Starten på året har budt på flere dage, hvor man nemt kan komme i haven. Solen har nok været sparsom, men temperaturen kan vi vist ikke klage over – tocifrede varmegrader i en vintermåned. Endnu en klimarekord er sat, og mens vi glæder os over lune vinde, så er der krise på skisportsstederne, og frygten for global opvarmning stiger.


TEKST & FOTO: MARIANNE B ANDERSEN

I hverdagen finder jeg tryghed i vores velkendte have, hvor nogle af planterne er tidligere på færde, mens andre holder sig i skindet. Jeg kan ikke løse hele klodens klimakrise, men jeg kan opføre mig ordentligt og sikre masser af CO2-binding på egen matrikel.

På mine runder i haven fanges jeg af nogle planter, der her om vinteren ser ekstra flotte ud, og som jeg hvert år kigger lidt nærmere på. Ud over knopperne på magnolietræet, som næsten er ved at sprænges, så er der også en række planter, som jeg gerne vil dele min begejstring for.

Pieris

Pieris er en vintergrøn busk, der findes i et væld af forskellige sorter. Lige nu står planten med dekorative blomsterknopper, der venter på endnu mere forår. Planten er hjemmehørende i Japan, hvor det ikke er ualmindeligt at finde op i til 3 m høje eksemplarer. Her bliver de højeste sorter omkring 1,5–2 m, men de, der vokser i vores have, synes ikke at blive højere end ca. 1 m. Når de nye blade dannes, så er de rødlige, men her er der igen sortsforskelle. Vi gør aldrig noget ved dem – de passer sig selv og øger fylden en smule hvert år.

Blandt mange andre sorter, findes:

Pieris japonica ’Variegata’ med hvide blomster, brogede blade og rødligt skær på nye blade

Pieris japonica ’Debutante’ med hvide blomster og rødligt skær på nye blade. Kompakt, kun 70 cm høj

Pieris japonica ’Mountain Fire’ med nyvækst i ildrøde farver. Hvide blomster. Kompakt, ca. 80 cm.

Pieris japonica ’Vally Valentine’ med mange rosarøde blomster i april–maj. Blankt løv med bronzefarvet nyvækst.

Kejserbusken

Kejserbusk er én af de buske, som jeg altid har et godt øje til. Allerede fra slutningen af november står den fin med søde lyserøde blomster, der nemt finder vej i en lille vase. En enkelt nat med frost skæmmer blomsterne, men på mirakuløs vis finder den næsten altid nogle nye knopper at bryde fra.

I vores have er kejserbusken meget gammel, så jeg tror ikke, den bærer en sortsbetegnelse. De kejserbuske, som sælges i havecentre og på planteskoler, er udvalgte sorter, men det skal man bestemt ikke være ked af. De blomstrer mindst lige så meget, og duften er måske endda mere intens. Kejserbusken bliver 2–3 m høj og trives i fuld sol og halvskygge.

De to mest almindelige sorter:

Viburnum x bodnantense ’Charles Lamont’ med fine rosa blomster

Viburnum x bodnantense ‘Dawn’, som har mørke knopper, rosa blomster, der med tiden bliver næsten hvide

Pebertræ

Pebertræ er en lille kompakt og langsomtvoksende busk, som måske ikke er så almindelig, men som er fuldt hårdfør og dejligt duftende. Dens oprette vækst og fuldt udvoksede højde på 1,5 m gør den attraktiv til selv mindre haver. Den hører til de meget nemme prydbuske, som ikke kræver alverden. Beskæring er sjældent nødvendig, og selvom man snupper et par grene til en vase, så ødelægges planten ikke.

Bladene er lancetformede og sidder yderst på de stive grene, hvilket giver busket et let udtryk. Der er aldrig pletter eller skader på bladene.

Planten i vores have er mindst 25 år gammel, og den står i halvskygge i helt almindelig havejord.

Den er ikke altid så let at finde, men spørg i dit lokale havecenter.

Daphne mezereum ’Rubra’ med mørkviolette små blomster fra marts–april inden løvspring.

Bregner

Bregner, der i vinteren står grønne, hører også til mine vinteryndlinge. Vores have har mange skyggefulde bede, og her trives bregner godt. En stor del af bregnerne visner ned om efteråret og står tilbage med en sammenstyrtet top og venter på at blive klippet fri, så de spæde skud kan komme frem.

Kambregne og mosbregne.

Der findes heldigvis også bregner, som nemmere beholder bladene om vinteren. I en lun vinter som denne står bregnerne ekstra flotte. De er slet ikke skadet af tung sne eller kraftig frost.

Adiantum venustum / dværgvenushår.

Bregner er en stor plantegruppe, og mange af bregnerne har også været med i vores haves lange historie. Jeg har derfor ikke 100% styr på, hvad de er for nogle, men jeg ved dog, at disse bregner er vintergrønne:

Asplenium scolopendrium kaldes radeløv og bliver omkring 30 cm

Adiantum venustum kaldes dværgvenushår, og her i haven er den ikke højere end 40 cm. En utrolig smuk bregne med lidt anderledes blade

Polypodium vulgare – engelsød er også en rimelig lav bregne med typiske bregneblade. 30 cm høj.

Polystichum setiferum – mosbregner – bliver lidt højere. 40–50 cm er ikke ualmindeligt, og de frodige mosbregner har, som ordet antyder, moslignende hår på bladribberne

Blechnum – kambregner finder man ofte i stensætninger. De bliver max. 30 cm og står hele vinteren med deres grønne bregneblade

 

Læs mere fra Marianne på haveglæder.dk og følg hende endelig på instagramprofilen @haveglæder.