Maj er bare så smuk! Og det skorter som sædvanlig ikke på livlige aktiviteter i Frilandsmuseets haver. Denne gang skal vi se på rumper, kanter og rækker, blomstrende træer, buske og planter. Og så nogle af alle de vidunderlige detaljer, som man kan fortabe sig fuldstændig i. 

TEKST: MARIANNE, FOTO: FRILANDSMUSEET & MARIANNE

Man skal altså virkelig have en meget sikker hånd, når man arbejder med haverne på landets nationale frilandsmuseum. Eller sikker spade for den sags skyld. Og kantstikker, saks – for ikke at tale om skuffejern til at markere såriller med, vandkander til at forvande inden såningen med osv., for i mange af haverne er det hele snorlige.

Her ser vi til højre oldermand Eva og Kathaleen med snore klar til at markere sårækkerne. Vi ser også nogle løg, der er blevet kasseret, og som Eva forklarer med en bestemt mine. “Vi har haft løgskimmel, så vi holder karantæne på tredje år nu.”

Der kommet styr på vinterportulakken, som nu står og er klar til at så sig et nyt sted nemlig under bønnestagerne af lange, robuste hasselkæppe. Purløgene er på vej i blomst! Jeg håber, de bliver spist af nogen. Denne svage purløgssmag og disse bedårende lysviolette blomster kan kvikke selv en pauver salat op. Husk, hvis du selv har purløg, der blomstrer, så klip dem af. Helt ned, så de kan skyde friske skud igen til høst om en lille måned. Du kan også fryse dine purløgsblomster. Det er altså herligt at kunne hale sådan nogle specialiteter ud en sen efterårsdag, hvor man har haft blæst i håret og har fået tændt stearinlysene.


FLID 
Her nedenfor er det gården fra Bornholm, som vi også viste i vores julemagasin. Det er en yderst velholdt og charmerende gård. Jeg er fuld af beundring over den flid, der i gamle dage er blevet lagt for dagen hele året igennem for at passe og pleje disse haver, så man kunne høste så rigeligt af dem, at man kunne brødføde sin familie.

Tilbage til de lige rækker og de pertentlige og flittige hænder. Langt de fleste steder er det et helt bevidst valg at lade en enkelt plante vokse, hvor den selv vil, bare fordi den er så indtagende. Men ellers bliver  mælde, vortemælk, portulak, mælkebøtte, skvalderkål, kvikgræs og andet “unkraut” fjernet med hård hånd. Både langs og under buksbomhækkene, på og langs grusstier og græskanter. I stensætningerne langs husene under stråtagene. You name it.

Der er en stolthed ved at gøre tingene ordentligt – også i dag. De fleste, der arbejder med haverne, har deres eget område, og det gør jo, at man sætter en ære i at holde det rent og pænt.

Hvad man skulle med al den bare jord, er jeg til gengæld ret uforstående overfor. Men det er helt sikkert historisk korrekt. Blot er naturen jo indrettet sådan, at jord altid bliver dækket, med mindre den er forurenet. De velholdte bede har ganske givet skabt en vis respekt. Man havde folk til den slags, og det skulle kunne ses. Både jord og planter ville jo have langt bedre af, at jorden var dækket enten af lave vækster eller af jorddække: halm, græs eller andet, der dækker, gøder og holder på fugtigheden med op til 60%. Men som sagt, det skulle kunne ses, at der var styr på sagerne.

HÅNDVÆRKETS DAGE
I maj har der også været håndværkets dage. Frilandsmuseet besidder nemlig en hel del spidskompetencer inden for gamle håndværksfag, og det lærer de gerne fra sig på disse dage. Så ejer du en gammel ejendom og går og overvejer, hvordan du selv blander din linolie, hvordan du smeder dit stakit, reparerer spærene eller lign., så kan du komme igen til september og stille spørgsmål til håndværkerne.

 

 

Som jeg nævnte i “Årets gang i april”, er endnu et laug opstået. Det er havemøbellauget, og der er faktisk en del at gøre. Nogle af havemøblerne er allerede repareret, men for høje, så de skal saves til i den rigtige højde, hvilket forekommer mig at være et præcisionsarbejde, der ligefrem overgår de lige snore. De skal jo ikke vippe. Finn er i gang her, og kan man forestille sig et hyggeligere frivilligt arbejde?

 

 

 

CLIFFHANGER: STENSTRUPHUSET
Kan man tillade sig at have den samme cliffhanger to gange i træk? Jo, når det drejer sig om Stenstruphuset, som er i gang med at blive skabt som et sansehus- og have, så må vi godt, for tilblivelsen af sådan et læringssted er yderst interessant. Der er foretaget et hav af research, der ligger grundige overvejelser omkring den bedst mulige formidling, og så er det bare så sjovt at følge med i det hele fra sidelinjen. 

Som de skriver selv på Websiden: 
“Huset er oprindeligt fra 1684 men står indrettet som det så ud omkring 1800.Håndværkerne er færdige og nu er formidlingsfolkene igang med at indrette huset så vi den 28. juni kan slå dørene op for sanselig formidling for skoler, familier, grupper og ‘strøgkunder’. Huset er fra 1684 og opført som enkesæde i Stenstrup på Sydfyn. Det står nu i museets fynske afdeling, skråt overfor gården fra Lundager og ved siden af smedjen fra Ørbæk. Vi får dermed en fin fynsk landsby som den kunne se ud i perioden lige før de store landboreformer ændrede landsbyernes udseende. 

Huset skal indrettes til formidling med og for alle sanser. Derfor kaldes huset indtil videre for “sansehuset”. Her kan man ligge i alkoverne, lave mad på det åbne ildsted, arbejde og spise ved langbordet, have gæs i gåsebænken, hente vand ved brønden, rive havens grusgange og meget mere. Udenfor er der æbletræer af gamle sorter i ‘putgården’ hvor hønsene også går, i stengærdet vokser medicin- og krydderurter og i rosenhaven vokser duftende roser af gamle sorter.”

Her er der ved at blive lavet et flettet pilehegn, der skal udgøre understellet til en bænk omkring det store træ. Så kan man sætte sig lidt ned og lade roen falde på sig, uanset om man er fire eller firs. Det er hhv. Niels, der er en af de fastansatte gartnere, og Signe, der er landskabsarkitekt, der er i gang.

Næste gang – i juni – besøger vi bl.a. Stationsbyen, som repræsenterer en nyere tid, samt en af mine absolutte yndlingshaver på Frilandsmuseet: haven omkring Møllehuset fra Ellested på Fyn.

På hjerteligt gensyn.