i dag i haven i Dedemsvaart. Mien Ryus døde i 1999 i en alder af 94 år, men haverne drives videre af en fond og er åbne for offentligheden, så hendes inspiration lever på mange måder videre. Også i form af en lang række bøger fra hendes hånd. Mange af nutidens landskabsarkitekter har fundet inspiration i Mien Ryus filosofie - herunder fx Piet Oudolf.

Over de kommende måneder vil vi tage jer med ind i en håndfuld af disse inspirerende haverum, der er simple og funktionelle med veldesignede geometriske former, og som samtidig afspejler hendes særkende med naturlig og rundhåndet brug af stauder.

Bos
'Skoven', hedder det haverum, som vi herunder skal se nærmere. På hollandsk 'Bos'. Rummet ligger i overgangen mellem de ældste haverum og den nyere del af haven - begge dele vender vi tilbage til senere. Her har der i mere end hundrede år ligget en lille skov, som i sin tid har fungeret som læbælte for den oprindelige planteskole.

I 1987 overgik skovstykket fra planteskolen til arealet med forsøgshaver. Den første designidé var at skabe et interessant område i skoven ved at tilføje en lysning. Umiddelbart var der et areal, hvor der allerede var en mindre åbning mod himlen, og ved at fjerne nogle få træer blev der skabt en næsten cirkulær lysning, der var stor nok til, at kronerne lige præcis ikke kunne nå hinanden.

Cirklen er forstærket ved en optegning af denne på terrænet med en sti hele vejen rundt.


Oprindelig var cirklen beplantet med forskellige skovrelaterede stauder som høstanemoner, bregner, 'bluebells' mm. Men designet var efter sigende for detaljeret til den lille lysning, og Mien skulle herefter have ændret beplantingen i cirklen til det helt enkle: skovsyre.


Udadtil blev arealet lukket med beplantning af rhododendron, som det tydeligt ses på billederne.


Rummet virker nærmest meditativt med den meget simple form og stringente beplantning. Tiden går nærmest i stå. Helt velplaceret er her også tilføjet en bænk, der inviterer til et roligt øjeblik i inspirerende omgivelser.


Kilde: Proeven in de Tuinen Mien Ruys, Anet Scholma & Conny den Hollander, 2015.

2 kommentarer:

  1. Enkelt er nogle gange det smukkeste. Stedet kommer på min ønskeliste, nu da jeg er blevet opmærksom på det. Skovstemningen ser fortryllende ud.
    Jeg var på havetur i Holland i 2017 (http://blog.byhaveniebeltoft.dk/?s=Holland og det var så spændende, at jeg bestemt skal derned igen og derfor samler på nye steder. Måske det bliver i år. Måske næste år.

    SvarSlet
  2. Super smukt i al sin enkelhed. Det er sådan noget lignede jeg drømmer om i vores gamle "skov". Men rådyrene har for meget at skulle ha sagt, ædt, dernede til det kan blive til så meget. Men til gengæld er der et orkester af fuglesang, vi kan høre helt op på terressen om foråret.
    Glæder mig til at se mere om Mien Ryes.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE