En arktisk tundrahave. Det er nok ikke den typiske have, men de nøjsomme, små vækster, der hører til her, er utroligt smukke. Ikke mindst på den betagende baggrund af Vadehavscenteret ved Mandø.


TEKST & FOTO:  HENRK

Millioner og atter millioner af trækfugle yngler i de arktiske områder hvert eneste år. Den særlige natur er et kæmpe spisekammer, som gør det til et optimalt sted at sætte nye fuglebørn i verden og værd at tilbagelægge tusindvis af kilometer for at komme dertil. Undervejs har mange af fuglene et pitstop her i Danmark, og en stor del af dem gæster Vadehavet ved den sydvestjyske kyst.

Her skaber vaderne og de store marskområder særlige betingelser, som gør det ideelt for fuglene at gøre ophold her. Historien og naturen, landskabet og dyrelivet formidles flot i Vadehavscenteret, der har fået et utal af priser for den smukke arkitektur. Men inde i gården gemmer der sig en perle, tundrahaven.

Det er ikke – som man kunne tro – en have af planter fra vadehavsområdet, men derimod eksempler på de planter, der vokser i de arktiske områder. Nogle af de samme typer, som du vil finde i et stenbed eller et bed med alpine planter.

 

 

Det er vækster, der trives i tørre, næringsfattige, solåbne områder, som vi ikke har så mange af i Danmark. Bedene er smukt sammensatte som levende mosaikker – tætte tæpper med mange nuancer af grønt, rosa, hvidt.

Bedene er dygtgt flettet ind i klinkebelægningen i stedet for at have en tydelig, markeret kant. Det er en ret effektfuld måde at lave den slags på, som nærmest fader ud i belægningen.

 

 

 

 

Komplekset består dels af renoverede bygninger og nye tilbygninger, hvor de sidste er usædvanlige ved, at både tag og facade er stråtækket. De brændte tegl, fladerne med strå og den rå træbeklædning går op i en højere enhed og klæder hinanden virkelig godt. Særligt på sådan en varm, tør sommerdag.

 

 

VADEHAVSCENTERET
Okholmvej 5, Vester Vedsted
6760 Ribe

www.vadehavscentret.dk