De fleste kender nok Gisselfeld Kloster for det uendeligt smukke Paradehus. Men omkring godset er der også en meget smuk park , som fortjener et besøg. Det er et fint anlæg, en romantisk landskabshave, som indbyder til styrede kig og iscenesatte tableauer.


TEKST & FOTO:  HENRIK

Som ved de fleste gamle huse knytter der sig en række saftige historier til dette sted. Dem springer vi over i dag og kaster os direkte ud i en slentretur gennem anlægget. Her er pænt og ryddeligt, men man vil kunne fornemme, at vedligeholdet af parken er holdt på et nøgternt niveau, hvor det primære fokus er at holde den overordnede struktur intakt. I betragtning af, hvilke omkostninger der er forbundet med drive sådan et sted, så er det fornuftigt nok. Men man skal ikke forvente overdådige bede og rabatter.

Blomster kan man til gengæld nyde – og købe – i Paradehuset. Det er et meget smukt og velproportioneret væksthus, som er fyldt med eksotiske træer, kaktus og som sagt en masse godter, der er til salg. Bemærk buskbom-parterret, hvor gartneren er i gang. Er det ikke fantastisk, hvad en klipning gør?
Parken er som sagt en romantisk, landskabelig have. Der er masser af lange kig, hvor effekten af perspektivet udnyttes til fulde.
Andre steder ledes man ad snoede stiforløb gennem stiliserede skovlandskaber med samlinger af buske og træer.
Det er især disse steder, at parken virker lidt død, og der mangler lidt styring. Men det fungerer som et grønt bagtæppe.
Det fine frøbassin står lidt ensomt i alt det grønne, men giver en stram kontrast til omgivelserne. Det er dejligt at se, at sådanne elementer bevares. Frøerne er i øvrigt rigtigt fine – den slags kryb har bare sin egen charme!
Godset er velsignet med en række søer, damme og vandløb, så der er også et fiskemesterhus! Her kan man læse og lære om stedets karper. De har nemlig sit eget museum her. Er du lystfisker eller jæger, tilbyder godset i øvrigt også mulighed for det.
Bemærk detaljerne. Fint udskårne karper på Fiskemesterhuset og de bemalede stolper, der markerer godsets jorde.
B En bænk i solen under et af parkens ældste træer. Det fantastiske ved sådant et anlæg er, at du kan SE tiden. Uanset hvor meget kunstgødning, du hælder på, så tager et træ den tid, det tager, om at blive så stort.
 En låge afgrænser parken ud mod de omgivende marker. Et gods som dette har i sin tid været et voldsomt aktivt sted med en enorm produktion af afgrøder alene til godsets eget forbrug.
Her lå køkkenhaverne i sin tid. Det flotte trappeanlæg fører ingen steder hen længere, men er udmærkede siddepladser, hvis man vil have et hvil, mens man ser ud over søen med godsets hovedbygninger i baggrunden.
HER ER VI