Det er et kæmpe stort og supersjovt arbejde at planlægge en helt ny sæson, når man som Rikke er økologisk blomsterbonde. Følg hendes arbejde, og få nogle gode tips.
TEKST & FOTO: MARIANNE SELVIG, FOTO: TINA BROK HANSEN
Vi blev i forrige artikel om Rikkes liv som økologisk blomsterbonde klar over, at dét at lede en social virksomhed med økologisk blomsterdyrkning i lille kolde Danmark er et stykke arbejde, der ikke kun kræver mod, flid og passion. Det kræver også overblik, virketrang og en helt fundamental og inderlig glæde ved at se noget spire og gro. I denne artikel skal du høre mere om, hvordan Rikke allerede i den mørke vinter starter en ny sæson, samt om, hvilke tanker hun gør sig. Du bliver også indviet i, hvilke udfordringer, hun møder på blomsternes vej fra frøpose over mark til vase og kundens smil.For det handler om at forvandle det her:
Ja. Dét er noget nær magi i mine øjne.
Og jeg kan også godt betro dig, at ud over de nævnte talenter, som Rikke må være i besiddelse af, så kræver det også både vid, tålmodighed og en hel masse af det her:
Er du havemenneske, så vidste du det helt sikkert i forvejen. Men jeg synes alligevel, at der er en grund til at fortælle om det på denne måde. At skabe en økologisk blomsterproduktion er ikke noget, man lige gør, og da slet ikke højt mod nord i kolde, forblæste Danmark med verdens mest omskiftelige vejr.
NØJE PLANLÆGNING
Når Rikke fortæller om planlægningen og skrivebordsarbejdet, fornemmer man, at er det er et held, at hun er udstyret med et solidt overblik, et sublimt planlægnings-gen og god tæft for excel-ark. Det er der nemlig udtalt brug for i hendes business. Først og fremmest skal sædskiftet være på plads, for det er jo sådan, at alle sommerblomsterne ikke kan stå samme sted hvert år. Hvis de gør det, vil jorden hurtigt blive udpint og udbyttet svigte. Blomsterne vil ikke give nok til, at Rikke kan plukke flere gange af de enkelte planter hen over sommeren. De enkelte såninger skal derfor flyttes rundt i de forskellige bede, og der skal tages højde solens vej over himlen. Hvilke planter skal stå i fuld sol? Hvilke bliver høje og brede og skygger for de andre? Hvilke vælter ud til siderne og skal have støtte? Hvilke skal stå i halvskygge, og hvilke har godt af lidt læ. Sådan nogle spørgsmål tager Rikke med ind i sin planlægning, og der er endnu flere parametre at tage hensyn til.
Rikke skal naturligvis også have styr på såtidspunkterne og vide, hvor længe de forskellige planter er om at spire? Det er afgørende at kunne beregne, hvor lang tid der går fra såning til høst, og så i øvrigt – påpeger hun over for mig med et snedigt udtryk i ansigtet – skal man sørge for at så ad flere omgange, så der altid er ekstra forsyninger på vej og dermed en eventuel back up, hvis noget nu skulle finde på at drille.
ERFARINGENS OG LYSTENS DRIVKRAFT
Vi ved det allesammen godt: Noget kan jo gå galt, selvom man er et erfarent havemenneske. Noget går galt, siger visse! Forvent det! Men når man gør det på Rikkes måde, undgår man de allerværste bommerter og er helgarderet, hvis nu sommeren går helt til i regn eller i sol; to vejrtyper, som vi netop har oplevet de to forgangne haveår. Suk med suk på.
AFVEKSLING
Det er også vigtigt at vide, hvilke blomster, der er cut and come again – hvilke genblomstrer efter plukning? Den kategori er der heldigvis rigtig mange af, fortæller Rikke glad: Cosmos, zinnia, dahlia, skabiose, salvie, for blot at nævne nogle. Derfor indeholder Rikkes excel-ark også informationer om, hvornår tingene er sået, sådan at der konstant er forsyninger. Gudskelov, hun har så mange m2, som hun har, og excel-ark er jo nærmest uendelige.
Alt det og meget mere sidder Rikke og planlægger i disse mørke vintermåneder, mens vi andre sidder og bladrer løs i frøkatalogerne med en kop te og vores havenotesbog. Senere vil nogle af os – eller os alle sammen – køber en buket i ny og næ, fordi vi ikke kan nænne at plukke i haven.
GAVE TIL DIG: RIKKES FAVORITTER
Hvis du vil lade dig inspirere af, hvilke blomster Rikke sår, er her et udpluk af hendes såliste. Der er mange, mange dejlige sorter inden for de enkelte blomster. Her er blot et par forslag.
- Skabiose, Scabiosa caucasia
- Blåhat, Knautia makedonia
- Kæmpeskælhoved, Cephalaria gigantea
- Dusksalvie, Salvia horminum/vridis (Blue Monday, Blue Denim, Pink Sunday, White Swan)
- Stolt kavaler, Cosmos bipinnathus (Sweet Sixteen, Wega Vitt, Velourette, Xanthos, Cup Cakes)
- Kæmpe verbena, Verbena bonariensis
- Evighedsblomst, Helichrysum bracteatum ‘Salmon Rose’
- Frøkenhat, Zinnia (Queen Red Lime, Lime)
- Tobaksblomst, Nicotiana Mutabilis ‘Marshmallow’
- Georginer, Dahlia (Honka Red, Evelyne, Mister Frans, Nicholas, Hilcrest Suffusion, Bernard Oberland, Break out, Striped duet, Yvonne)
- Gulerodsblomst, Dacus carota (Dara)
- Hortensia, Hortensia machrophylla
- Vortemælk, Euphorbia amygdaloides
- Blærespirea, Spirea ´Diablo´
- Sølvsalvie, Salvia argenta
- Lammeøre, Stachys byzantina
- Stjerneskærm, Astrantia major (Star of Billion, Claret, Star of Beauty)
- Matrem, Tanacetum parthenium/Chrysanthemum parthenium (Snowball, Tetra White Wonder)
- Amaranth, Amaranthus ‘Autumn Pallet’
- Ærteblomster, Lathyrus (‘Mollie Rilstone’, T&M Prize Strain Mixed)
- Jernurt, Verbena bonesieris
- Sommer floks, Phlox drummondii (‘Beauty’ Series, ‘Moody Blues’)
- Fennikel og knoldfennikel
- Røllike, Achillea millefolium ‘Summer Pastels’, F2 Hybrid
- Brudeslør, Gypsophila paniculata ‘Snowflake’
- Lupin, Lupinus polyphyllus (‘Band of Nobles’ Series, ‘My Castle’)
- Solhat, Echinacea Purpurea (‘Magnus’, ‘White Swan’)
- Kugletidsel, Echinops ritro
- Harehalegræs, Lagurus ovatus
- Lampepudegræs, Pennisetum
- Fjergræs, Stipa tenuissima
- Egernhalegræs, Panicum elegans (Frosted Eksplosion)
- Birk, Betula
- Troldpil, Salix bebylonica ‘Tortuosa’
- Æble, Malus domestica ‘Belle de Boskoop’
- Forsythia ‘Lynwood’
- Syren
- Uægte jasmin, Philadelphus virginalis ‘Schneesturm’
Tredie og sidste artikel i serien om Rikke og hendes sociale virksomhed “Brede Havekiosk”, skriver jeg i marts 2019. Du kan også altid klikke dig ind på Rikkes Instagramprofil @brede havekiosk og se hendes seneste meritter.
Wooooo så mange ting der skal tænkes over.
Godt Rikke har overblikket og tak for masser af fine blomsternavne til haven.
God eftermiddag
Charlotte
Phyy, et kæmpe arbejde. Men det må være en svir når det så er lykkes og marken står i fuldt flor.
Hilsne Gunvor
Fabelagtigt smukke buketter, og skønheden bliver ikke mindre af at man ved, hvor meget arbejde og viden, det koster at skabe illusionen om ubesværethed :-). Hilsen Signe