Nu, hvor der ikke længere blæser nedfaldne blade rundt i haven, og solen giver lys i mange timer om dagen, er det blevet tid til et af forårets gøremål: rensning af spejlbassinet. Jeg har haft mit bassin i nogle år nu og har konstateret, at der ikke kan opretholdes en naturlig balance, hvor vandet af sig selv vil holde sig rent. Selv om det er en begrænset mængde vand, så kan det alligevel rumme en stor mængde alger – hvis det får lov.
TEKST & FOTO: HENRIK
Sidste år prøvede jeg at udskyde rensningen, fordi jeg ville se, hvordan det hele artede sig, hvis naturen fik lov at gå sin gang. Først blev vandet grønt af alger som en eksotisk drink. Det var ikke egentlig grimt, men heller ikke det udtryk, man ønsker på et spejlbassin.
Med tiden døde algerne, og de faldt til bunden og efterlod vandet fint og klart – hvis altså man så bort fra noget rustrødt slam på bunden. Det kunne jeg ikke leve med i længden, så konklusionen blev, at bassinet bliver nødt til at blive renset op en gang årligt. Det tidspunkt er nu, hvor varmen og lyset får algevæksten til at eksplodere.
Jeg har været så glad for bassinet, for det er utroligt, hvor megen glæde man kan have af de spejlinger, det giver. Selv et godt regnvejr bliver interessant, når man kan følge dråbernes ‘pjasken’ ned i vandet – eller isen på overfladen om vinteren.
Der kommer også et andet dyreliv i haven, når der er vand. Andre insekter kommer til, og selv dyr, der kun lever i vand, finder vej, hvor de så end kommer fra: dafnier, vandkalve og skøjteløbere.
Så er der jo også det gode ved at bassin, at det er en god anledning til at købe grej. Som nu denne dykpumpe, som i år gjorde tømning af bassinet til en leg. I sådan et lavt bassin er det ikke til at komme til med spande og på den måde lænse det. Haven ligger desuden lavere end terrænet udenom, så spejdertricket med at suge vandet op i en slange og lade tyngdekraften gøre resten virker ikke her. Eneste minus var, at jeg ikke lige havde spottet, at der skulle en betydelig større slange på end min sølle haveslange. Lidt gaffatape klarede nødtørftigt opgaven, så bassinet kunne blive tømt.
Med en kost blev alger og slam skubbet sammen, så det forsigtigt kunne skrabes op, og en spuling gjorde bassinfolien fin og ren igen. Det gik overraskende nemt, og det sidste fortyndede algevand kunne pumpen hive op og pumpe ud. Skønt, når denne slags opgaver går lidt kvikt, for det er altså ikke det sjoveste i verden og kunne godt blive skubbet af to-do-listen igen og igen, hvis det var alt for besværligt.
Så blev det tid til påfyldning af rent vand, og der er en tydelig forskel at se. Spejleffekten er bedst, når vandet er klart, og bunden mørk. Mit bassin er foret med plast, som man bruger til ensilage, og det har en gråsort farve, som er godt egnet til dette formål.
Job well done. Nu er det tid til at nyde, og efterhånden som haven grønnes, kan jeg glæde mig over refleksionerne i vandet og følge den kommende sommers lette skyer i spejloverfladen.
Rigtig dejlig dag til dig,
..Smukt sådan et spejl. Det er osse under overvejelse her. Men vi har èn havedam, med alt det liv der hører sig til, lige fra åkander til salemandere og guldsmedelarver. og den er fyldt med algesnask nu. jeg plejer at si overfladen forsigtig med et net for få det værste væk. Din metode er altså mere effektiv. Hvor dybt er dit vandspejl? Har du sat "landingsbaner" til fugle og insekter i,, eller dypper de bare tærene.
hilsner Gunvor
"Bassin" er måske lidt flot…det er omkring 10 cm dybt. Har haft en redningspind, men har droppet den…vi har heller ikke haft nogle drukneulykker endnu 🙂
Ej hvor er det altså flot! Smukt flankeret af det grønne 🙂
Tak 🙂 – der skal ikke så meget vand til, før at det har en effekt
Hej Henrik.
Det er da et skønt hjørne du har der.
Din idé med ensilage-plastik, den er god….. Det må jeg kunne skaffe til billige penge. Mon ikke en af mine naboer kan undvære et stykke, tænker jeg. Jeg anede ikke, at det ville kunne holde vand. Og jeg går netop og tænker på, hvordan jeg skal anlægge en lille havedam. Jeg skal dog have planen NOGET bedre på plads, før jeg kaster mig ud i det projekt.
Venlig hilsen
Malene
Ensilage-plastik kommer i GIGA ruller, så mange ender med nogle sidste meter som landmanden ikke kan bruge til noget. Plasten holder ikke evigt – den er jo lavet til at forgå på et tidspunkt. Men til den pris (gratis for mit vedkommende) kan man jo skifte den igen. 🙂
Kunne det være at jeg kunne købe en lyserød åkande af jer man kan jo godt klippe den ned og så putede den ned i någet kykkenrulle papir og ned i en pose og sende den jeg vil give en 5’er for en lyserød åkande
Skal man tage vandet ud om vinteren?