Under broen Burrard Bridge, der ligger midt inde i storbyen Vancouver i det sydvestligste Canada, fik en mand ved navn Jason for nogle år siden den vanvittige idé at anlægge en have – uden at spørge om lov først.
TEKST & FOTO: SIGNE
Jeg rendte tilfældigt ind i Jason under broen en regnfuld lørdag morgen sidst i juni 2012, og han brugte et par timer på at vise mig rundt og fortælle om dette forunderlige sted.
Oprindeligt var området under broen et trøstesløst sted med beton og murbrokker, henkastet affald og brugte kanyler. Og med beliggenheden under en stærkt trafikeret vej, uden direkte sol og skærmet mod enhver naturlig vanding fra oven, var det nok de færreste, der ville have fundet på at gå i gang med at anlægge en have lige netop her.
Han fortalte hvordan han var gået i gang i et hjørne med at rydde for affald og betonblokke, og han lavede en aftale med den lokale Starbucks-kaffebar om at han kunne få deres brugte kaffefiltre.
Langsomt bid for bid begyndte forvandlingen, og små planter begyndte at skyde frem af kaffegrumset, vandet med en slange, der i al hemmelighed var
blevet koblet til et af de nærliggende huse.
sig til og begyndte at hjælpe med projektet.
Folk kom med planter, hjalp til med vandingen, og der blev sat kompostbeholdere op, som naboerne begyndte at fylde.
I dag er der en fast kerne på knap 10 personer, der kommer og er med til at passe haverne. De hjælper hinanden, men har også delt det mellem sig,
så en tager sig af nogle af bedene og en anden tager sig af nogle andre – og med hver deres personlige særpræg.
Forbipasserende stopper ofte op og nyder haven inden de går videre, og der kommer mange påskønnende og opmuntrende tilråb.
Mens jeg er der, kommer flere af de forbipasserende naboer lige hen for at give Jason eller én af de andre guerillagartnere et klap på skulderen eller veksle et par ord om det regnfulde sommervejr.
Jason kan også fortælle, at de stort set kender navnene på alle nabolagets hunde, fordi der lige skal hilses på, når de er ude at gå tur. Der er ingen tvivl om, at der bliver sat stor pris på den forvandling, der er foregået under broen.
Tidligere var det et utrygt sted, hvor de færreste havde lyst til at færdes, og der var en del hjemløse, der sov under broen.
I dag er det kun en enkelt af de hjemløse, en ældre mand, der er tilbage.
Han har indrettet sig en lille hule bag nogle planter op af hegnet, og har pyntet op udenfor med figurer og kunstige blomster, som han har fundet
rundt omkring. Han sørger for at samle affald sammen, hvis nogen har smidt noget i løbet af natten, og han passer godt på haverne – så ham
bliver der sat stor pris på.
Da pladsen langs vejen, der går under broen, begyndte at blive for trang, begyndte de at inddrage nye forsømte områder under broen – både ned mod
vandet og op mod trappen, der fører op til den trafikerede vej, der går over broen.
Langs hegnet blev der plantet stokroser, majs og meget andet. Og en nabo kom forbi med en klematis, der i dag slynger sig villigt rundt om pigtråden – meget symbolsk.
Ved siden af trappen op til broen åbner sig endnu en lille have, og bag den en lille lund. Tidligere var der hegn her og ingen brugte området. I
dag bliver det brugt og påskønnet.
Jason har plantet sedum rundt om træerne (overskud fra nogen, der havde lavet grønne tage), så det med tiden bliver til små lysegrønne øer i den lille lund.
I den modsatte retning, ned mod vandet, blev jeg præsenteret for Remy’s have.
Remy var en af dem, der var med til at passe haverne, men han var pludselig blevet syg. Det viste sig, at han havde fået kræft, der havde spredt sig til hele kroppen, og han døde kort efter.
Jason sænker stemmen og øjnene bliver fugtige, mens han fortæller om Remy og det nære venskab, der var opstået mellem dem her under broen.
Til minde om Remy havde alle haft planter med, og man havde i fællesskab lavet denne mindehave for ham under broen.
Det var også her i Remy’s have, at Jason viste mig kunsten at stable sten – det skulle være en fantastisk metode til at forebygge stress, og en
beskæftigelse han kunne bruge timer på. Og de skulle selvfølgelig lige vandes, så stenenes skønhed for alvor kom til deres ret.
Den allernyeste have bestod af et par bede på skråningen helt ned mod vandet, hvor der var plantet forskellige grøntsager.
I dag er haverne under Burrard Bridge kommet med i Vancouvers “Green Streets” program.
Fra byens side har man installeret en vandpost, så de ikke længere behøver at tuske sig til det fra nærliggende bygninger. De hjælper også med et
par læs muldjord og lidt gode råd, når der er behov for det. Til gengæld er der et krav om, at de ikke må dyrke grøntsager – men det lader sådan en flok guerillagartnere sig tilsyneladende ikke stoppe af.
Man kan i øvrigt på Youtube finde dette lille klip, hvor Jason fortæller og man kan se, hvordan haven så ud tidligere – jeg tror, at klippet er ca. 5 år gammelt.
Det var dog fantastisk….flere af sådanne rebeller der forskønner uskønne steder…. :))
Halleluja….sikke en smuk historie. Som et moderne juleeventyr. Sådan en beretning får virkelig een til at genoprette sin til tider vaklende tiltro til menneskeheden. Tænk at sådan et trøstesløst og menneskefjendsk betonhelvede på Jord kan omdannes til et grønt og frodigt Paradis af folk med visioner og trang til at forskønne omverden.
Således opmuntret sendes de varmeste hilsner med tak for en super artikel.
Dejlig historie og fine billeder:-) Må den historie sprede sig, så endnu flere får lyst til at beplante triste steder.
Også jeg blev vældig opmuntret.
Hvor er det en smuk oase Jason og hans guerillaer har skabt.
Sikke en god historie og med en lykkelig "slutning" – at haven er indlemmet i Vancouvers "Green Streets" program. Jasons have under broen er rigtig køn, det synes jeg ikke altid Guerilla gardening er (undskyld).
Dit indlæg fik mig igen til at tænke på Camilla Berners Kunstprojekt Black Box Garden i 2011, hvor hun ene menneske gik igang med at samle affald og omdanne uskønne Krøyers Plads til en grøn plads (en eng, vil jeg kalde den). Undervejs i årets løb forsøgte hun at holde sig væk for at se om andre tog over, men nej…..
Camilla Berner førte dagbog på en blog i de måneder i 2011 hendes projekt stod på, her f.eks hendes beretning fra dag 19 – http://blackboxgarden.blogspot.dk/2011/05/dag-19_6796.html.
En fin historie, der rører, fordi mennesker finder sammen på tværs. Især historien om Remy rørte mig. Tænk efterfølgende at få en mindehave. Det er da ikke mange beskåret.
Godt at det endelig lykkes at få Vancouver til at tage haven under sine vinger. Dejlig fortælling.
Sikke en dejlig historie. Det viser hvad folk kan drive det til hvis de står sammen. Det burde vi måske prøve andre steder?
Med venlig hilsen
Lone SP
SKØN artikel og dejligt at der findes sådanne mennesker – måske er der alligevel et lille bitte håb for moder jord.
Hvilken pragtfuld julehistorie med happy ending. Jason og hans "kumpaner" har virkelig gjort en forskel for deres område, det kan man da kun blive glad af at læse om. Stablingen af stenene er også helt forrygende. Et fantastisk menneske du der har mødt… :o)
Sikke en spændende artikel. Tak for den, det giver stof til eftertanke for hvor har vi i Danmark mange uskønne områder som kunne trænge til en Jason.
Kh. Anne-Mette
Fantastisk hvad folk kan skabe, hvis de virkelig vil!
Et moderne eventyr fra den virkelige verden – med frodig og blomstrende skønhed, den hjemløse, som får "tag" over hovedet, mennesker, der mødes, fællesskaber opstår og prinsen, der får sin anerkendelse til slut og (ind)viet i byens Green Street program…
Hilsen Pia
En fantastisk historie og så fint at den er sann. Hilsen Anne
Det er jo en ren eventyrhistorie:-)
Tænk at skabe en have på en grund, som man ikke ejer…at skabe så meget skønhed, som man ikke kan være sikker på, må få lov at forblive særlig lang tid.. Det er jo næsten Christiania om igen