Stål har i mange år været et fast indslag i haven og noget, som jeg bruger i mange havedesigns. Stål er et unikt materiale, fordi man kan opnå meget stor styrke i en tynd flade og samtidig bevare en lethed i udtrykket. Det er et materiale, som kan formgives, og så har det meget lang holdbarhed.


TEKST & FOTO: TOR HADDELAND

Jeg bruger gerne cortenstål med den karakteriske varme rustrøde farve, galvaniseret stål med den mere kolde industrielle grå farve eller sort lakeret stål. Huset kan også være medbestemmende for hvilken stålfarve, der passer bedst ind i haven.

Fordi stål har så stor en styrke, selvom det måske kun er 6-8 mm tykt, er det eminent til f.eks vægge. Både som skulpturelle vægge men også bærende vægge som f.eks. skal holde på jord. Det kan være en skrænt eller en kumme. Hvis man sammenligner stål  med f.eks beton, vil beton have et meget mere volumiøst udtryk, og det vil typisk fylde 20-30 cm i tykkelsen, hvor stål kun vil fylde 6-8 mm.

Stål i haven kan være alt lige fra bedkummer, værn, vægge som lægivere og  afskærmning til skulpturelle elementer, stålkanter på spejlbassin og gasbålsøjler i stål, eller det kan være stålkanter som afgrænser f.eks. terrassen op mod græsplænen.

I denne have er cortenstål den røde tråd. Mest opsigtsvækkende er de tre mure, hvor solens lys changerer i cortenstålets rustrøde nuancer. Murene er lige lange, men højderne varierer fra 80- 120 cm. Deres linjer leder blikket udad væk fra huset, og helt bevidst er her ingen hæk eller grænse mellem belægning, græs og grønne marker. Det får huset med den dominerende arkitektur til at smelte sammen med naturen rundt om det. Murene står som skulpturelle elementer, når man går fra parkeringspladsen og op mod indgangspartiet.

Spejlbassinets kant er også af cortenstål og ridser afgrænsningen mellem bassin og belægning op. I bassinet er der integreret tre gasbål,  hvor ilden blusser op gennem dekorative søsten. De levende flammer og de organiske sten bor i en stram, retvinklet ramme af poleret, rustfrit stål.

I denne have fyrer lysrefleksionerne på de store flader af cortenstål op for farvespillet i pladerne. Stålvæggene står frit på terrassen i baghaven. Det gør dem til skulpturer, som ikke virker tunge i omgivelserne. Belægningen med de lyse granitplanker bliver en kontrast til det rustrøde stål.

Pladernes placering og højde er pertentligt justeret, så de “taler til hinanden”. Linjerne i granitplankene leder op til husmuren med kulbrændte mursten. Planterne i baghavens bede – der også er rammet ind af stål – bryder minimalismen. Her er nemlig valgt vækster som roser, hortensia og rhododendron.

Lange kanter af 8 mm tyk cortenstål indrammer haven. Stålkanterne strammer alle linjer op nærmest som en blyantstreng, der skal markere linjerne, som var de tegnet i haven.

Kummer i stål kan med fordel bruges i haven, på terrassen, altanen, eller i drivhuset til netop at skabe et flot og hyggeligt udendørsmiljø. Store kummer i galvaniseret stål, som får den flotte matgrå farve, eller cortenstål, hvor jernet ruster op til en flot rød farve, der med tiden får den helt rigtige patina.

I kummerne har man mange muligheder for at plante de blomster og planter, der altid vil tage sig godt ud på enten terrassen, verandaen eller i haven. Med kummer får man muligheden for at plante sine yndlingsgrøntsager og -blomster lige der, hvor man har brug for det, og med flotte afgrænsede kanter.

Værnet på denne terrasse er i sortmalet stål på begge sider af terrassens top og er specielfremstillet til dette projekt. Mønsteret i værnets mellemrum går igen i havens plankeværk, mens værnets materiale og udtryk også refererer til rammerne i de new yorker-vinduer, der er rumdelere i husets stue. Ved at gentage formen er der skabt en sammenhæng mellem stue, terrasse og have.

På denne amfiterrasse smelter de maritime trænuancer, granitstenens grå-grønlige skær og rustfarverne på det vejrbestandige corténstål sammen til en enhed. Stålet er den rustrøde tråd i hele haven. Her går det igen i gasbålsøjlen og kummerne med prydgræsser, taks og bambus.

Belysningen er også med til at sætte spot på mængden af detaljer på terrassen. Her får kvadrater og andre firkantede former frit spil. De retvinklede kummer i cortenstål er med til at ændre på perspektivet i trappen, og der opstår en kontrast mellem den rå ruststemning i stålet og græssernes sarte planteformer.

Kontrastvirkningen understreges også af, at de røde kummer og den grønne beplantning er komplementærfarver.

 

Du kan læse meget mere om havearkitekt Tor Haddeland og Designhavers projekter
på hjemmesiden designhaver.dk og instagramprofilen @designhaver.