Hvis nogen spørger mig, hvad jeg laver for tiden, så er svaret: Jeg er i haven. Hvis nogen så spørger mig, hvad jeg laver der, så vil svaret for det meste være, at jeg er i køkken- og skærehaven. Det er nemlig helt klart den del af haven, der kræver en hånd lige nu. Her sår jeg grøntsager, prikler sommerblomster, planter ud, vander, luger, planter lidt mere og vander lidt mere. For pludselig kom foråret som et lyn fra en klar himmel, og så har der så stort set ikke været en sky på himlen siden. Det gav en del travlhed i køkkenhaven, for pludselig kunne det ikke gå stærkt nok med at få sået, priklet og plantet ud.
TEKST & FOTO: JEANNETT
Vores køkken- og skærehave er på ca 700 kvadratmeter. I denne uge vil jeg tage jer med på en lille vandretur rundt herinde, selv om det for tiden mere ligner en arbejdsplads end en have.
Men nu er vi ved at være færdige, hvis man kan sige det, for der skal jo stadig plantes efter, flyttes planter og lukkes huller, luges og nippes blomster. Men stort set alle rækker er sået og plantet til, og de fleste grøntsager og sommerblomster er kommet op og er i god vækst. Når der er god vækst i køkkenhaven, og vi er færdige med at så; når stauderne og græsserne er kommet op, og frugttræerne har blomstret uden for megen frost eller regn, ja, så ved jeg, at det bliver en god sommer i haven.
Tak, fordi du tog dig tid til en rundtur i min køkken- og skærehave.
-Ih, hvis min urtehave så ligesådan ud ville jeg være stolt. Jeg troede min var ren, men har lige været dernede, uha jeg kommer til at luge jordbærrene en ekstra gang inden høst. Men hvis jeg luge for fint, kan fuglene se bærrene og guffer dem. Så det er en balancegang, hihi.
Hvad "fodrer" du dine pæoner med? Der er nogen der siger man skal give dem en ekstra håndfuld kalk?? Det ser ud til dine er fyldt med blomster.
hilsner Gunvor