Da vi i starten af året planlagde at bygge et nyt haverum ud for vores køkken, vidste vi jo ikke, at vi ville få så fantastisk en sommer. Men det var den helt rette timing at få et udekøkken i år. Vi har nu lavet mad ude de fleste dage, siden rummet blev færdigt. Og rigtig mange gange har vi siddet og spist – lige der. Under åben himmel.


TEKST & FOTO: LONE

Borde og bænke blev delvist et genbrugsprojekt. Gamle borde fra vores kontor blev malet med sort udendørslak, og træet er rester fra et gulvprojekt.

Selve udekøkkenet endte også med at blive et hjemmebygget projekt. Vi havde i forvejen en vogn af treller til pizzaovnen, og for at det hele kunne passe pænt sammen, byggede vi køkkenmoduler i samme dimension og indbyggede heri en gasgrill.

Haverummet er ‘møbleret’ med et enkelt valg af planter i bedene, og i krukkerne er der primært krydderurter, lidt spiseligt og enkelte prydplanter.

 

 

Store ‘Limelight’-hortensiaer står lige nu flot med de store blomsterstande.

Bagerst i rummet byggede vi en pergola. Denne fungerer også som tørrestativ, idet vi har spændt sort reb på tværs af den, så der er masser af tørreplads med direkte udgang fra bryggerset. Igen en funktion, vi har haft rigtig meget glæde af takket være den tørre, varme sommer.

Ingen have uden græsser. Her et fad med masser af dunborsgræsser fra Gartneriet Pedersen. Det er en af mine klare favoritter.

Et andet fad er fyldt med rosmarin, som er den krydderurt, min mand oftest griber til, når han griller store bøffer. Så det skulle der selvfølgelig være rigeligt af.

Har du spørgsmål til haverummet, må du endelig bare spørge. Du kan også se flere billeder fra rummet på min instagramprofil @havedagbogen.

Rigtig dejlig uge til dig,

I uge 17 skrev jeg sidst om haverummet, der dengang var undervejs med nye belægninger og en pergola under opbygning. Vil du se, hvordan det så ud på det tidspunkt, kan du klikke dig videre her >>.