LAURBÆR, EN KLASSIKER

Laurbær er en klassiker i køkkenet, og bladene kan bruges både friske og tørrede. Mens de er grønne, smager de af mest, men de tørrede blade holder smagen rigtig længe. Især hvis de opbevares tørt og koldt.

TEKST & FOTO: CLAUS DALBY

Jeg holder meget af den parfumerede smag af laurbærblade, og når jeg steger flæske- eller ribbenssteg, stikker jeg halverede blade ned mellem hver tredje eller fjerde svær. Ikke blot smagen, men også duften er helt fortryllende. Anvendes laurbær i en stegt ret, anbefales det at komme bladene i som noget af det første og stege dem sammen med for eksempel løg, fordi stegningen frigiver de æteriske olier. Når jeg koger kød eller fisk, kommer jeg ofte et grønt laurbærblad ved. Det samme gælder for ris, bønner og linser. Og så er laurbærblade helt uundværlige, når man sylter rødbeder.

Da laurbær stammer fra sydlige himmelstrøg, er planten ikke hårdfør på vore breddegrader. Derfor er den oplagt som krukkevækst. Så kan den jo flyttes ind, når det bliver koldt. Nogle minusgrader klarer laurbær dog fint.

Laurbær bliver både dyrket for sin kulinariske værdi, og fordi busken/træet kan formes med en saks. I mange hundrede år har mennesker klippet stedsegrønne planter i stramme former. For eksempel i de italienske og franske renæssancehaver, hvor man helt tilbage i 1400-tallet har haft tradition for at inddele haverum med snorlige buksbomhække i symmetriske linjer. I slutningen af 1600-tallet skiftede stilen til barok, men det gjorde ikke formklipning mindre populær. Barokhaven var ligeledes stram og symmetrisk med aksefaste alleer, springvand, fontæner samt parterrebede. Og rundtomkring havde man formklippede laurbærtræer på stamme og som kegleformede buske.

Du kan læse meget mere om Claus Dalby og hans dyrkning af køkkenhave i krukker i bogen Krukke-køkkenhaven.