Jeg har fortalt om Rikkes sociale virksomhed, Brede Havekiosk, og om hendes liv som økologisk blomsterbonde. Du har hørt om hendes planlægning af såninger og buketter. I dag skal du følge i hælene på hende og høre om hendes arbejde i løbet af sæsonen.


TEKST: ARIANNE SELVIG, FOTO: MARIANNE SELVIG & TINA BROK HANSEN

I højsæsonen arbejder Rikke på højtrykUdtrykket højsæson et jo egentlig et vidt begreb. Højsæson bliver nogle steder i havelitteraturen betegnet som det tidspunkt, hvor haverne bugner, og blomstingen er på sit højeste. I denne sammenhæng bliver begrebet brugt lidt anderledes: Her betegner det dén sæson, hvor der er travlest. Højsæsonen er derfor ikke i de varmeste sommermåneder, som man ellers skulle tro. Dog må vandingen, som i den forgangne knastørre sommer 2018 jo har været en udfordring over hele landet, da have været et værre slæb.

Men som Rikke så lakonisk siger: “Det er jo bare at stå op med solsorten, køre op til marken, gribe haveslangen og så begynde fra en ende af.” Nej, det er tidligt og sent på året, der skal knokles igennem.

For en økologisk blomsterbonde falder højsæsonen altså over flere omgange. I særdeleshed finder den sted, når jorden skal klargøres med gødning, i prikleperioden, ved udplantningen af småplanterne og så naturligvis ved pasning, fremdrivning og plukning af blomsterne. Og endelig, når det hele skal afvikles og vinterklargøres.

Se et bølgediagram for dit indre blik – bare modsat med en maksimal indsats i begge ender, lidt som en butterfly. I starten af diagrammet ligger al såning, prikling og udplantning. Alt har sin tid og sin charme, synes Rikke.

Og så er der alt det indimellem. Det, der har med kunderne at gøre.

Først er det rensning af spande, plukning og klargøring af stilke til buketterne, oprydning efter de sidste kørsler, og så kommer hun til det sjove: at binde de buketter, der er bestilt i løbet af ugen, samt turene rundt til kunderne.

TO-DO’S

Listen med to-do’s er alenlang. Rikke leverer på faste dage i ugen; i starten af ugen til erhvervskunderne og derefter op til weekenden, hvor mange af kunderne ønsker at pynte lidt ekstra op derhjemme.

Der leveres til diverse blomsterkunstnere, frisører, teatre, private kunder og designere.

Jeg finder, at Rikke har en særlig boheme-stil, hvilket du  jo kan se på billederne. Rikke kan noget, der giver én mindelser om barndommens legende gåtur i grøftekanten, og så kan hun skabe buketter, som sender én til hofbal hos dronningen eller giver én fornemmelsen af at have siddet på VIP-pladserne til en catwalk hos Kenzo. Det er da at have spændvidde i udtrykket.

GREN-UDFORDRINGEN

Dette indlæg om Rikke kan også inspirere os andre. Der er jo rigtig mange muligheder for at eksperimentere. Haverne omkring os rummer et utal af blomster og grene, der egner sig til at sætte skub i en moderne buket. Det kan være grene fra forskellige buske i haverne fx den sorte blærespirea, “Diablo”, eller forskellige sorter af hortensia, kalkved, broget liguster og andre skønne grene. Eller det kan være de fabelagtige palmekål, de vibrerende græsser eller sølvsalvie, der alle giver personlighed og karakter til en buket.

Jeg sidder allerede selv og spejder ud i haven og drømmer. Ikke fordi jeg vil til at sælge buketter, men fordi jeg bare elsker at plukke ind til en buket i stuen eller at give en bort, og jeg vedbliver med at være på udkik efter ny inspiration.

Men her kan Rikke hjælpe os, det er nemlig de helt praktiske detaljer, der gør forskellen. Rikke fortæller, at noget af kunsten mht. at bruge grene fra buskene er at vide, hvornår på sæsonen, de rent faktisk kan plukkes ind til buketter.

Det går jo ikke, at de hænger eller klapper sammen allerede kort efter, at kunden har modtaget buketten. Ofte kan grenene nemlig ikke trække vand nok. De enkelte buskes grene har perioder, hvor de suger bedst, og unge grene suger generelt bedre af vandet end ældre skud. Sådan noget må man lære via dyrekøbt erfaring. Desuden kan man slå dem med kødhammeren, så de suger bedre, selvom den metode også har sine udfordringer..

UD OVER RAMPEN

Selv om der endnu ikke er mange direkte konkurrenter inden for økologisk blomsterhandel i Danmark, er selve opgaver med at komme ud over rampen stor. Det er den for alle nyopstartede iværksættere uanset branche, og det er en evig balancegang at få sit navn, brand, produkt og virke kendt og solgt. Det er også vigtigt selv at kunne følge med, så det hele ikke vokser én over hovedet.

Den balancegang er Rikke midt i lige nu, samtidig med at specialet på RUC er ved at tage sin endelige form. Det er lidt af en mundfuld at ville og kunne begge dele, dét ved jeg af erfaring.

Jeg havde småbørn og skrev speciale samtidig engang i tidernes morgen. Dér har døgnet altså for få timer, hvad Rikke også påpeger. Men som hun siger: “Man får trænet sin selvledelse på den her måde.”

FLITTIGE HÆNDER

Så selvfølgelig er der også brug for ekstra hænder, især i de føromtalte højsæsoner. Se nu bare alle disse småplanter, som hun selv har sået de fleste af i det tidlige forår.

Her er både sommerblomster, urter, stauder, toårige, sommerløg og knolde som dahlia og gladiolus samt alle mulige andre ting, vi ikke normalt ville forbinde med buketter. For du kan også finde palmekål, rød grønkål, havrestrå, sølvsalvie, diverse prydgræsser samt et utal af de allerskønneste blomster. Altsammen vokser i det  små potter og i alle hullerne i bakkerne. Kig gerne på listen i forrige artikel om Brede Havekiosk, hvor vi bragte en liste over nogle af hendes yndlinge.

Der hersker ikke tvivl om, at arbejdet i de to ender af året er omfangsrigt. Det er her, Rikke giver plads til frivillige, som samtidig finder god mening i at arbejde med jord og blomster og med div. praktiske småjobs med sav og hammer. Gruppen består af både nye danskere, udsatte og stressramte mennesker og andre, der finder håb, jordforbindelse, optimisme og ro ved at give en hånd med i Brede Havekiosk på Mangeholm. Hvis du ønsker at blive frivillig hos Rikke, skal du blot henvende dig her.

Se mere

Du kan se meget mere fra Mariannes eget haveliv på instagramprofilen @stjernevrimmel samt på havebloggen Den Helbredende Have.